• ···
Virkelighedens Pippi fylder 8

Om at holde (jord-)forbindelsen

10 ugers sommerferie lakker mod enden.img_8276Det er både en velsignelse og en forbandelse med så mange ugers frihed til at gøre præcist, som man vil. For alting flyder efter et par uger.

Sengetider og vasketøj.

Spisevaner og motionsrutiner.

Og nu kan jeg efterhånden høre min seng kalde højlydt hele vejen fra Ørkenstaten til Det Regnfulde Nord.

Heste-sengen vil ha’ mig. Hurtigst muligt. Det samme gælder mit tøjskab og vores badeværelse.

For selvom 10 uger på sovesofaer, rodede kufferter på gulvet og toilettasker på fremmede badeværelser er et vaskeægte First World Problem, så bliver det en kende enerverende til sidst.

Det er svært at bevare jordforbindelsen til mig selv. Til børnene. Til Martin.img_8255For der er hele tiden mennesker omkring os.

Dejlige, søde, rare, sjove, hyggelige mennesker, som vi aldrig ville være foruden og som betyder alt for os…

Men alligevel.img_8263 Det bliver trættende i længden at være på ferie, på besøg og til selskab hér og dér – og mit oppustelige selvbillede krakelerer gang på gang, når jeg alligevel ikke er helt så rummelig, forstående og large over for mine allernærmeste, som jeg godt kunne tænke mig at være.

Samtidigt er det en velsignelse at have muligheden for at være intenst sammen med familie og venner over en længere periode. Pigerne er nu så tætte med deres fætre og kusiner, at de kan skændes og diskutere som søskende. De taler flydende dansk og har lært (lige rigeligt, tak) med kraftudtryk og bandeord efter 6 uger i Dannevang. De driller deres bedsteforældre, er næsvise og krammer dem med største selvfølgelighed. Og vi voksne veksler mellem at få pip og grineflip, mens vi mødes med venner og familiemedlemmer, spiser gris, drikker vin og vinker “på gensyn til jul” til dem, når de går eller vi går.

Det er en vigtig og nødvendig forankring i Danmark og i vores familie, som foregår henover sommeren.

Vi er nødt til at rette opmærksomheden mod vores nærmeste – familie såvel som venner – for fortsat at have et tilhørsforhold til Danmark.

For relationer kræver tid og kærlighed. Og selvom ægte venskaber og blodsbånd lever langt ud over tid, sted og antal dit og dat, så er forbindelsen til andre mennesker ikke noget, man kan eller må tage for givet.

En gang i mellem er vi nødt til at sidde i et drivhus og drikke kaffelotter, mens vi ordner hele verdenssituationen.img_8237Andre gange er det storladen romantik og historiens vingesus, der danner rammen om et hyggeligt gensyn med indbygget opdatering på stort og småt. Uanset sted og tid, så føles det bare uendeligt rart.img_8267Og når Cille flagrer forbi under sin fødselsdagsfest og glad erklærer, at “huset er helt fyldt af mennesker nu”, så véd jeg, at det her er rigtigt og vigtigt.img_8260 Det er hendes rodnet. Hendes jordforbindelse til den danske muld. img_8272Og den forbindelse skal både hun og Mille have tid og rum til at skabe og videreudvikle. For selvom både Martin og jeg er pæredanske, så er vores piger det ikke.

Cille har kun boet i Danmark i de første 18 måneder af hendes liv, men kan intet huske.

Mille er født i England og har aldrig oplevet Danmark som andet end sommerferier og julefester.

Og lige så ofte jeg kunne ønske mig, at sommerferierne ikke var helt så lange og rundrejsen ditto, lige så taknemmelig er jeg for at vi bliver hilst velkomne med åbne arme på hele rundturen.

For det betyder, at vi har masser af bløde, kærlige steder at lande, hvis udlandslivet pludselig skulle give skrammer.

Det er relationerne, der gør Danmark så vigtig og interessant for os.

Herlighedsværdien i den grønne natur, de yndige slotte og brostensbelagte stræder, den friske luft, de rene strande og bøgeskovene er åbenlys for enhver, men det at bo og leve i udlandet gør, at vi ser på Danmark med forandrede øjne.

Det er pludselig ikke en selvfølgelighed, at Danmark er dejligst. For der er så mange andre dejlige steder i verden, hvor man også kan bo og leve et mindst lige så udmærket liv.

