Du ringer, vi bringer

Ved I hvad jeg synes er pissesmart?

At jeg kan ringe til 800-PHARMACY klokken-hvornår-jeg-lyster og så kommer der et bud med hovedpinepiller 20 minutter senere.Jeg kan også ringe til renseriet og få hentet og bragt rense- og strygetøj på alle tider af døgnet.

Og det er altså ikke fordi jeg bor “down-town”.

Vi bor i parcelhus-ghetto ude i sub-øvsen ligesom alle de andre.

Nespresso leverer mine kaffekapsler til døren og tager de brugte kapsler med retur.

Men Starbucks leverer også gerne, hvis det er for overvældende at lave kaffen selv.

Der er en million (okay, måske lidt færre, men overdrivelse fremmer forståelsen) fødevare-udbringningsløsninger. Flere af supermarkedskæderne leverer til døren efter samme koncept som i Danmark. Der er frugt-, grønt og kød-kasser, som kan bestilles online. Vi har et væld af madlavningskasser med opskrifter og ingredienser sirligt pakket til en uges aftenmåltider – og der er masser af firmaer, som leverer færdigt-tilberedt sund mad til alle dagens måltider, hvis du ikke selv har tid til at lave mad.

Og så har jeg slet ikke nævnt de overvældende mange tilbud om usund take-away, der også står på spring…

Du ringer, vi bringer.

5 dirhams (10 kroner) i leveringsgebyr. Fra nogle leverandører. Andre steder er udbringning helt gratis.

Vi kan også køre ud til selskab og bestille en “safe driver” på forhånd til at køre os sikkert hjem igen i vores egen bil, når nu der er nul-tolerance i Ørkenstaten.

Går elektronikken i stykker, kommer der straks et firma og afhenter, reparerer og afleverer dimsen samme dag.

Vi har Uber.

Og Careem.

Der er rengøringsfirmaer, hundeluftere, hundevaskere, hjemmeplejere, sygeplejersker, læger og babysittere der kun er et opkald væk.

Al den service kan kun lade sig gøre, fordi lønningerne er lave(-re).

Som i virkelig meget lavere end de danske.

Og det giver et stik af dårlig samvittighed ind i mellem, når jeg igen-igen har ringet eller klikket efter et eller andet. Så kommer der sådan en dansk forlegenhed over mig, hvor jeg tænker “kan man det?”, “er det ikke lidt synd, lidt for meget eller halv-pinligt?”

Men på den anden side: Hvad var eller er alternativet for de her mennesker?

Der er jo intet forkert i at arbejde som knallertbud for McDonalds eller som chauffør for den lokale dyrehandel.

Det er ærlige, redelige jobs, som man kan udføre uden den helt store uddannelse – og de får løn, drikkepenge, smil og tak for indsatsen.

Og selvom knallertbudene, håndværkerne, konstruktionsarbejderne, renovationsarbejderne, rengøringsfolkene, sikkerhedsvagterne, køkkenassistenterne, chaufførerne osv. bor yderst spartansk på sovesale, så får deres lønninger stadig en hel familie til at fungere i hjemlandet. En børneflok har mulighed for at gå i skole; der kommer mad på bordet hver dag; der er mulighed for at få lægehjælp til familiens ældste og yngste osv.

For iværksætterlyst, virketrang og nye, entreprenante idéer er jo uløseligt forenede med et behov for lavest mulige omkostninger. Og der er bare flere ting, der kan lade sig gøre i et samfund, hvor minimumslønningerne er så lave, at det er tåkrummende.

Over-servicering – eksempelvis – kan lade sig gøre i en sådan grad, at jeg knapt kan lette rumpetten fra stolen længere.

Der er vitterligt altid en anden, der gør alting for mig.

Og det ville være hård kost at leve et andet sted end lige hér – dét er jeg mig meget bevidst om.

Og når det så slår det mig, så skynder jeg mig da at finde telefonen frem:

I’m only one call away.

I’ll be there to save the day

Superman got nothing on me

I’m only one call away…

Mange hilsner fra Mor i Udlandet