• ···
Konfirmander og fødselarer

Har du HIV?

Det er tidlig morgen i en Ørkenstat.

Jeg har netop foretaget en imponerende autentisk Dubai-parkering.

Midt på fortovet uden for Al Qouz Mall.

Hvem skal bruge fortovet til noget i en overophedet bil-kultur anywayimg_5913De fleste parkeringspladser er allerede taget af curry-leverings-knallerter, firhjulstrækkere og pakistaner-lorries, som holder i tomgang, mens ejerne er inde for at hente dagens første omgang dampende varm chai karak.

Jeg stiger ud af bilen og tager en dyb indånding, før jeg begiver mig ind på mandeterritorium.img_5911Så mandsdomineret er stedet, at centerledelsen er nødt til at bede om, at man undlader at spytte.

Det skal jeg så se, om jeg kan lade være med i denne ombæring.

Al Qouz Mall ligger midt i et støvet industriområde fyldt af værksteder, fabrikker og lagerhaller, hvor der sjældent kommer kvinder. Her er et virvar af småveje, hvor lastbiler drøner ind og ud; der er sandede, halvøde områder, hvor biler parkerer ad hoc og bunker af brædder, dæk, tønder, metalstumper osv. ligger op ad facader og garager.

Kvinder kommer vist kun i Al Qouz Mall, hvis det er det nærmeste sundhedscenter, der kan udføre medical fitness test til visumansøgningen. Der findes masser af andre officielle centre, men jeg skal retur på arbejde og dette sted er nærmest.

Så hér står jeg – klokken 8 om morgenen – med et par officielle dokumenter i hånden og et spørgsmålstegn malet i ansigtet.

Hvor finder jeg det sagnomspundne medical fitness kontor?img_5910Rundt om hjørnet fra te-husene og kjortelbutikkerne spotter jeg køen.

Flere hundrede pakistanske, filippinske, indiske og sri-lankanske mænd står allerede i kø til deres medical fitness tests.

Jeg slår øjnene ned, fordi jeg instinktivt kan mærke, hvordan de stirrer på mig.

Lidt længere henne opdager en af sundhedscentrets medarbejdere mig, da han tilfældigvis stikker hovedet ud af døren. Han vinker mig ivrigt an.

Det føles forkert at gå direkte forbi den lange kø af ventende mænd i kjortler og kedeldragter, men samtidig er det en lettelse at slippe væk fra deres ublu blikke.

“Isn’t this the line for the men? Am I allowed to enter here? Where is the ladies’ section?”, fremstammer jeg.

“No worries – it’s okay. Would you like to use our fast track services, madam?”, spørger manden med et smil, da vi har passeret mændene og er kommet inden for i det klinisk rene, lyse og nydelige sundhedscenter.

Alting står i skærende kontrast til den lange kø udenfor.

Her hersker der civiliseret, nummereret køkultur. Her er airconditioneret, svalt og velduftende. Der er masser af medarbejdere, en rolig summen og et fint, adskilt kvinde- og herre-venteområde til os, der venter på at blive betjent.

Uden for er der dunkelt og ildelugtende. Der er skubbende, utålmodige mænd, som snik-snakker og diskuterer, mens de nærmer sig centrets indgang i sneglefart. Der er ingen aircondition. Der er ingen medarbejdere, som vinker dem an. Ingen fast-track services.

“How much is the fast track charge?”, spørger jeg den flinke mand, som er i færd med at processere min ansøgning.

“200 dirhams, Madam”, svarer han med et smil.

“What’s the normal charge and what are the waiting times?”, fortsætter jeg.

“Normal charge is 40 dirhams, but waiting times are a few hours. If you do fast track, you will be seen immediately”, svarer han tålmodigt.

Og jeg griber min pung og trækker resolut 200 dirhams op.img_5912Det her skal bare overstås hurtigst muligt.

Et minut senere sidder jeg over for en helt tildækket sygeplejerske.

Fast track ER fast track i Dubai.

Vi får øjenkontakt og jeg fornemmer, at hun smiler venligt til mig.

“Today I only need to take one blood sample, as this is a visa renewal”, forklarer hun, mens vi sætter gummibånd om min overarm og arbejder på at finde en fed blodåre.

“What are you testing me for today?”, spørger jeg.

“HIV. We want to see if you have HIV”, svarer hun sagligt.

“And what would happen, if I had HIV?”, fortsætter jeg.

“Then your visa application is rejected”, svarer hun sagligt.

De spøger ikke med smitsomme sygdomme i Ørkenstaten.

Især ikke de seksuelt overførte af slagsen, som så absolut er tabuiserede og stigmatiserede.

Selv en mindre SOS som klamydia skal rapporteres videre fra praktiserende læge til de offentlige myndigheder, da der kan herske tvivl om patientens seksuelle aktiviteter og orientering, om man så må formulere det.

På en måde er myndighedernes bekymring forståelig.

Det vil være voldsomt let at sprede sygdomme til epidemiske tilstande i et samfund, som konstant mixer 100+ nationaliteter her og der – på offentlige steder, i sundhedsvæsenets regi, på skoler, arbejdspladser, i lufthavnene osv.

Og vi immigranter kan ikke komme og sige, at præmissen ikke er 100% klar og uomtvistelig, når vi søger om ophold i Ørkenstaten: Har du HIV, får du ikke arbejdsvisum og opholdstilladelse.

Bum.

Ikke så meget diskussion.

Det burde dog være til ærlig og redelig diskussion, hvis man ser på tingene med danske briller på næsen.

HIV behøver jo ikke smitte andre. Det har vi alle sammen vidst siden engang i slutningen af ’80erne.

HIV gør jo heller ikke den smittede til en dårlig medarbejder eller slem samfundsborger.

Seksuelt overførte sygdomme kan man få og have i et ægteskab – de er ikke nødvendigvis et udtryk for udenomsægteskabelige udskejelser.

Det virker uuddannet. Simplificeret til det himmelråbende.

Men ikke desto mindre er det vilkårene.

Og kan jeg ikke li’ lugten i den glohede bageovn af en ørken, så kan jeg jo smutte fra De Varme Lande til Det Kolde Nord, kan jeg.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Konfirmander og fødselarer