• ···
Fra det ene år til det næste

Fra Aalborg til Ørkenen

Gårsdagens vejrudsigt sendt direkte fra Aalborg til en Ørkenstat.

Deprimerende nyt fra en kuldskær hjemvendt sjæl.fullsizerenderOg mens den søde Ex-Araber-Nu-Aalborgenser sender mig så aldeles gruopvækkende information om Dronningerigets tilstand, modtager jeg ironisk nok en hedebølge-besked fra skolen.

Hvor kan ens liv dog se forskelligt ud, baseret på noget så skørt som vejret. Det burde jo ikke have den store indflydelse på livet, men det har det.

For vejret er en stemnings-indikator.screen-shot-2017-05-17-at-09-07-56Og i Ørkenstaten er vi nu kommet dertil på året, hvor det ikke længere er sikkert at lade børnene lege udenfor, medmindre følgende foranstaltninger er taget:

  1. Der er fuld skygge, fordi skolegården er overdækket med UV-solsejl
  2. Det er tidligt på dagen (altså inden frokost)
  3. Vanddunke er inden for rækkevidde
  4. Der er placeret vandfade til nedkølende plaske-leg for de mindste elever, der kan have svært ved at kontrollere væskebalancen på egen hånd.

Og frokost-frikvarteret er nødt til at foregå indendøre, fordi middagsheden er for overvældende. Uanset solhat, solsejl og vandplaskeri.

Det er svært at forestille sig, hvis man ikke har oplevet det.

Men du kan tænde din varmluftsovn på 200 grader og stikke hovedet ind, når ovnen er godt varm. Det vil give dig nogenlunde samme følelse som vi har, når vi åbner hoveddøren henover frokost.

Du kan også prøve at holde hænderne alt, alt for tæt på en brændende varm kogeplade. Det vil give dig cirka den fornemmelse som vi har, når vi holder på rattet i juli måned.

Central-Europa i august kommer også tæt på rent varmemæssigt, men det er den overraskende fugtighed i ørkenens sommerhede, der virkelig sætter prikken over i’et og får os alle til at rende skrigende bort med gennemblødt undertøj og færdigristede tæer.

Mod nord.

Mod Aalborg.

Mod regn og blæst.

Mod rusk-om-snusk og varm cacao.

Mod depri og lune sweatere.

Tænk, at jeg kan savne en uge med aalborgensisk vejrlig, mens Ditte savner en uge i Arabistan.

Isn’t it ironic?, som Alanis Morrisette sang i de gode, gamle dage. Hvad er der i øvrigt blevet af hende – altså Alanis, ikke Ditte?

Og mens vi diskuterer vejret og forbereder os mentalt på stille-leg i klasserne og indendørs-aktiviteter i hjemmet, er Cille og hendes klassekammerater allerede godt igang med fantasifuld inde-leg.img_6350Rube Goldberg-teknik. Konstruktion, hastigheds- og vægtberegning for entusiastiske matematikere. Fremtidens ingeniører, arkitekter og matematiklærere.img_6354For Mille, derimod, er livet ikke helt så meget en (inde-)leg.

Hun har just overlevet (endnu) et Mor-overgreb.

“Next time er det altså Far, som gor det. For han er ma-jet be-der end du som gor det alt for hår-de!”, snøfter hun, mens hun får samling på sig selv.

Jeg trøste-krammer hendes rystede krop og kysser modige tårer væk. img_6321Jeg har overtalt hende til, at jeg må trække rokketand nummer to ud.

“Lad os lukke os inde på badeværelset og så nupper jeg den lynhurtigt med et stykke papir”, siger den snedige til det helt uskyldige barn.

Det er bydende nødvendigt at få den ud.

Den nye tand er for længst kommet op.

Og lettelsen er trods alt større end smerten.img_6337Men hvilket overgreb på Virkelighedens Pippi, uanset hvor bydende en nødvendighed, det var!

Selv tandfeen får dårlig samvittighed over aktion Hiv-Tand-Ud i en sådan grad, at hun efterlader en klækkelig kompensation under hovedpuden til den forulempede 5-årige.img_636950 dirhams (100 kr. ) er dagskursen for en mælketand den 17. maj 2017.

Blodpenge.

Aflad.

Bod.

Undskyld, Mille.

Det var sgu’ ikk’ med vanille.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

2 kommentarer

  • Signe O.

    Haha, jeg kommer til at tænke på den første tand, min datter tabte. Eller tabte og tabte.. Den var jo komplet død, og havde erhvervet sig en besynderlig (lidet charmerende) farve, ligesom den nærmest hang og dinglede i en “tråd” 😳 Men fandme, om jeg måtte hive den ud! Næææh nej! Jeg forsøgte med alle mulige løfter (og trusler), krydret med overraskelses-angreb og -overgreb. Ungen skreg jo som en vanvittig! Til sidst var gode dyr rådne (som man siger), og det lykkedes at få overtalt hende til, at den kære moster godt måtte prøve at få den ud – FORSIGTIGT! Arhmen, Christ altså! 🙄
    Melder i øvrigt her fra Holstebro, at vejrudsigten i umiskendelig grad minder om Aalborgs.. Og jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvorvidt jeg bør være misundelig på jer eller ej…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Det lyder pænt dramatisk, Signe 😀
      Mille havde ikke tænkt nærmere over tingene – hun vadede lige i mor-fælden…
      Mange hilsner til dig i regnvåde Holstebro fra mig i en overophedet ørken 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fra det ene år til det næste