På flugt

Det er sen aften.

Jeg ligger på udtræksengen med tungtsovende Mille ved min side.

Regnen trommer mod gårdhavens fliser og der er tordenbuldren i det fjerne. Endnu en omgang dansk sommervejr som vi kender det.

I mit indre afspilles en flimrende film af de begivenheder, der er foregået hen over de seneste dage.

Der er lange, beroligende gå- og løbeture langs det fredede område “Korevlerne”, hvor køerne græsser så fredfyldt.Og vader og bader i Sejerøbugtens indsøer. Se, den fine kalv følge sin mor.Der er lyng i lilla flor, som summer af bier og andre nektartyve.Der er det obligatoriske billede af familien foran Sommerland Sjælland.Hvor vi i ren Englands-nostalgi er nødt til lige at fiske lidt ænder.Og køre lidt Mini-Cooper.Der er nedpakning i et sommerhus og en noget mut stemning, fordi det bare aldrig er morsomt at skulle sige farvel til denne her del af sommerferien – hverken for Farmor eller os.

Der er en færge, som troligt sejler os fra det lille leje i Rørvig og ind til Hundested, hvorfra bilerne triller langsomt afsted ad hovedvejen, selvom vi helst havde været fri og helst var fortsat med at hygge os i sommerhuset.Der er Faster D med favnen fuld af flødeboller efter arbejdstid. Og Emma, der bader plagende hoppe-børn. Kusiner og fætre, der går ind over dørtærsklen igen og igen i Farmors hus.

Der er søde Priya og Jens, der gavmildt har fyldt bordet med lækker indisk mad, som vi over-spiser, mens vi opdaterer hinanden om alt dét, der er sket siden sidst.

Der er gaveindkøb på speed i Slotsarkaderne.

Og Familien A, som gensynskrammer og forærer Martin en ægte vennegave, mens vi drikker kaffe og spiser kage og taler om heste, jordbrug og fremtidsplaner og en masse andre, vigtige ting.

Der er en bil, der drøner mod Roskilde.

Der er en anden bil, der drøner tilbage til hotellet efter en glemt kobberbryllupsgave, fordi hovederne efterhånden er lidt rundforvirrede af praktik og aftaler, der skal klares og holdes.

Der er en stolt og tindrende glad mand, som åbner festen med at fortælle sin kone, hvor meget han elsker og beundrer hende for alle hendes fantastiske kvaliteter og evner i livet.

Og vi forstår ham så godt.

Hun er i sandhed et dejligt menneske.

Der er en rørt og smuk kobberbrud, som fortæller hele den sammenstimlede kreds af festklædte venner og familiemedlemmer, hvor stolt hun er af den mand, som hun i al hemmelighed giftede sig med for 12.5 år siden.

Og vi forstår hende så godt.

Han er i sandhed et dejligt menneske.

Og sammen har de skabt 3 fine børn og et godt familieliv.

Og så tørrer vi øjnene. Igen.

Bordet er dækket på fineste manér med sensommerens georginer i høstfarver. Maden er delikat og velsmagende. Vinene perfekt afstemt.

Vi ler, spiser, taler, skåler og hilser på dejlige mennesker, vi ikke har set i flere år.

Vi danser.

Drikker granatæble-shots og aperol-spritz.

Vi danser noget mere.

Og drikker noget mere, før vi pludselig spiser natmadsgris og ender på bagsædet af en patruljevogn, der på fornemste vis kører os retur til hotellet.

Man kan kun elske den danske politistyrke. Husk det, når I får brug for deres hjælp.

Der er fulde nattekys og tidligt-morgen-bruse-bad.

E45 mod Kolding.

E20 mod Esbjerg.

Vestjysk landbrugsjord så langt øjet rækker og endnu en portion silende sommerregn.

For enden af det hele står Moster L med åbne arme og fylder 40 i mit indre og 50 i virkeligheden.

Og en stor, vestjysk familie stimler sammen og hilser så glade på os, mens de gerne vil høre, hvordan det hele nu går for sig i Mellemøsten.

Der er billeder på min mobil af to børn, der leger og tegner T-shirts hos Farmor.

Der er stik af savn. Selvom børnepause er tiltrængt.

Vi indtager den flotteste vestjyske buffet, hvor alting er 100% hjemmelavet og efterfølges af et ligeså hjemmebagt (is)kagebord.

Jeg aner ikke, hvordan mine familiemedlemmer klarer og overkommer alt det, de gør på imponerende vis. Der er køkken-overskud på alle hylder og bly violer i salaterne.

Det eneste jeg ved, er, at jeg ikke når dem til sokkeholderne i husmorskab. For et eller andet vestjysk gen blev aldrig overført til mig, således at jeg nu i den høje alder af knapt 39 aldrig har syltet mine egne rødbeder. Til ingens fortrydelse, i øvrigt – for vi spiser da bare min Mors.

Og ligeså hurtigt, vi kom drønende ned ad grusvejen til én af familiens fødegårde, ligeså hurtigt drøner vi den anden vej.

Med svidende savn i hjertet, der langsomt går i stykker over, at der nu – igen – er mindst 4 måneder til kys og kram med Baby A og Jo og Moster-Søster og Mormor og Moster og…og…

Jeg lukker øjnene. Det er det nemmeste i den situation. At fortrænge.

Og med Martins insisterende fod på speederen, rammer vi Farmors Hus i Den Store Skov sen aften.

Mille hopper op og ned i gensynsglæde og Cille viser os tryllekunster.

Alt ånder fred og idyl, lige indtil i morgen.

For der er det mandag, og der er nye planer og nye søde mennesker, som skal besøges og hilses på.

Det er der også dagen efter og dagen efter og dagen efter….

Og Regnskabschefen siger dét, jeg har hørt ham sige så mange gange under ferier i Danmark:

“Tine, jeg føler, at jeg er på flugt”. 

På flugt fra noget hyggeligt, dejligt og sjovt. Til noget andet hyggeligt, dejligt og sjovt.

Det er dét, der er udfordringen.

Ikke at ville gå glip af at hilse på søde mennesker, når nu vi endelig er i landet.

Og jeg tror, at vi alle trænger til ferie efter denne her ferie. Eller i det mindste en stille omgang hverdagstrummerum.

Kender I det?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet