• ···
Cykelmyg

Mooaarrrr

I dag er det World Teachers’ Day.img_8700Og forventningsfulde Mille kommer med farvestrålende gerberabuketter i hænderne til sin søde Miss Elsie og Miss Marife.

Blomster er en big deal i ørkenen. De bliver givet med lige dele ømhed i hjerte og pengepung. img_8704Og hele skolegården summer af små, skønne børn, der glæder sig til at overraske deres lærere, når rektors fløjte lyder præcist kl. 7.30, og lærerne kommer ud for at hente dem ind i klasserne.

Helt så rosenrødt ser der ikke ud ovre ved Secondary School-siden denne morgen.

Teacher appreciation hører de yngre børn til. Og i Secondary School skal lærerne være mere end ualmindeligt heldige og nede med de unge, hvis de skal opnå at få blomster eller takkekort.

På dét tidspunkt i skolelivet har lærernes kultstatus – for de flestes vedkommende – taget sig et gevaldigt dyk nedad. Sådan er det bare. Teenagere skal synes, at voksne er håbløse. De fleste voksne, ihvertfald.

Heldigvis ændrer den opfattelse sig med tiden.

Både i forhold til ens lærere og i særdeleshed i forhold til ens forældre.

Der ryger en kæmpe portion taknemmelighed og fornyet respekt ind under huden på os, når vi selv bliver voksne og finder ud af, hvor pissesvært, det der voksenliv kan være. Pludselig får vi vores egne børn at tumle med og begynder at indse, at alle de fine principper om at gøre tingene på en bestemt måde – som tit handler om at “det ihvertfald ikke skal være ligesom vores forældre gjorde” – sjældent kommer til at virke ude i virkeligheden.

For æbler falder sjældent ret langt fra stammer.

Vi ligner, lyder og opfører os som små, tro kopier af de mennesker, der gav os livet.

Det er sådan cirka det allerværste og det allerbedste i hele verden, når det går op for os, at de mødrene og fædrene ophav ikke sådan fornægter sig.

Og lige nu venter jeg på min Mooaarrrrr.

Hun flyver fra Kastrup lige præcist nu.

Med Cath ved sin side.

Og jeg er så forventningsfuld, at jeg serieproducerer kanelsnegle og pølsehorn i et anfald af begejstring og husmorvanvid.

Det gør kvinderne i min familie nemlig.

Bager.

Når vi ser frem til gæster.

Jeg kan næsten ikke vente længere til at mærke min Mors arme omkring mig.

Og til at vise Cath, hvor fandens dejligt her er i en Ørkenstat.img_8708

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cykelmyg