Hvide, gule og brune expats

Under den glitzy overflade i Dubailand lever arten Homo Sapiens i et nøje klasseopdelt system.Opdelingen er hovedsageligt baseret på race og/eller nationalitet.

Det er ikke noget vi ynder at tale om.

Skoen trykker nemlig lidt.

Nuvel.

Den første og væsentligste opdeling af arten er ganske simpel:

De mennesker, der boede her først, har retten til stedet.

Man kan genkende dem på deres smukke, olivenfarvede hud og elegante klædedragter.

Den oprindelige race ejer og er berettigede til alting i Ørkenstaten.

Jorden. Naturresourcerne. De statslige institutioner. Virksomhederne. Pengene. Magten.

De næste opdelinger bliver straks mere komplekse.

Der er tale om samme art som det oprindelige folk.

Pattedyr, jovist.

Men i fremmede farver.

Os kan du kalde for gæstearbejdere, fremmedarbejdere, immigranter eller expats. De fleste racer er velkomne, så længe en virksomhed vil arrangere et arbejdsvisum.

Årsagen til, at vi – de fremmede – er taget til ørkenen for at arbejde, er altid den samme. Uanset om vi er gule, brune eller hvide i huden. Uanset om vi kommer med en lang uddannelse eller ingen:

Alle ønsker vi at forbedre vores familiers økonomiske situation og livsvilkår.Nogle expats med hvid hud, der slet ikke tåler ørkensol, er meget succesfulde i deres jobs og ejer mange ting i Ørkenstaten.

Virksomheder, huse og biler.

Materielle ting, der kan købes for penge.

Og ligesom stort set alle andre steder i verden, så nyder mennesker med hvid hud en særlig status. Uanset om de hvidhudede er dygtige til deres jobs eller er gode samfundsborgere. Det er som om mælkefarve indgyder respekt, som den hvide Ma’am-Sir kan skalte og valte med efter egen dømmekraft og forgodtbefindende.

Ved siden af de hvide expats er der en kæmpestor gruppe succesfulde mennesker med brun hud. Faktisk er der så mange af dem, som er så ubeskriveligt velhavende, at det kan være helt svært at forstå med danske (hvide) briller på.

Både hvide og brune mennesker findes ikke kun blandt de rigeste. De findes også i dét, vi kunne kalde for middelklassen. Det er hér, hvor ‘man’ lejer en bolig, måske ejer et par biler og lever et virkelig behageligt liv med service-ydelser hver eneste dag fra mennesker med brun og gul hud.

Men selvom der er en anseelig gruppe brune mennesker med ufattelig rigdom i Dubai, så er majoriteten af de brune mennesker i lavt-betalte jobs, som tilmed er blandt de hårdeste i verden – både fysisk i 40+ graders varme, og mentalt, fordi de er væk fra deres familier i årevis.

De brune arbejder i byggebranchen. De er håndværkere og reparationsfolk. De arbejder med rengøring og sanitet som skraldemænd, vejfejere, gulvvaskere og toiletpassere. De kører taxa. De skubber indkøbsvogne sammen uden for Carrefour og pakker dine varer ned i plasticposer. De er sikkerhedsvagter, nøglebærere og dørholdere. Andre brune mænd ordner forstædernes prydhaver og regeringens flotte parker.

Det er stort set altid brune mænds vilkår og arbejdsforhold, der bliver belyst i international presse, når skoen trykker så hårdt, at journalister føler behov for at råbe op.Jeg er ikke engang kommet til gule mennesker endnu.

Dem er der også jobs til – tilmed nogle, der kræver en god uddannelse.

Størstedelen af de gule mennesker arbejder i servicejobs. De kan nemlig ofte tale (lidt) engelsk. Mange betjener kunder i butikker og call-centre. De kokkerer og serverer på caféer og restauranter. De lakerer negle og sætter hår i din lokale skønhedssalon. De er lærer-assistenter i skoler og børnehaver. De er sygeplejersker og plejepersonale. Rigtig mange arbejder også med børnepasning, rengøring og madlavning i hjemmene som maids eller nannies.

Der er en voksende gul middelklasse, præcist som det er tilfældet med hvide og brune expats.

Men de fleste gule lever ligesom de fleste brune på virkeligt lave lønninger, uanset deres uddannelsesniveau.

