Plasticyvere og mælkeskæg

Hjælp

Lykken er…

at bo et sted, hvor en helt almindelig weekend føles præcist som en badeferie.img_8608Fordi vejret efterhånden kun kan karakteriseres som aldeles fremragende.

Bare lige til venlig orientering.

Dubai er skøn for tiden.

Og i øvrigt bliver her ved med at være herligt indtil slutningen af marts.img_8612Lykken er…

at have hele huset fuld af glade mennesker, som spiser og drikker og griner, fordi det er fredag – og så drikker vi lige lidt mere.img_8613Lykken er…

at stå op lørdag morgen med tømmermænd og uglet hår – til synet og duften af et skinnende, rent køkken.img_8617Hemmeligheden bag det hele hedder Maricel.

Det er hende, der har været på spil i køkkenkaos.

Hun er lige så effektiv, pålidelig og hårdtarbejdende, som hun er sød, imødekommende og hjælpsom.

Det er ikke så ofte, jeg skriver om Maricel på bloggen.

Af flere årsager.

Men denne gang har jeg fået tilladelse af hovedpersonen, som har et ytret ønske om, at flere mennesker skal forstå, at livet som OFW – Overseas Filipino Worker – er komplekst og kontrastfyldt – og fyldt af både glæde og smerte.

OFW er betegnelsen for de modige filippinere, der hvert år rejser ud for at tjene penge til familierne derhjemme. De gør det, fordi der ikke er jobs nok i hjemlandet. Og fordi lønningerne er brøkdele af dét, man kan tjene ved at arbejde i udlandet.

Maricel er vores OFW.

Husholderske.

Nanny.

Maid.

Kær kvinde har mange navne, som man si’r…

På én eller anden måde er det at have ‘hjælp i huset’ blevet helt eksotisk for de fleste danskere, som måske tænker på noget hen i retning af Familien Varnæs i Matador – medmindre man da inkluderer rengøringshjælp hver eller hveranden uge, for så har de fleste nok alligevel lidt ‘hjælp i huset’?

Gammeldags eller ej – så ville jeg ikke være Maricel foruden – og jeg trives så fint med at hun bor hos os.

Nogle danske familier har valgt at have au pairs – om hvem, der er lige så mange meninger, som der er mennesker, der har læst ulykkelige historier om grov udnyttelse af unge kvinder fra Asien, eller lyttet til sladder om nogen, der kender nogen, hvis au pair først arbejdede 15 timer om dagen i 3 familier og til sidst rendte væk med en dansker for at blive gift, få opholdstilladelse og for evigt komme væk fra Filippinerne.

Uanset hvordan historierne udfolder sig, så er det at have ‘hjælp i huset’ først en hjælp, når man finder den rette person til jobbet. Og hushjælpen skal være lige så meget med på aftalen, som én selv.

Det er noget lettere sagt end gjort – er både Maude Varnæs’ og min erfaring.

Og ind i mellem hænder det, at Martin og jeg bliver konverteret til skydeskiver for en eller anden sær antagelse om, at vi nok udnytter det her menneske – hushjælpen – på det groveste.

Det handler om at hvis vi ikke selv vil vaske vores sure sokker og koge vores kedelige pasta, så er vi grænsende til grænseoverskridende udnyttere af et uskyldigt menneske, som har langt, langt mindre end os selv – både i forhold til chancer i livet og økonomien.

Og sådan kunne det måske se ud med et dansk “udsyn”?

En gang i mellem taler vi med Maricel om de her ting.

Fordi vi udmærket ved, at virkeligheden er langt mere kompleks end som så.

Vi taler for eksempel med hende om vores samarbejde, når vi køber flybillet til hende, fordi hun skal på en måneds ferie. Og langt om længe gense sin mand og søn.

Så spørger vi hende, om hun vil komme tilbage til os og arbejde endnu et år – eller om hun hellere vil blive derhjemme på Filippinerne hos sin familie.

Svaret er det samme for 3. år i træk.

Hun kommer tilbage til os efter jul.

Der er ingen jobs at få i landsbyen.

Hele familien har desperat brug for pengene.

Og hvis Maricel boede på Filippinerne, ville hun skulle rejse langt for at finde et job, hvorved hun alligevel ikke ville se sin søn eller mand ret tit.

Det er i virkeligheden hjerteskærende.

At der er så stor forskel på rig og fattig i verden.

Især fordi ingen af os har valgt, hvor vi skulle fødes og under hvilke omstændigheder.

Men Maricel er realist.

Hårdtarbejdende realist.

Det bliver man af fattigdom og nød.

Og vi prøver at tage imod hende med omtanke og med hjertet på rette sted.

For hun er afhængig af at tjene lønnen hos os, som brødføder omkring 20 mennesker på Filippinerne – og vi er efterhånden afhængige af hende, som hjælper med stort og småt hver eneste dag.

Sammen har vi arbejdet for et gensidigt tillidsforhold fra dag ét.

Sammen er vi taknemmelige for hinandens hjælp.

Og som tak for alle de timer, hun vasker, stryger, leger med vores børn og laver aftensmad, sender vi penge til Filippinerne, så hun kan få bygget sit eget hus.img_8606img_8607Det er nemlig Maricels allerstørste drøm.

At få foden under eget bord.

At hendes mand og søn skal leve med hende i deres helt eget hjem – uden at der bor tanter og onkler, fætre og kusiner i samtlige rum omkring dem.

Og takket være de ekstra penge, som hun får af os (udover månedslønnen, selvfølgelig), så er husbyggeriet nu for alvor ved at tage form.img_8622Det er direkte og aldeles målbar hjælp til en hel familie, der lever under ydmyge forhold og med en evigt trang økonomi.

Og det er Martins og mit mål, at Maricel skal få sit eget hus med indlagt elektricitet, to soveværelser og køkken, således at hun engang kan vende hjem til sin familie – og til et fysisk resultat af sit hårde arbejde og de store afsavn, som hun har lidt ved at være i Dubai.img_8623Og det glæder mig inderligt at se hendes øjne lyse op, da jeg overrækker hende flybilletten hjem til jul.

Nu kan hun ringe og fortælle sin søn, hvornår hun kommer hjem til ham.

Og det glæder mig lige så inderligt, når hun sender mig WhatsApp-beskeder med billeder af byggeriet, som skrider planmæssigt frem i et ludfattigt landdistrikt på Filippinerne.img_8624Der er håb for Maricel og hendes familie.

Takket være hendes mod og handlekraft.

Og hvis pomelofrugterne når at blive modne til jul, så medbringer hun nogle til os, når hun rejser retur til Dubai.

Det ville være fint.

Tænk at spise pomeloer, som har hængt og betragtet husbyggeriet i et par måneder.

Jeg er sikker på, at de vil smage sødt af selvrealisering.

For både Maricel og for Familien Pæredansk.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

4 kommentarer

  • Sussie

    Fint skrevet Tine…
    Hils Maricel

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Tak, Svigermor! Vi ses snart hernede! Knus!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne Knudsen

    Kære Tine. Det er simpelthen SÅ velskrevet og, ikke mindst, godt forklaret. Stor respekt fra mig. Hanne/Dubai

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Tusind tak, Hanne! Det er sødt af dig at skrive dette.
      Venlige hilsner,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Plasticyvere og mælkeskæg