• ···
Niqab og æbletobak

#MeToo

#MeToo florerer på samtlige sociale medier for tiden.img_8979 img_8980Og det giver et gib i mig hver eneste gang, jeg ser en kvindelig bekendt eller veninde anvende Alyssa Milano’s #MeToo – hvad enten det sættes på som et enkeltsstående statement eller som oplæg til en personlig beretning om seksuelt relateret aggression.

Det føles som en ubehagelig overraskelse.

Én af den slags overraskelser, som alligevel slet ikke er en overraskelse.

Det er snarere en uvelkommen og ubehagelig sandhed, der anmasende sætter sig på min nethinde, hvor den på én og samme tid konfronterer mig med menneskets kødelige skrøbelighed og rå styrke.

Inderst inde ved jeg godt, at ingen kvinde går gennem livet uden at blive udsat for seksuel aggression.

Desværre.

Og det har jeg ikke lyst til at tænke på.

For jeg er mor til to piger.

Og for deres – og for alle andre små pigers skyld – vil jeg hermed opfordre til, at #MeToo ikke sådan lige går i glemmebogen.

For øverst i verdensmagtens pyramide sidder der pt. en seksuel aggressor af den allerværste slags.

Donald Trump.

Der grab’ber damer by the pussy og get’ter away with it. 

Hvad fanden sker der lige for dét?

Donald Trump kan for min skyld gøre Harvey Weinstein, Roman Polanski, Woody Allen, Bill Cosby, Jimmy Savile, Raket-Madsen og alle andre syge, sadistiske mænd, der misbruger deres magt til at misbruge kvinder, selskab lige lukt i helvede.

Så kan de sammen sidde dér og riste deres ynkelige, runkne gammelmandsnødder over den sagte helvedesild, mens de fortæller trofæ-historier fra deres kvindejagtsdage.

Det er en skandale, at vi kvinder alle har historie på historie om ubehagelige, påtvungne seksuelle oplevelser, som vi hellere end gerne var foruden.

Og det er næsten lige så stor en skandale, at vi kvinder ikke taler HØJT om de her oplevelser, så alle i hele verden kan forstå, at dét her rammer ikke bare Hollywood-skuespillere og kendte mennesker, men dig og mig.

Os alle sammen.

Og vores unge piger må ikke lære at tro, at det er en del af kvindelivet at blive udsat for en vis mængde seksuel antastelse, vold, tvang og aggression.

Hvorfor er det lige, at vi andre har antaget, at det er en del af livet in the first place?

Så her kommer min personlige #MeToo:

Der var spejderlederen, som lagde sig ned oven på mig, da jeg som 12-årig helt uforvarende havde lagt mig i spejderlejrens hængekøje for at hvile mig et øjeblik. Han kyssede mig hårdt og insisterende på munden og stirrede mig intenst ind i øjnene imens. Det var det sidste, jeg havde lyst til at han skulle gøre. Det kom fuldstændig uventet. Men han gjorde det bare. Og jeg var en lille pige. Ingen sagde noget, selvom der var mange vidner. Heller ikke jeg selv. Hverken til tropsføreren eller til mine forældre.

Der var Odd-Fellow-logens medlemmer, som altid blev grove og frække i munden, når de efter tre retters mad kom til cognac’en og cigaren. Så fik vi serveringspiger klaps i de 16-årige, nederdelsbeklædte bagdele og sad på skød og blev nevet i ører og kinder for lidt ekstra drikkepenge. Jeg gik aldrig ud i køkkenet og fortalte om mændenes sjoflerier til køkkenchefen. Måske kendte han alt til det? Jeg sagde i stedet op uden forklaring og mumlede til min mor, at “det ikke lige var stedet for mig med alle de der gamle mænd”.

Der var enkelte af min fars venner, som bestemt heller ikke holdt sig for gode til at afgive en sjofel kommentar i festligt lag. Det fortalte jeg aldrig min far, men min mor fik at vide, at én bestemt mand var ikke at spøge med og jeg undgik ham meget behændigt ved de sjældne lejligheder, hvor jeg var til samme selskab.