I Ørkenstaten er der nemlig ikke lige løn for lige arbejde. Hverken når det gælder hudfarver eller køn.

Og det er hér, følelsen af uretfærdighed dukker op som et knib fra en underliggende samvittighed.

For lige under overfladen ligger en faretruende risiko.

For alle expats.

Risikoen for det økonomiske sammenbrud.

Risikoen for at blive fyret. Afvist. Smidt ud.

Risikoen for at blive alvorligt syg. Eller at et familiemedlem bliver det.

Der skal ikke meget til at skubbe en expat ud over kanten af sandkassen.

Ofte er visumholderen eneforsørger for en hel familie.

Et vilkår, der gør sig gældende for alle hudfarver.Forleden oplevede Martin præcist sådan et sammenbrud for en af hans lavtlønnede, gule regnskabmedarbejdere.

Hun er én af hans allerdygtigste. Klog. Smilende. Effektiv. Hurtig. Sjov.

Netop retur fra en vellykket barnefødsel.

Hun har afholdt sine 70 kalenderdages barsel og har sendt sin 2-måneder gamle baby med sin Mor hjem til Filippinerne, fordi hun og ægtemanden ikke har råd til selv-finansieret barsel. De har heller ikke råd til at hyre en nanny i Dubai eller til at lade barnet passe i en vuggestue.

Sidste gang jeg ser hende, sidder hun til fest og holder diskret om sin lille, slunkne post-partum-mave, mens hun komplimenterer vores døtre, der hvirvler glade og ubekymrede rundt til musikken. Det korte øjeblik sidder fast i mit indre nu.

Og løsningen med Mormor-passer-bitte-lille-baby på Filippinerne holder i præcist 2 måneder.

Som et lyn fra en klar himmel får Mormor en blodprop i hjernen og dør. Helt uventet.

Og den søde regnskabsmedarbejder må nu bede om forskud på sin maj-løn for at have råd til at rejse hjem til Filippinerne.

Her skal hun sørge over og for sin Mors død og begravelse.

Her skal hun finde en løsning på barnepasningsproblemet.

Måske er der en anden bedstemor eller oldemor i familien? En Auntie, måske?

Hele hendes liv er brast sammen.

Økonomisk og følelsesmæssigt.

Og selvom en midlertidig sygemelding på jobbet nok skal gå igennem, så er den slags en ganske stakket frist i Dubai. Sandsynligheden for at hun bliver fyret er stor. Uanset hvor stabil og loyal hun er og har været for firmaet.

Der findes nemlig altid en anden gul eller brun medarbejder, som kan tage hendes plads.

Det er livets benhårde vilkår.

Der er kun én person til at betale regningen.

Her nytter det ikke noget at bede om hjælp fra ‘samfundet’, ‘kommunen’ eller i den såkaldte ‘arbejdsmarkedslovgivning’.

Martin har selvfølgelig skrevet til medarbejderen, men hun har ingen internetforbindelse i landsbyen, og vi aner ganske enkelt ikke, hvad der foregår.Det gør så ondt at tænke på hende.

Hvor skrøbeligt, livet dog er.

Hvor hurtigt, tingene kan tage en forkert drejning.

Vi behøver i virkeligheden ikke at kigge længere end til vores egen Maricel.

Hun er ligeledes afhængig af at hendes Mor og Bedstemor kan tage sig af Clarence, mens hun er hos os for at tjene penge til hele familiens overlevelse.

Den konstellation er der ligeledes åbenlyse risici ved.

Bedstemor skal ihvertfald til at have hjertemedicin fremover.

Desperate historier om menneskelig tragedie er et livsvilkår i Ørkenstaten.

Vi har alle hjerterne og hænderne fulde af dem.

Vi oplever dem på nærmeste hold dagligt.

Hver eneste gang sender ulykken et stik ind i hjertet på os.

Tænk, hvis det var mig og min egen lille familie…

Tænk, hvis vi er dem, der mister jobbet…

Tænk, hvis vi er dem, der bliver alvorligt syge…

Den rå ubarmhjertighed har mange ansigter.

Det har den blide barmhjertighed gudskelov også.

Men Ørkenstatens brændende virkelighed får Danmark til at ligne en beskyttet bolig i et kollektivt velfærds-fatamorgana.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet