Plasticyvere og mælkeskæg

Uden at have det mindste ønske om at vikle mig ind i den nuværende diskussion om, hvorvidt Inger Støjberg bør lade hele Dronningeriget vide, at hun på sin iPad har en baggrundsskærm med en vis Kurt Westergaard-tegning eller ej, så starter vi alligevel lidt ovre hos Muhammed idag.

Uden at tegne ham.

For Guds skyld – eller noget.

Det har jeg mit liv alt for kært til.

Kryster eller kløgtig?

Det må du selv vurdere, men jeg fornemmer, at den der tegne-krise faktisk er fordampet i Mellemøsten.

Og det er sådan cirka dét, jeg har lyst til at sige om Muhammed og en bestemt tegning.

For her har vi ladet hele miseren gå i glemmebogen, ganske enkelt.

Ladet den fare.

Fordi det er svært at holde ild i galde hen over en længere periode.

Og – quite frankly – så kunne det egentlig klæde Inger at vise sig fra en flinkere og mere civiliseret vinkel ved at undlade at provokere og puste til gløder.

Det’ bare lige et tip fra De Varme Lande, Inger.

You’re welcome.

Men Drille-Inger eller ej, så er Arla Foods taget på en veritabel arabisk charme-offensiv i disse dage med en pop-up-farm fyldt af plastickøer, halmballer og muuuuh-lyde ud af strategisk placerede højttalere.Det er intet mindre end den fineste (og eneste) fake-farm, jeg nogensinde har set. Med kunstgræs indendøre og køer af glasfiber, der ikke engang lugter af cow-poo.

Og hvor ligger den her fine bondegård så?

Lige midt i min hvid-mands-ghetto!

Of all places!Så jeg hiver overophedede skolepiger med ned i ghetto-centrum, så vi kan få lavet nogle gode malkepiger ud af dem.

Hellere før end siden.

Deres mødrene ophav er trods alt ude fra æ’ land aw’. Jeg kan stadig huske smagen af varm cacao lavet i Toves køkken på helt frisk, skummende mælk, der lige var hentet i malkerummet.

Det var sgu’ tider.

Og det var noget fundamentalt andet mælk end det, Cille forslugent suger i sig i eftermiddags – men hun ka’ li’ det, ka’ hun. Og jeg kan stadig huske den kvalmende, sød-syrlige lugt i kalvestalden, når vi spredte hø og foder og fik kærlige slik op ad armene som tak fra små kalve med øjne så dybe som skovsøer.

 

Kan man andet end at elske en go’ ko?Og mens Cille hopper den stakkels ko helt sønder og sammen, taler jeg med de søde medarbejdere på “farmen”, som stolt fremviser den økologiske, langtidsholdbare mælk, der er tappet på Esbjerg Mejeri og fragtet hele vejen ned til en Ørkenstat.9 dirhams koster 1 liter økologisk UHT-mælk i Dubai. Det er godt og vel 15,75 kr. – og det må siges at være en forrygende konkurrencedygtig pris. Faktisk er jeg lige ved at tro, at det vil være både den mest troværdige og billigste øko-UHT på supermarkedshylden – uden at jeg dog er den helt store pristjekker. De små kartoner med skolemælk (naturel, choko og jordbær) vil koste omkring 2-2,50 dirhams, som er en 3-4 kroner stykket.

Og mens værtinderne begaver mig med et par liter langtidsholdbar mælk, som jeg skal forsøge at hælde hen over branflakes til en aldeles UHT-skeptisk Regnskabschef derhjemme, så prøver Mille kræfter som malkepige.Yveret er af plastic.

Plastic-Fantastic.

Ligesom koen og stalden.

Og mælken er vand, der er farvet hvidt.

Men Mille klør på.

Og måske er det fint nok, at det er fake hele vejen igennem – for hvad skulle vores sort-brogede venner dog gøre i en tilsandet, 40 grader varm Ørkenstat?

Næh – så er det vist bedre, at de bliver hjemme på køligere breddegrader, hvor der er grønt græs at tygge på – og nøjes med at levere varen 3 gange om dagen, så børn i Arabistan også kan få økologisk mælkeskæg.

PS: Indlægget er ikke sponsoreret. Jeg glæder mig blot over at danske landmænd og mejerier igen har mulighed for at levere mælk til de arabiske lande. Go Arla!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet