Cykelmyg

Hende her… Lille My, der pludselig ikke er så lille længere.

Hun vokser for tiden, så jeg bliver helt forpustet og har svært ved at følge med.

Skolestart i Year 1 har været det hidtil mest smertefrie skifte, Mille har haft i sit 5-årige liv.

Normalt kommer der ellers et vældigt rabalder i kølvandet på enhver forandring. For madammen lider vitterligt aldrig i stilhed.

Men denne her gang har Mille ikke set sig tilbage.

Hun er overskudsagtig og imødekommende over for sine klassekammerater og de nye lærere.

Hun nyder den nyvundne frihed i Year 1, hvor man selv må gå på toilettet og selv skal klare praktiske opgaver med tasken, mapperne, madpakken osv. Selv dét at få lektier for er en stor oplevelse, der gåes til med ildhu.

Der er virkelig sket en stor forandring inden i hende, og vi fortæller hende dagligt, at hun er en god ven, en kærlig søster og dejlig at være sammen med – sådan helt generelt.

Og ud af det blå har hun samtidig fundet overskud til at lære noget, hun ellers har nægtet pure, siden hun som knapt 4-årig ikke længere kunne passe sin Puky-løbecykel, uanset hvor meget, hun forsøgte at krympe sine lange marcipanstænger sammen.Jeg introducerer med stolthed i tastaturet:

Dubai’s Cykelmyg Numero Uno.

Hun og Cille gør villavejene i ghettoen usikre hen under aften, når temperaturen har “lagt sig” på små 37-38 grader med en liflig luftfugtighed, der får selv det mest diskrete overskæg til at glinse fedtet.Det er en stor ting at lære at cykle.

Frihedsfølelsen, når man drøner ned ad vejen for egen rugbrødsmotor, så ingen forældre kan nå én. Dén husker jeg. Og jeg kan se på pigernes kropssprog, at dén mærker de selv nu.

Vores piger har været længere om at lære at cykle, end ‘man’ ville have været det i Danmark, hvor pedallering vel nærmest kommer ind med den salige modermælk.

Af flere årsager.

Halvdelen af året er det f.eks. for varmt for børnene at være ude – og for den stakkels Far, som skal agere cykel-støttepind i en periode. Man løber fra den airconditionerede bil og direkte mod hoveddøren for at undgå at blive svedet af. Ingen ved deres sansers fulde 5 har lyst til at lege uden for.

Der er heller ikke de helt store muligheder for sådan at cykle rundt.

Inde i ghettoen fra et hjem til et andet og over til skolen – jovist – men ellers vil jeg vove den påstand, at det vil være decideret hasarderet at lade små børn cykle ret meget omkring.

For ingen er vant til at se sig over skulderen på alfarvej for lige at tjekke, om der kommer cykler.

Læg hertil, at vi ikke har dedikerede cykelstier og at fortovene kan ophøre uden varsel.

Og når så bilerne samtidig er markant større end i Danmark, så bliver det pludselig en kende uoverskueligt at cykle over i et andet nabolag eller hen til shoppingcentret, medmindre man får et kick ud af at mærke truslen fra en brølende Range Rover, der er henne for at snuse lidt til cyklens bagdæk.

Sådan er det bare.

Cykelmyg skal forblive på fortovet, selvom det også er ulovligt – medmindre myggene ta’r en enkelt runde eller 10 på egen stille villavej.

Og nu glæder jeg mig til at efteråret slår sådan for alvor igennem i Ørkenstaten, for så er vi parate til at vise vores skandinaviske DNA ved at cykle standhaftigt til og fra skole. Koste, hvad det vil. Sved eller tårer. Vi er klar!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet