Sydfranske Pølser – Deuxième Partie | Ferie

Efter 3 dage i kvindekollektivet dukker de over-arbejdsomme ægtemænd op til festen i Sydfrankrig.

Og vores betænksomme værter har foreslået at tage på Club 55 i Ramatuelle som et helt-ned-i-gear-startskud til storfamilieferien.

Dén er vi med på.

Ikke at vi sådan helt forstår hvad Club 55 er, men det lyder godt, når Hr. og Fru M. beskriver stedet som en ‘klassisk-fransk beach club med et ekstraordinært køkken’. Det starter godt ud med en særdeles effektiv valet parking – som jo er én af de ting, man ganske enkelt ikke kan leve uden, hvis du spørger enhver dubaianer. Der er nemlig intet som at køre op foran et-eller-andet og slippe nøglerne i hånden på en-eller-anden, der så må bryde sit hovede med at finde et sted at parkere slæderne.

Straks herefter går vi ad en træbelagt sti, som fører os forbi restauranten og ned på Pampelonne-stranden, hvor en lige så effektiv hær af flinke mænd står klar til at anvise liggepladser og åbne parasollerne, mens vi dumper badehåndklæder, fiskenet, spande, skovle, croissanter og baguettes.

To sekunder senere er børnene igang. Hvem ville ikke spæne ud til det her vidunderlige, azurblå hav?Og de voksne går også igang. Med at lave absolut ingenting.Jeg er vild med det her franske-slow-mo-liv, hvor sprøde croissanter og morgenkaffe tager mindst en time at indtage med udsigt over havet og stille bølgeskvulp som lydkulisse.“Jeg går altså lige en tur, før her begynder at komme rigtig mange mennesker”, proklamerer Fru M. lidt senere.

“Jeg vil da med”, bedyrer jeg, som ikke skal gå glip af noget som helst.

Desuden er der sådan cirka 14 croissanter, der er begyndt at tage plads rundt om min talje som et lidet flatterende dejbælte. Måske kan de gåes af? Douze points for himmelråbende naivitet. Der kom 3,5 kg. på i løbet af en uge, for the record.

Og således går det til, at vi – ganske uforvarende og aldeles uskyldige – vader direkte ind i feriens ultimativt sjoveste oplevelse, omend selve fejringen og latterbrølet først får sin åbenbaring senere på dagen – vel hjemme i trygge omgivelser og efter solidt indtag af rosé og champagne.

“Sig mig engang, er folk ikke lidt nøgne her?”, mumler vi forsigtigt til hinanden og skæver genert til siderne, mens vi vandrer i vandkanten.

Jep.

Klassikeren over dem alle.

Naturiststranden.

Vi har forvildet os direkte ind i nøgenbadernes højborg nogle få hundrede meter fra Club 55.

Omkring hundrede mænd og kvinder nyder solen og havet uden en trevl på kroppen.

Og det er ikke første gang, de gør den slags.

Det er tydeligt for enhver.

Samtlige nudister på stranden er gennembrankede over H.E.L.E kroppen, hvilket senere (efter betydelige mængder rosévin) får os til at spekulere enormt meget i om ‘man(d)’ selv smører solcreme på penis – eller om ‘man(d)’ beder konen om hjælp? Er der nogen, der ligger inde med så vital information, så kom frit frem?!

Man skulle nok have været der, men inden i bobler der en voldsom Tine-12-år-latter, mens vi uden på begynder at føle os som et par små narre-misse-katte, sådan som vi tilsyneladende går tur for at se på nøgne mennesker uden selv at ville “give” noget.

Der er nok tale om assimileret araber-dobbeltmoral, hvor det er fint nok at se på andre, mens vi selv holder os fuldt tildækkede?

Ud over det åbenlyst morsomme i at se på nøgne kroppe, noterer vi os, at mændene decideret spankulerer (lidt-for-)selvtilfredse rundt og viser sig frem på stranden, mens kvinderne ser ud til blot at slappe af i deres rynkede Eva-kostumer.

Vi har en forestilling om, at de to køn oplever naturistlivet helt forskelligt og har fundamentalt forskellige indgangsvinkler til det, men igen – vi kommer til kort – og mangler simpelthen viden om emnet.

Da vi returnerer til familiefavnen, opfordrer vi mændene til at gå en tur for at strække benene efter deres flyvetur. Men de fornemmer straks, at der er ugler i mosen, og da vi afslører, at der var ganske få nudister under 55, afviser de pure at deltage i løjerne.

Sippede?

Dét fik vi aldrig helt afklaret, men Regnskabschefen bedyrer, at han virkelig ikke har behov for at se på fremmede strandbryster, der ikke er >25 år gamle.

Faktisk mener de, at vi er lige rigeligt barnlige, men den slags ignorerer vi naturligvis og fortsætter ufortrødent.

“Er I klar til frokost?”, lyder det uskyldige spørgsmål fra prøvede ægtemænd lidt senere på dagen.

“Sålænge vi ikke skal have saucisson français, så lyder det helt fint”, udbryder fnisende lure-damer.

I kan godt fornemme, at det til tider ikke er helt let, at være Hr. M og Regnskabschefen.Menukortet er så perfekt fransk, at det kun står på perfekt fransk.Men med lidt venlig oversættelsesstøtte fra Hr. M’s side, får vi spist nogle fantastisk velsmagende retter.Efter hovedretterne spiller husorkestret folks ønsker ved bordene.Der er bare intet at klage over i det her franske driverliv.