Der var taxichaufføren, som udså mig som sit lette offer, da jeg landede i Madrids lufthavn en sen aften og ikke blev hentet af min værtsfamilie som aftalt. Han kørte mig langt uden for byen og begyndte at befamle mig op og ned ad lårene, indtil jeg smed hele min studenteropsparing i hovedet på ham og skreg i vilden sky, fordi jeg ikke kunne forsvare mig over for ham på en øde landevej – eller tale med ham på spansk. Han endte med at samle pengesedlerne til sig og kørte mig ind på et hotel, hvor jeg kunne føle mig lige dele lettet og skræmt fra vid og sans resten af natten. Helt alene.

Der var den snavsede, stenede unge mand, som satte sig på sædet ved siden af min søster og jeg i en chicken bus så langt ude på landet i Guatemala, at det var helt skørt. Han trak pikken frem og gjorde sig færdig så det sprøjtede til alle sider og sæder, mens min søster og jeg sank vores spyt og holdt hinanden i hænderne, mens vi stirrede panikangste til den anden side. Fuldstændig lamslåede af frygt. Vi sagde ingenting. Hverken mens showet stod på eller efter. Vi følte, at vi havde ingen udvej end at udstå det.

Der var blotteren – en nydelig mand i trediverne – på Amager Fælled, som viste sig gentagne gange for mig, når jeg løb tur om eftermiddagen. Da han begyndte at løbe efter mig og ikke blot masturbere på afstand, turde jeg ikke længere løbe ture på Amager Fælled. Skræmt fra vid og sans måtte jeg for evigt opgive mit ellers så uskyldige foretagende.  Jeg ringede til politiet én gang. Og hvad skulle de gøre ved det?

I Spanien mødte jeg også mange blottere, der stod i gadelygternes lange skygger langs lejlighedsopgangene og overraskede os, når vi unge piger kom trimlende hjem fra våde byture. De gjorde aldrig noget – og min finske veninde lærte mig at nedgøre dem verbalt, så de krympede sig og forsvandt. Men hvorfor skulle vi egentlig konfronteres med fremmede mænds kønsdele helt uforvarende?

Der var genboen på Østerbro. En flot mand i tyverne med sin gravide kæreste, der arbejdede konstant. Han holdt øje med hvornår Martin forlod vores lejlighed, hvorefter han stillede sig til at masturbere splitternøgen i vindueskarmen eller liggende i parrets seng. Jeg gik for nedrullede persienner i et par uger af angst for synet, indtil det gik op for mig, at det ikke var mig, der gjorde noget forkert ved at være alene hjemme i en lejlighed. Denne gang tog jeg affære og sendte den gravide kæreste et brev med posten, hvori jeg beskrev hendes kærestes adfærd, når han var alene hjemme. De flyttede, før barnet blev født.

Der var den mandlige kollega, som ved flere lejligheder kom med upassende blomsterbuketter. Han var gift. Og jeg var forlovet. Og der var absolut ingen reel årsag til buketterne, da jeg kun hjalp ham med ting, som jeg hjalp andre med også. Jeg husker det som yderst pinligt og anmasende, men jeg sagde aldrig direkte fra over for ham. Måske forsøgte han bare at være flink? Jeg slog det hen, men husker det stadig som grænseoverskridende – omend i den uskyldige ende af skalaen.

Der var den ældre chef, som forsøgte at kurtisere mig på ganske upassende vis, indtil jeg tog hårdt fat i hans ærme og sagde, at der aldrig – som i aldrig! – kunne blive tale om noget som helst mellem ham og jeg. Fordi jeg elskede min kæreste. Det respekterede han fuldt ud. En gentleman, er man vel altid? Og han gik i stedet efter mine andre, unge kollegaer. I de halvandet år jeg arbejdede for ham, nåede han i bukserne på to af dem. Han var meget lykkeligt gift.

Og så er der alle de utallige gange, hvor en mand har mast sin stive pik op ad mig i en overfyldt metrokupé. På et dansegulv. På gaden. I en lang kø. Det skete over alt, da jeg var yngre og havde en bagdel, der sad i den helt rigtige højde.

Der er de utallige gange, hvor en kæk, mandschauvinistisk kommentar om langt, lyst hår og ditto ben er blevet sagt i kontorlandskaber og mødelokaler på mandsdominerede arbejdspladser. Jeg sagde ikke fra, men grinede blot lidt beklemt. Det gjorde andre kvinder også.

