Flyvende Mormor

Ud af Dubai

Det er Flyvende Farmor og Farfars 2. besøg i Emiraterne.

Under deres første besøg fik de oplevet førstegangs-turist-klassikerne.

Optur i Burj Khalifa. Rundtur i Dubai Mall. Dubai Fountain. Dagsudflugt til Abu Dhabi med besøg i Sheikh Zayed Grand Mosque og efterfølgende Afternoon Tea på Emirates Palace. Friday Brunch. Akvarium. Gold & Diamond Park. Mall of the Emirates. Vandkants-middag på Jumeirah Beach Hotel med udsigt til Burj Al Arab og en masse andet godt.

Men denne gang skal de med ud og se andre sider af Emiraterne.

For her er virkelig så meget andet at opleve end moderne stål- og glaskonstruktioner, uendelige shopping malls og ekstravagante middage på luksushoteller.

Torsdag tager vi tidligt fri og kører ud af Dubai mod Abu Dhabi; herefter mod Al Ain til Sweihan og til sidst ender vi i det støvede landbrugsområde Al Khaznah.

Herude – in the middle of nowhere – ligger Telal Resort.img_9498Telal er et beskedent, men nok-så-nydeligt ørkenresort.img_9495November er nemlig lige midt i højsæsonen, så de helt store luksus-ørkenresorts er temmelig dyre – for nu at sige det mildt.

(Men: Skulle du nu lægge vejen forbi uden for højsæsonen, så er Anantara Qasr Al Sarab helt perfekt – alternativt Al Maha / Bab Al Shams / Anantara Sir Bani Yas).

Anyway.

Det er fuldstændig ligegyldigt.

For her er så smukt og autentisk.img_9499Med udsigtspost over ørkenen og blafrende flag i den lune efterårsvind, så Farfar og Farmor sukker ih-og-åh, mens de nyder den sandfarvede uendelighed.

Og vi bliver drønet op og ned ad støvede ørkenveje for at komme fra hovedbygningen til Telal’s Heritage Village, hvor vi er indlogeret for en nat i en suite.img_9500En Heritage Village er altid sådan et lidt halv-kikset frilandsmuseums-agtigt område med små, ubehjælpelige boder, der sælger turist-tingeltangel og et par opstillede telte, hvor man kan få en hennatatovering eller en kop-tår-kaffe, hvis der da overhovedet er nogen på arbejde.

Der kan også altid opdrives et par vrante kameler og en træt hest eller to, som trækkes rundt i en fold med tunge turister på ryggen.

Denne her Heritage Village er ikke spor anderledes.

Der sidder en træt Emirati-mand i skyggen og krydser fingre for, at vi ikke beder om en ridetur på hans kamel eller hest.

Og en ligeså træt Emirati-kvinde sidder med næsen i en arabisk TV-serie på sin mobiltelefon, mens en eller anden ubestemmelig linsesuppe eventuelt kunne langes over disken, hvis bare der havde været nogle sultne turister i omegnen.

Men vi er fløjtende ligeglade.

Vi gynger. Drikker kaffe. Spiser dadler og nødder og chips og skumfiduser.img_9504Vi bader og fjoller.img_9511Og vi nyder i fællesskab den smukke solnedgang over ørkenen, før vi spiser en dejlig middag – med friskpresset appelsinjuice til – for hotellet er dry som en ørken.img_9517Inden længe snorker hele familien synkront på de to store, dejlige værelser.

Her er mørkt og helt musestille langt ude i ørkenen.img_9520Næste morgen står jeg op og går direkte ud i det svale ørkensand.img_9523Hvor fuglefødder har skabt et fint mønster på kryds og tværs.img_9522Jeg forsvinder ned over kanten på en stor sandbanke og går over mod en lille, grøn oase, som resortet har lavet til ære for turisterne, der længes efter grønhed midt i det sandfarvede univers.img_9528Et øjeblik senere brydes morgenstilheden af en sprød stemme, der råber: “Mummyyyyy”, hvorefter der dukker et lille bulder-barn frem over sandkanten.

Mille gør mig selskab.

Vi kigger efter firbenets sjove spor i sandet, og vi taler om fuglefodspor og de temmeligt store lakridser, som oryxer eller andre ørken-“rådyr” har efterladt ganske tæt på vores værelse.img_9530“Jeg sætter lige en stick in the ground og nogle stener rundt om, så kan vi finde det igen, hvis vi kommer igen”, siger Mille og rejser med stor omhyggelighed et mindesmærke over vores dejlige ørkentur med Farmor og Farfar.img_9532Telal Resort kan varmt anbefales, hvis man søger en aldeles bekvem og bare nogenlunde prisvenlig ørkenoplevelse i højsæsonen.

Og jeg håber, at vi en dag kommer tilbage for at lede efter Milles pind og de tre sten.

Sammen med Farmor og Farfar.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2 kommentarer

  • Sussie storch

    Det har helt igennem været en dejlig, spændende og fantastisk oplevelse. Og det gælder alle vores 10 dage i Dubai og omegn.
    Så fuld af dejlige oplevelser med jer !
    ❤️❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Kære Farmor,
      Tusind tak for skønne, skønne dage i Dubai og omegn. Vi har nydt jeres selskab SÅ meget og alle de oplevelser og gode grin, vi fik!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flyvende Mormor