Farmor fylder 70

Far i Udlandet og Kundeservice Connie

God morgen fra Ørkenstaten.

Her starter den forlængede weekend med nybagte boller og morgenkaffe på hjemmekontoret, der har været forsømt i en måned.

Opgaverne er varierede og sindsoprivende spændende.img_5832 Der er log-in med SLEM-ID på SKATs hjemmeside, fordi vi skal betale restskat.

Der er fornyelse af Maricels sundhedsforsikring, sådan som myndighederne foreskriver det.

Pigerne og jeg skal have fornyet vores visum med deraf følgende arabisk papirmølle.

Der er sådan cirka 100 mails fra skolen.

Om ting, som skal indleveres til det nye emne. Om forældre-frivillige til læsning, foredrag og udflugter. Om opgaver, der skal laves. Tilladelser, som skal gives. Billeder, som skal tages.

Og pigerne skal indfanges til ufrivillig lektielæsning.

Mille laver mathletics på iPad, som er “dead-boring, fordi man skal trykke to gange’r på den button for at komme videre”. Ungen skulle bare vide, hvordan matematik så ud, da Mor var barn.img_5833Cille laver dansklektier. Der er to læse-let-bøger hver uge plus en række sætninger, der skal dannes med de nye ord fra bøgerne. Hun skriver ‘lektier er dumb’ på papiret – og dér må jeg rette hende. ‘Dum’ har ikke stumt ‘b’ på dansk. Men ellers har hun da fuldstændig ret. img_5834Martins hjemmearbejde er en skønsom blanding af kedelige arbejdsmails og en korrespondance med Connie fra Københavns Lufthavns Kundeservice, som er så fin, at jeg er nødt til at dele den med jer.


Martin skriver:

Jeg havde ifm. påsken “fornøjelsen” af at bruge Københavns Lufthavn – og efter at have ventet i kø i 45 minutter til paskontrollen, samt benyttet et toilet, der var så snavset og stank så meget af pis, at det gav kvalme (det samme var tilfældet på dametoilettet, som min kone og børn brugte), kom vi til biludlejningen… Denne del af vores ankomst til København har altid virket upåklageligt, men ikke denne gang! Beslutningen om at flytte samtlige biludlejningefirmaer ud af lufthavnsterminalen er simpelthen så ringe, at jeg håber at den ansvarlige er eller vil blive fyret. Den beslutning tilgodeser på ingen måde lufthavnens kunder som mig, der har brug for at leje en bil når vi kommer til landet. Hvordan Københavns Lufthavn kan have ambitioner om at være en lufthavn med international format, bare uden biludlejning, er en gåde.


Connie fra Kundeservice svarer:

Kære Martin Kaalund
Tak for din henvendelse til Københavns Lufthavn.
Først og fremmest skal jeg beklage jeres oplevelse ved ankomst til Københavns Lufthavn.
Det er bestemt ikke det vi ønsker for vores kunder. 
Det har desværre været en nødvendighed at flytte biludlejningsselskaberne til nye lokaler grundet de udvidelsesplaner, der på nuværende tidpunkt er i gang i lufthavnen for at øge kapaciteten til 40m passagerer.
Vi har ved flytningen samlet kontorene og udlejningsbilerne således, at der er en sammenhæng med hinanden og for at vi bedre kan hjælpe kunderne, såfremt der skulle opstå problemer med deres bil. 

Vi forstår godt at det kan give nogle udfordringer i starten, indtil man lærer det nye koncept at kende og vi arbejder hårdt på at gøre overgangen så smidig som muligt. Der er gratis terminalbusser, som har øget frekvensen i dagtimerne, så de nu kører hver 10 min, hvilket gerne skulle forkorte ventetiden. 

Mht. til standarden af rengøring, så vil jeg straks videresende din henvendelse til den ansvarlige i rengøringsafdelingen. Din henvendelse vil indgå til videre evaluering af, hvad vi kan gøre bedre for vores passagerer.


Martin skriver:

Kære Connie,

Mange tak for dit svar.

Tillad mig at foreslå, at du tager tre store kufferter, to carry-ons og to børn i alderen 5 og 8 og så prøver, hvor “brugervenligt, du finder det at skulle fra ankomsthallen til jeres nye biludlejningsterminal.

Kufferterne skal veje noget, vel ikke mindre end 20 kilo stykket, og al baggage og begge børn skal med hele vejen. Det er den tur min kone og børn skal tage, når de skal besøge familie og holde ferie i Danmark.

Jeg antager, at andre af jeres kunder der skal besøge Danmark vil finde oplevelsen lige så (lidt) brugervenlig som du vil.

Kan du ikke lade mig vide om du syntes, at det kunden, der er i centrum når du har taget turen?

Du kan også prøve turen som familie og tage en mandlig kollega med, men så skal du lige huske at tilføje en ekstra kuffert og carry-on. Af nylig erfaring kan jeg fortælle dig, at oplevelsen ikke er særlig god. Bare det at skulle have al bagagen ind og ud af jeres “bybusser” og at skulle have bære al bagagen når der ikke er nogle bagagevogne er en udfordring, specielt når man rejser med børn.

Før i tiden sagde vi altid til hinanden, at det godt kan være at immigrationen er underbemandet med lang ventetid til følge og at toiletterne i lufthavnen er så beskidte, at vi ikke kan få vores piger til at benytte dem, men biludlejningen virkede altid simpelt, enkelt og hurtigt. Sidstnævnte har I nu desværre ødelagt.


Connie fra Kundeservice svarer:

Kære Martin Kaalund
Jeg kan godt følge dig i din beskrivelse.
Jeg kan desværre ikke gøre andet end videresende din pointe til rette afdeling.


Stakkels Connie fra Kundeservice.

Den her slags syrlige mails må hun få en del af hver dag.

Til gengæld har vi modtaget en taknemmelig mail fra Europcar, der er ligeså lidt begejstrede for den nye løsning som kunderne.


Europcar skriver:

Kære Martin Kaalund,

Tak for at du har taget dig tid til at kontakte lufthavnen. Det sætter vi stor pris på i vores bestræbelser på at få forbedret forholdene.

Næste gang at du skal bruge billeje i Danmark, så må du meget gerne sende dit reservationsnummer til mig, så skal jeg sørge for, at du får en ekstra god bil.

God weekend.


Og sådan er der jo så meget.

Man skal ikke være urimelig over for Connie fra Kundeservice, men når noget er for dårligt, så er en Kaskelothvals ensomme klage-sang jo den eneste mulighed vi har, som kunder i en ringe butik.

Europcar, derimod – har vi aldrig nogensinde haft problemer med og kan varmt anbefale dem, hvis du mangler en lejebil.

Jeg tror desværre ikke på en ændring af biludlejningscirkusset i Kastrup.

Overhovedet.

Men hvis man intet gør, så sker der med statsgaranti ingenting.

Rigtig god weekend, når du kommer dertil!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Farmor fylder 70