Relationship goals

Nedtælling til Ramadanen

Jeg elsker Ramadanen.

Siger den kulturkristne dansker i Arabistan.

I starten forstod jeg ikke en brik af alt det ståhej.

Hvad var lige point’en i at rende rundt i en skoldhed ørken uden vand og drikke hele dagen?

Det føltes besværligt. Begrænsende. Grænsende til det irriterende.

Men som med alt, der er fremmed og forskelligt fra os selv, så har ting og idéer det med at vokse på os, når vi tillader os selv at undersøge nærmere, hvad de egentlig handler om.

Efter 3 år er jeg varmet helt op til idéen om Ramadan.

Tanken om at dedikere en hel måned om året til indre refleksion og fordybelse; til taksigelse og bøn; til næstekærlige handlinger, velgørenhed og en kavalkade af festlige arrangementer lyder da vildt tillokkende.

Ramadanen handler om gavmildhed.

Om næstekærlighed.

Om at komme nærmere på Gud og nærmere på én selv.

Og det gør muslimerne blandt andet ved at fokusere på bøn og faste.

Fasten er en mental og spirituel renselse, hvor man afholder sig fra mad og drikke mellem solopgang og solnedgang for at højne følelsen af taknemmelighed for den rigdom og overflod – i form af mad, gaver og materielle ting – som rigtig mange af os tager for givet.

Gavmildheden og næstekærligheden giver sig til udtryk i form af økonomiske donationer og hjælp på den ene eller anden facon. Muslimer er verdensmestre i nødhjælp og næste-hjælp.

Donations-delen af Ramadanen deltager vi altid i.

Som hér, hvor Cille og Mille medbringer vaskepulver til de Ramadan-pakker, der bliver udleveret til skolens rengørings- og vagtpersonale, når fastemåneden skydes igang. Vi skal lige ha’ styr på nymånen, men rygterne vil vide, at det bliver omkring den 27. maj.img_5896Igen i år vil vi også køre ud til Ramadankøleskabe i nabolaget og fylde op med fødevarer, som gartnerne kan tage efter arbejdstid.

Men til forskel fra tidligere år, vil jeg i år deltage i fasten 2 gange om ugen.

Og så vil jeg ellers gå all-in på iftar, lige så snart muligheden byder sig.

Iftar er aftensmåltidet, der bryder dagens faste. Måltidet er som en Juleaften – bare med den kæmpe forskel, at det foregår 30 aftenener i træk – og dét er da fantastisk for madglade mennesker. Jeg tror ikke, at der findes en muslim, som taber sig efter 30 dages faste, for det er umuligt ikke at gå amok i iftar-buffet’ernes lækkerier…

En anden fantastisk ting ved Ramadanen er, at vi får reduceret arbejds- og skoletid.

2 timer mindre om dagen for både børn og voksne, for at være helt præcis.

Secondary School Ramadan Timings
START END DURATION
Homeroom 8:30 am 8:40 am 0:10
Lesson 1 8:44 am 9:19am 0:35
Lesson 2 9:23 am 9:58 am 0:35
Lesson 3 10:02am 10:37am 0:35
BREAK 10:37am 10:57am 0:20
Lesson 4 11:01am 11:36am 0:35
Lesson 5 11:40pm 12:15pm 0:35
LUNCH 12:15pm 12:51pm 0:36
Lesson 6 12:55pm 13:30pm 0:35

Ramadanen kan bare komme an!

Jeg er så klar på en måneds kortere arbejdstid, forskellige hyggelige aktiviteter og en masse lækker mad.

PS: Hvis du aldrig har deltaget i en Ramadan-iftar, så skynd dig at invitere dig selv hjem til din nærmeste muslim eller reservér bord på en restaurant, der afholder iftar-buffet.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Relationship goals