Og dén pille kan være svær at sluge for nogle danskere, jeg møder på må og få.

De har forhåndserklæret Danmark som foregangsland og forbillede for ethvert samfund.

De har også ofte en forudindtaget holdning til Mellemøsten og i særdeleshed til Dubai – Den Arabiske Halvøs svar på Las Vegas – baseret på et par TV-programmer og lidt nyheder hist og pist. Ikke fordi de har tilbragt tid i Mellemøsten eller i andre lande overhovedet, bortset fra lidt turistferier ind i mellem.

Og jeg smiler høfligt. Trækker vejret dybt. Svarer undvigende.

Der skal være plads til os alle, messer jeg for mig selv.

Til dem, der er stålsatte i deres holdninger. De forudindtagede. De farvede. De indskrænkede. De nysgerrige. De eventyrlystne. De modige.

Og jeg svarer igen og igen undvigende på provokerende spørgsmål, mens jeg klynger mig til Fatimas Hånd om min hals. Belært af års erfaring med at have valgt anderledes end majoriteten, så varer jeg min mund – for det er alligevel en ganske umulig opgave at åbne et fastlåst menneskes sind og tankegang, når de – godt belæste og godt beduggede – skal forklare mig om det dumme i Mellemøsten midt under en ellers så udmærket festlig lejlighed.

Og der er kun én ting at gøre: At passe på mig selv ved at glide af på spydige kommentarer om guld i gaderne, smart-i-en-fart og overfladiske relationer. Det er ikke et personligt angreb på mig, men snarere en tvivlen på egne valg – er jeg kommet frem til, når jeg oplever det gang på gang.

Interessant nok så gælder Jantelovens tunge åg ikke i forhold til danskernes tyrkertro på Velfærdsstaten og den vestlige samfundsmodel. Dén er tilsyneladende altid bedst.

Men dén slags arrogance kommer jeg aldrig til selv at honorere igen.

Der er mange fantastiske komponenter i Velfærdsstaten og alle dens sindrige systemer og kasser; der er mange ting, mennesker og steder, jeg elsker ved og i Danmark.

Men der er også det modsatte.

Og selvom jeg tydeligt mærker min jordforbindelse til den vestjyske muld og til den nordsjællandske bøgeskov, så er der også et spirende rodnet i ørkenens sand.

Det er der intet forkert eller fordækt i. Der er jordforbindelser at holde fast i alle vegne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

6 kommentarer

  • Christina

    Gang på gang skriver du bare så fantastisk rammende om livet i udlandet og de mange tanker det fører med sig. Så skønt at læse at en anden har det på præcis samme måde! Jeg ville dog ønske, at jeg havde tålmodighed til jeres Danmarks maraton, men efter et par uger må jeg give op… håber dog stadig at ungerne får nogle gode danske minder med i deres blandende opvækst, (de er halvt israelske, så den del af deres baggrund skal jo også plejes). Må bare sige det igen, tak for en skøn blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Christina!
      Tusind tak for dine søde ord – og du må ikke tro, at jeg er en supertålmodig sjæl, for det er jeg langt fra, men jeg har bare ikke lige to lande at tilgodese med mine børn, som du har 😀
      Jeg tænker, at alle, der bor i udlandet, oplever stort set de samme problematikker, følelser, konflikter, glæder og sorger – og det var én af årsagerne til at jeg startede bloggen i sin tid som et talerør for danske udlandsmødre og for at vise alle dem, vi holder af derhjemme i andedammen, hvad det vil sige at bo og leve i udlandet 🙂
      Mange hilsner fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Knut-Erik Regnell

    Hej Tine, Velskrevet som altid, men denne gang med lidt filosofi over det at bo ude. Vi kan meget godt følge dig i dine tanker efter mange år ude. Tidligt i min egen karriere sagde jeg til en landsmand (nordmand) at nu syntes jeg de havde trukket nissehuen for langt ned….😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Dén var god – kære Knut-Erik – nissehuen er trukket for langt ned på de nordmænd 😀
      Kan jeg mon bruge samme hue til og om danskerne? Ellers har vi jo både nej- og ja-hatten som koncept 😀
      KH. Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hvor er det bare fantastisk skrevet Tine – du kan altså bare noget med ord. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Virkelighedens Pippi fylder 8