Tumult

Relations-taknemmelighed

Vi er rejst direkte fra vestjydsk storfamilie til nordsjællandsk storfamilie.

Det er dejligt med alle de elskede mennesker omkring os, når vi til hverdag er så langt væk fra dem.

Men det er næsten ligeså dejligt, at Farmors Hus ligger i Den Store Skov, så jeg kan undskylde mig med at hundene skal luftes, når hovedet trænger til stilhed og gennemtræk uden 4-5-6-7-8-9-10 mennesker omkring mig.

Det er også kun hos Farmor, at jeg af egen fri vilje står op kl. 7 for at løbe en tur.img_8099 For findes der en større herlighed end naturen?

Og der er intet som en dansk bøgeskov, hvor solens stråler skyggedanser igennem løvet. Selv de mindste naturoplevelser bliver set og mærket med en helt anderledes energi og taknemmelighed end da jeg boede i Danmark og tog det hele for givet.

Pigerne gør det samme – bare i børnehøjde. De nusser med dunhammere mod kinderne og tager rode-i-jord-pinde med undervejs på vandring; de finder snegle og stopper dem i spande, og peger ivrigt på sommerfugle, der flagrer forbi.

Den danske, grønne frodighed er i sandhed noget andet end sandkassen derhjemme.

Og da jeg kommer hjem fra skoven står ham her på dørtærsklen. Han har i dagens anledning klædt sig på i sit stiveste puds, og står nu med sin skyder og politistav, fordi han skal ud at fange to rødhårede forbryderpiger i Farmors gårdhave, mens hans egen Far er ude i den virkelige verden og gøre noget lignende. Jeg kan da ikke stå for ham!img_8090Det vælter faktisk ind over den dørtærskel med fætre og kusiner.

Og det er en fryd.img_8095En fryd at se, hvordan pigerne genoptager leg og fællesskab fuldstændig naturligt og gnidningsfrit med deres fætre og kusiner, selvom der går halve år i mellem at de ses.

Den adfærd kunne man måske forvente af små børn, der ‘bare følger med’, men jeg er så glad for og taknemmelig over, at pigerne fortsætter med at være åbne og ligetil i de sociale relationer.img_8092Pigerne er faktisk rigtig dygtige til at justere efter og anerkende stemninger, interesser og præferencer i andre børn, når de møder dem. De leger bare med i dét, der nu engang foregår. Den åbenhed kan måske være en af gaverne ved at være sammen med vidt forskellige mennesker fra vidt forskellige kulturer ret ofte, tænker jeg.

Og efter et par akklimatiseringsdage, hvor Regnskabschefen fortsat har en masse mails at svare på og en masse regneark at arbejde i – og hvor jeg skal vænne mig til, at vi igen er to forældre til pigerne – pakker vi bilen og drager mod “landet”, som min nordsjællandske familie kalder det, når de skal i sommerhus syd for Sjællands Odde.

Jeg (og min vestjydske familie) får en pæn griner på af det udtryk.

“Landet”. 

Den slags er lig med pløjemark, lugten af gylle og den kvalmende søde varme i en kostald – ikke ligefrem et sommerhus på Odden.

Men – byboere, der skal på ‘landet’ eller ej – så holder vi fast i traditionerne og tager Hundested-Rørvig-færgen. img_8106Det er Farmors ritual – og det tager cirka lige så lang tid som at køre over Holbæk. Men følelsen er anderledes og langt mere afslappet. Vi er nede i gear allerede inden vi rammer sommerhuset. Og ellers gør de lange solstråler, Asti-bobler i glasset og legende børn i haven det sidste til at vi kommer i ægte feriehumør.img_8110Og nu er vi igang.

Fodrer fine heste med frisk kløver, mens vi nusser dem og komplimenterer deres smukke øjne, bløde muler og lange, fine øjenvipper.img_8120Vi klapper frække geder i evigheder.img_8123Og siger go’daw til en flok rådyr af en art, hvor gevir-far er et fantastisk eksemplar, som pigerne er noget benovede over.img_8126Jeg er så taknemmelig over alt det her….

– At vi år efter år kan nyde sommeren i Danmark med verdens dejligste mennesker, der igen og igen tager imod os med åbne arme.

– At jeg føler mig mindst ligeså velkommen og hjemmevant i Martins del af familien som i min egen. Det har jeg taget for givet, fordi det altid har været sådan – men jeg fornemmer ind i mellem at det bestemt ikke er sådan for alle. Jeg er heldig med at have en Svigermor, der vitterligt og oprigtigt er min Mor – sammen med min Mor, selvfølgelig.

– At det er os muligt at give pigerne en god fornemmelse for hvad Danmark er og hvem deres familie er, selvom ‘hjemme’ er en ørkenstat langt herfra.

– At pigerne igen og igen viser os, at de rummer forskellige mennesker, miljøer, relationer, stemninger, kulturforskelle osv.

Lidt lokale byger og overophedede nedsmeltninger er der undervejs – naturligvis – og det gør sig gældende for både store og små, når vi lever et kuffertliv (som vi ikke ville være foruden) i 6-8 uger ad gangen.

Livet er ikke så ringe endda. Heller ikke på ‘landet’.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2 kommentarer

  • Joan

    👍👍👍 Dejlig læsning som sædvanlig. Kunne ikke finde opslaget på FB. Så her. Synes godt om.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tumult