Der er de utallige gange, hvor der er blevet råbt både grimme og pæne ting efter mig på gader og stræder. Primært i det sydlige Europa dog, men ret overvældende under alle omstændigheder, uanset om det er luder, kusse eller sexbombe, der bliver råbt.

Mange af de her antastelser og oplevelser hører det helt unge kvindeliv til.

Faktisk aftager seksuel aggression helt bemærkelsesværdigt markant med alderen.

Det er ret interessant. Tilnærmelsesvist morsomt, hvis ikke det var fordi det overhovedet ikke er morsomt.

Den modne mor-krop med to vaginale fødsler i bagagen får ligesom ikke helt den samme opmærksomhed.

Måske fornemmer aggressorerne, at de ikke kan slippe afsted med deres angreb over for rigtigt voksne kvinder?

Måske tænder de kun på helt unge kvinder(s kroppe)?

Jeg har flere spørgsmål end svar.

Og jeg har raseri i kroppen nu – efter hurtigt at have nedfældet de episoder, der lige springer frem i min hukommelse.

Hvis jeg blev siddende, ville der komme flere.

Men jeg orker det ikke.

Mit #MeToo er hermed blevet afsagt.

I vrede.

Og i afmagt.

I al fremtid vil Martin og jeg tale med vores piger om, at deres kroppe er kun deres.

I al fremtid vil jeg fortælle pigerne, at vores kvindekroppe er hellige og særlige, fordi vi er født med evnen til at skabe liv.

I al fremtid vil vi fortælle pigerne, at de bestemmer over deres egne kroppe og at ingen må røre dem uden forudgående tilladelse.

I al fremtid vil vi fortælle pigerne, at de skal fortælle os, hvis nogen siger eller gør noget, der ikke er okay eller føles forkert.

Men kommer de til at fortælle os det, når teenagealderen indtræffer og deres smukke ung-pige-kroppe bliver genstand for massiv mandlig opmærksomhed?

Se, dét er spørgsmålet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

6 kommentarer

  • Niels

    Pyhaa,,,,,Jeg undskylder på mit køns vegne,,,meget skal laves om,,,Man kan kun starte med sig selv. Men godt og præcist udtrykt !

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Niels,
      Jeg tror bestemt ikke, at du har nogen grund til at undskylde – og der findes masser af slemme oplevelser blandt og i mellem mænd også, som i virkeligheden burde inkluderes i Me-Too-Kampagnen.
      Venlige hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidse

    Det var meget fint delt!
    Da jeg lige som dig er mor til to små piger, bliver jeg helt ked af det indeni ved tanken om hvor farlig en verden det er og hvor meget man skal lære piger at passe på sig selv, i situationer der burde være trykke og gode måder at udforske sig selv og verden!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Sidse,
      Ja – det er ikke ligefrem opløftende, men vi har muligheden for at fortælle – åbent og ærligt – og derigennem får vores døtre forhåbentlig en hel anden forståelse og vinkel på dét med grænser og mænd, der overskrider dem.
      Mange hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Sikke et vigtigt og modigt indlæg! Tak for det. Det får mig til at tænke på alle de små og lidt større, lignende episoder, jeg selv har været udsat for, men som jeg enten har fortrængt eller fornægtet som “noget særligt”, Det er meget skamfulde minder for mig, især fordi jeg altid i situationen er blevet fuldstændig lammet og ude af stand til at reagere, som situationen egentlig berettiger til. Hvilket er stik imod, hvordan jeg i øvrigt agerer og opfatter mig selv som person. Hvor er det befriende at erfare, at jeg ikke er den eneste, der går rundt med sådan en liste af “sex-records”. Åbenhed må være vejen til, at vores døtre ikke tilsvarende skal skamme sig, men finder modet til at sige fra over for det der er åbenlyst krænkende, grænseoverskridende og uacceptabel adfærd.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Ditte,
      Jeg er helt overbevist om at de fleste kvinder kender de her oplevelser. Og de fleste af os har ikke sagt noget eller reageret. Hverken i situationen eller lige bagefter. Vi bliver flove. Overvejer om vi selv er delvist skyld i situationen osv. Men vi kan ændre adfærd og opfattelse – også i bakspejlet – for ved at være ærlige og åbne om det, så kan vi ændre tingene for vores døtre. Håber jeg inderligt.
      Venlige hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Niqab og æbletobak