Isbryderen

I dag er der Hopes & Dreams-møder i hele Primary School, før vi for alvor rammes af livets barske realiteter (bedre kendt som første skoledag) i morgen.

Hopes & Dreams-mødet er en 10 minutters isbryder mellem den nye klasselærer, barnet og forældrene. Her taler man om barnets interesser og præferencer i skolen og fritiden; om familiens hjemmeliv og kulturelle baggrund; om hvilke sprog, der tales i hjemmet – og selvfølgelig om de nye klassekammerater og hvad der skal ske af spændende ting i det nye skoleår.Og nu er det så vores tur.

Pigerne tripper forventningsfulde rundt uden for Milles klasseværelse. Det kræver pigemod at udholde spændingen og sommerfuglene basker rundt i både små og store maver.

Men lige så snart vi kommer ind ad døren, falder mine skuldre ned på plads. Milles nye lærer er sjov og uimodståelig sød og helt i øjenhøjde med en genert Mille, der langsomt åbner op og begynder at svare på spørgsmål. Hun titter glad rundt i det fine klasseværelse og peger ud på det legeområde, der hører til Year 1’s frikvarterer.

Vi får besked om, at der ikke er ret mange klassekammerater fra de tidligere år i Milles nye klasse, men det reagerer hun ikke på, og da jeg går derfra med en hoppende Mille ved min side, er jeg mere rolig indeni.

På førstesalen er det Cilles tur.

Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan hun kan være gået fra 4-årig tumling i Udkants-England til 8-årig dubai’sk smart-i-en-fart-tween på et splitsekund?Men sådan er det nu engang.

Børn vokser sig store alt for hurtigt.

Præcist ligesom hundehvalpe og kattekillinger.

Stay little, please!

Og jeg ranker ryggen, mens Cille svarer artigt på spørgsmål fra sin nye, hjertevarme lærer, der giver sig god tid til at lytte, når Cille begejstret fortæller om, hvor meget hun elsker science og maths og LEGO-konstruktion og musik. Og læreren svarer, at klassen skal i science lab hveranden uge; at hun selv elsker matematik, og at Cille må skynde sig at søge optagelse i skolekoret. Der er ja-hat på ja-hat i rummet, og jeg føler mig så tryg og glad, at jeg kunne tude.

Til slut giver Cille sin nye lærer det største kram og hinker ud af lokalet, så ingen kan være i tvivl om, at Cille glæder sig til at komme i skole i morgen. Måske er det også lidt hjulpet på vej af, at hun er kommet i klasse med 5 helt utrolig søde kammerater fra tidligere år…

Og således er dagen forløbet med goddag-og-på-gensyn blandt lærere, børn og forældre.

Isen er brudt.

I morgen går vi igang.

2.258 elever fra 85 lande med 180 lærere fra 25 lande.

Det kan man da kalde for én stor regnbuefamilie?

En interkulturel kageblanding, som mixes og røres rundt før skolestart hvert eneste år, så ingen helt nye elever skal føle sig alene eller uden for – og så tilbagevendende elever øver sig i at skabe nye relationer hvert skoleår.

Det kan føles lidt voldsomt, men i virkeligheden får hver elev flere venner på denne måde.

Og nu er det så aftenen før morgenen.

Pigerne smører madpakker og gemmer dem i nyindkøbte pegasus-tasker.Skoletaskerne stilles klar ved hoveddøren – og Cille oplader sin nye iPad, der skal bruges i skolen fremover.Men selvom de er godt oppe at støde over isbryder-møder og drøner rundt på løbehjul i hele stuen, så er de halvsovende sommerfugle ved at vågne igen.Mille skaber sig, råber og stamper, fnyser, vrisser og nægter dit og dat.

Tandbørsten er dum, og man behøver overhovedet ikke at vaske hænder efter toiletbesøg! Nattøjet er det forkerte og jeg skal klø hende under armene for ellers så går hun aldrig i seng!

Og da hun endelig, langt om længe, lander i sin seng, så krammer hun livet ud af mig, mens tårerne triller.

“Men Mummy, jeg vil bare miss’er dig hele dagen i morgen”, hulker hun, så hendes lille krop ryster.

“Jeg vil savne dig lige så meget, Mille”, hvisker jeg ned i den lille, røde høstak. “Nu har vi været sammen hele tiden i 10 uger, og så er det pludselig slut i morgen – og det er hårdt.”

Og selvom Cille ikke reagerer ud ad i aften, så er hun også i alarmberedskab.

“Jeg kan altså slet ikke sove, Mor”, hvisker hun, mens hun vender og drejer sig.

“Det behøver du heller ikke, Cille, bare hvil dig lidt”, svarer jeg og spekulerer på, hvor længe jeg får fornøjelsen af at sidde gangvagt i aften.

Det er serious business, det her skolestart.

 

Mange hilsner fra Mor i Udlandet