Wadden Sea og Riw’
Morfar og Conny har lagt en slagplan for at højne den kulturelle integration af de arabiske bekvemmelighedsimmigranter, som banker på deres dør og råber op om asyl.
Folket fra De Varme Lande skal simpelthen ud at køre med traktorbus. Dét må da være en kulturel øjenåbner at se en gæv kvinde manøvrere en ordentlig traktor rundt.
Vi skal traktorere den hele vejen til Mandø, skal vi.
En lillebitte vestjysk ø, der ligger i et særligt tidevandsområde, hvor en marsklignende natur åbenbares, når tidevandet trækker sig tilbage. Det fremgår tydeligt, at jeg ikke er helt med på havstrømmenes indvirkning på kyststrækninger, ….men her er Google din ven, hvis du vil ha’ en ordentlig forklaring 🙂
Ifølge min Mor var jeg på Mandø som foster og igen med dagplejen som 5-årig, så en hurtig hovedregning vil afsløre, at jeg ikke har besøgt den lille ø i Vadehavet i godt og vel 35 år.
Derfor er et gensyn med så særligt et sted – der tilmed er kommet på UNESCO’s verdensnaturarvs-liste siden sidst – både glædeligt og long over-due. (foto courtesy: TV2 Syd)
Så i dag stiger vi ombord på Mandø-traktorbussen.Og bliver blæst igennem af en frisk, salt vind.Mens vi kigger ud over de åbne vidder, hvor de berømte vadehavslam går fredeligt rundt og græsser sig fede og slagteklare.Over alt blomstrer det karakteristiske lyslilla hindebæger, som populært kaldes for Mandølyng.De lokale øboere plukker og sælger bundter af Mandølyng langs vejen for en rund 20’er, men vi er for sultne til blomster og starter turen med at spise den medbragte madpakke.Bagefter går vi sammen med alle de andre turister ned for at vade i Vadehavet – for hvad er det ellers til for?Pigerne hujer og griner, når støvlerne sidder fast i det klæbrige, tunge sand. Der lugter af ler og havsalt, mens vi finder hjertemuslinger og orm.
“Det hedder Wadden Sea på udenlandsk”, erklærer min ih-så-velinformerede Far og turist-tropfører lidt senere, da vi har reddet os selv fra “kviksandet”.
Så ved man det.
Wadden Sea.
Æ Wade-haw o’ jysk.
Og uanset hvad, så er det imponerende at fornemme, hvilke kræfter, der ligger gemt i havets strømme, når de trækker sig og vender tilbage for fuld skylle ind over vestkysten.
Det markeres endda med vandstandsmærker.Blæsten gør hovederne helt trætte, så vi fortrækker os til en nærliggende mark, hvor Mille finder sit livs kald: At blive lammepasser.
Drømmen om at blive pet-groomer er nu so yesterday.Hun er ikke til at trække væk igen. Men lam er da også de mest fredfyldte og rolige dyr at henvende sig til med en tot græs og klappelyst.
Senere kan hun overtales til at se nærmere på den gamle mølle, mens Conny og Cille udforsker den lokale kirke.Før vi får set os om, er klokken 14, og traktorbussen går retur mod fastlandet.
Og dén vil man ikke misse.
Sidste-bus-problemet er bare lidt mere seriøst på Mandø end de fleste andre steder.
For næste skridt er en tur i Æ’ Brugsforening efter en ny tandbørste, efterfulgt af venlig henvendelse på kroen eller det lokale B&B for at se, hvor overnatningen skal foregå.
På hjemturen vælger vi den traktorbus, der er helt lukket. Ørerne trænger til at hvile sig oven på den stride blæst.Vi ser forbløffede ud af vinduet, mens traktorbussen duver møjsommeligt igennem havet, der strømmer højere og højere ind over havbunden.
Der er bemærkelsesværdig stor forskel mellem ud- og hjemturen, hvor vi på udturen tænkte, at ‘man da sagtens lige kunne smutte over til Mandø i egen bil’.
Dén idé kureres vi så for på hjemturen, hvor den salte vandstand kan tage appetitten fra de fleste – medmindre man da har en gammel slæde, der trænger til at lide kvælningsdøden i en høj omgang saltvand.
“Man skal have respekt for havet”, når jeg at tænke for 10. gang på denne her ferie.
Retur på parkeringspladsen ligger det nye Vadehavscenter, som passer helt diskret ind i naturen med det fineste, moderne stråtækte design.Vi nøjes med at trykke næserne flade mod ruderne ind til dét, der ligner en æstetisk smuk udstilling om tidevandet, dyrelivet og den særlige natur i Vadehavet. Der er ikke mere koncentration at give af hos stammens yngste.
Næste stop i dagens kulturkanon er Riw’. Også kaldet Ribe på alle andre slags dansk end vestjysk. Danmarks ældste by ligger ganske kort kørsel fra Mandø, så det er oplagt at slentre en tur igennem de brostensbelagte gader og nyde synet af Ribe Å med ænder og sluse.Og ufatteligt smukke, gamle huse.Hele herligheden sluttes af med vaffelis lige op ad Ribe Domkirke.
Hvad mer’ kan man ønske sig?Det er altså ikke kun Djursland, der dur.
Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Ingen kommentarer endnu