Om næstekærlighed i et køleskab

Det vigtigste i livet er verdensreligionerne gudskelov enige om.

At vi mennesker skal udvise næstekærlighed og gavmildhed over for hinanden.

At vi som fællesskab har en forpligtelse til at hjælpe medmennesker, der lider og har det svært.

At vi så bekriger hinanden på alle fronter og flanker alligevel i Syrien, Yemen, Europa og steder, jeg ikke engang kan nævne, fordi jeg bor, hvor jeg bor – det er vel dét, der kan kaldes for et paradox.

Men lad os et øjeblik fokusere på de gode ting og handlinger, som langt de fleste af os deltager i dagligt eller ihvertfald jævnligt.

I Danmark er der masser af indsamlinger til både nær- og nødhjælp; der er venligboere og næstehjælpere; der er Fødevarebank, varmestuer og spis-sammen-kom-sammen; der er godt, gammeldags naboskab og lang tradition for rigt foreningsliv til gavn for alle, der bor og deltager i lokalsamfundet. Der er Blessing Boxes, Ta’-en-bog-donér-en-bog-kasser og “butikker” for folk uden penge, men med samme behov for tøj, sko og møbler som alle andre.

Sådan er det også i Dubai, hvor der er endnu længere mellem rig og fattig end der er i Moderlandet.

På nationalt plan donerer De Forenede Arabiske Emirater enorme mængder nødhjælp, lægelig assistance samt humanitær- og militærindsats til nabolandene.

På det mellemmenneskelige plan er her masser af frivillige, som organiserer uddeling af mad, tøj og hygiejneprodukter til fattige arbejdere.

Alle skoler og mange arbejdspladser deltager flere gange årligt i indsamlinger til de dårligst-lønnede medarbejdere og/eller til konstruktions- og anlægsarbejderne, der bor i camps.

Men især under Ramadanen bliver næste-aktionerne tydelige.

Der opstilles f.eks. Ramadan-køleskabe i villakvartererne, hvor arbejdere og gartnere kan tage mad og drikke til at bryde fasten med.

I virkeligheden burde vi fylde i de her køleskabe året rundt, men de fleste fjernes igen efter Eid Al Adha.

Derhjemme har jeg to entusiastiske pakkedamer, som gerne vil fylde køleskabe i nabolaget.Cille har ansvaret for dadlerne, mens Mille pakker småkager og popcorn.Herudover har vi bananer og mandariner.Mango- og guavajuice.Og laban – den arabiske version af kærnemælk.Et øjeblik senere er pigerne i færd med at fylde køleskabet, som kun havde pitabrød og vand tilbage på hylderne.De har tilskuere på til seancen.

Der er allerede dukket en håndfuld gartnere og vagter op, som står på høflig afstand, mens de venter på at pigerne skal blive færdige med at fylde op.Lige så snart vi fjerner os fra køleskabet er mændene igang med at tage lidt mad og drikke.

De hilser alle sammen på os, smiler og siger tak. Og vi nikker og siger velbekomme retur.

Det er en fin og konkret oplevelse for pigerne, som kun får serveret indblik i samfundets problematikker i små skefulde. De er trods alt kun 5 og 7 år gamle.

Men før vi fylder Ramadankøleskabe og interagerer med arbejdere og gartnere på afstand, har vi et endnu mere håndgribeligt eksempel derhjemme.

Maricel, naturligvis.

Hun fortæller ofte pigerne om de ting, som børn på Filippinerne ikke har eller kan, fordi deres forældre er fattige.

Hun forklarer pigerne om sin egen opvækst med hårdt arbejde og både fysiske og verbale tæsk.

Og sammen taler vi om, at hun savner sin søn og sin mand – og at hun sender sin løn hjem til familien, så de kan bygge videre på deres hus, betale deres regninger og få noget at spise.

Jeg er meget bevidst om, at den største impact, vi har som familie, er hos Maricel og hendes familie.

Hér kan vi gøre en virkelig håndgribelig forskel i størrelsesforholdet 1:1.

Vores familie kan sørge for hendes familie – og det forsøger jeg at minde mig selv om, når jeg har én af de dage, hvor jeg føler dårlig samvittighed over, at Maricel er hos os i stedet for sin egen familie.

Og udover at hun kan sende sin løn hjem, giver vi hende selvfølgelig penge og gaver ved forskellige anledninger.

Forleden får Maricels søn Clarence et armbåndsur af os, som han havde ønsket sig i fødselsdagsgave.Og da Maricel havde fødselsdag for et par uger siden, fik hun (udover sin gave) også penge til at holde en fest for sine venner. Det her er bittesmå ting.

Jeg har ikke givet min ene nyre væk eller halvdelen af min pensionsopsparing.

Jeg er hverken mere eller mindre gavmild eller næstekærlig end de fleste andre.

Men Ramadanen er en fin anledning til at tænke over, hvad det vil sige, at være en god arbejdsgiver, en god nabo, en god næstehjælper og en god samfundsborger.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet