Hvid’ Så’en

Det er lige præcist sådan hér, den danske sommer skal se ud.Og præcist sådan hér, den skal føles.Som en lun omfavnelse.

Vi befinder os på den lange, tynde tange, hvor Ringkøbing Fjords stålgrå vand skvulper forsigtigt på den ene side og Vesterhavets blågrønne bølger bruser voldsomt på den anden side.Naturen findes ikke ret meget smukkere end lige hér i det vestjyske – og både det særegne lys og det hvide sand kan konkurrere med Skagen, hvis du spørger mig.

Sydligst på tangen ligger Nymindegab. Æ’ Gaf’, som man siger på disse kanter.

Nordligst ligger det velfriserede Søndervig, hvor turister kommer langvejs fra for at feriere civiliseret ved Vesterhavet.Undervejs lyser hvide fyrtårn op som en friendly reminder om at Nordsøen er en lumsk størrelse – og der er kilometer efter kilometer af smukke, hvide sandstrande afgrænset af høje klitter med marehalm og omkredset af hybenbuske, hvis roser dufter helt vidunderligt.Længere inde i landet ligger heden med græssende får og lyng, der er lige ved at springe ud i et lilla flor.

Og lige i midten ligger Hvide Sande – et råt og autentisk fiskerleje, som det sjældent findes i Danmark anno 2017.Her blæser der i bogstaveligste forstand en stiv vind ud’ fra West.Og Anden Verdenskrig er presente uanset hvor man kigger hen. Det giver stof til eftertanke hos de voksne og en anderledes, vild legeplads for børn, der kun er vant til særdeles ordnede og regulerede forhold i Kompan-legeland.Den ubarmhjertige vind får dog hurtigt byens borgere og turisterne til at krybe i læ på det lokale røgeri. Sight-seeing i Hvide Sande handler i virkeligheden ikke om ret meget andet end at nyde udsigten over vandet til begge sider – og så om at fylde maven med den friskeste fisk.Og når vi ikke bader på stranden eller leger turister i fyrtårn og fiskerihavn, befinder vi os på Nordsø Camping.Det er ren nostalgi for min Mor og Barndommens Gade for mig.

Det var lige hér, hun lejede campinghytter til os uden for turistsæsonen, når det var billigt – og jeg har længe ønsket mig at komme tilbage.

Dengang flygtede vi fra efterårsregn og rusk til det lille tropiske badeland, hvor vi fnisede af de lokale fiskerdrenge fra Hvid’ Så’en, der lidt ubehjælpsomt viste venlig interesse i uskyldigt-udseende, men åh-så-stride Varde-piger. Hér samlede vi appetit til hyggelige, simple måltider, der blev kokkereret i fælleskøkkenet, efterfulgt af TV eller brætspil og sludren, før vi faldt i dyb søvn i bittesmå køjer.

Nu er det pigerne, der ivrigt hopper i det tropiske badeland til fredags-pool-party med gratis slush-ice og Hvide Sandes mest entusiastiske DJ, der har opfanget, at Despacito er sommerens (s)hit.Og nu er det pigerne, der skal lære teknikken i at hoppe på hoppepuder. “Man skal kravle op ude fra hjørnet, Mille!”, råber Cille glad, da det går op for hende, hvordan man kan komme op i første hug.Nu er det pigerne, der løber glade tilbage til Mormor i hytten og fremviser dagens fangst i blandet slik fra campingpladsens kiosk. Nu er det pigerne, der frisker op med hybenroser, kryber til køjs og sover dybt i den friske, salte havluft.

Præcist som jeg selv gjorde det med min søster og veninder.Nu er det pigerne, der plager om endnu en omgang Mikado og Uno, mens Mormor og jeg drikker vin og sukker dybt, fordi vi drømmer om stilhed og voksentid.

Der er vigtig læring om Danmark og dansk kultur i de her sommerferiedage.

Pigerne forstår det ikke – og husker det måske heller ikke – men jeg ved i mit hjerte, at det særlige lys og det salte havvand lister helt ind og lægger sig i barnesjælen.

Vestjyder bliver de aldrig.

Danskere er de kun delvist, selvom forældrene er pæredanskere.

Men bittesmå danske rødder vokser alligevel – stille og roligt – for hver gang Ørkenens Døtre klatrer på Anden Verdenskrigs-bunkere, øver sig i demokratisk campingliv, bjergbestiger høje Vesterhavsklitter med stikkende marehalm og spiser sig mætte i fiskefrikadeller fra Hvide Sande.

Det’ e’ så ringe, endda.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet