Kagemanden

Regnskabschefen fylder 44 idag.Pigerne og jeg har haft travlt med at opfinde skøre bortforklaringer og lange søforklaringer efter gaveindkøbene forleden – for er der én ting, de to jordbærhjelme ikke kan, så er det at holde på en hemmelighed.

“Mummy, det er faksis alright at tell’e en lie til Daddy for det er en happy lie som ikke giver tummyache eller make’r mig sad”, proklamerer Cille på bagsædet.

“Jeps. Du har helt ret. Fordi det er en overraskelse og en god ting, vi har forberedt, så må vi faktisk gerne lyve og drille ham lidt”, svarer jeg og er ikke helt sikker på, hvad det her skal ende med.

Men denne gang holder pigerne tæt.

Vi har trukket penge ud af automaten, så Martin ikke har haft mulighed for at se vores transaktioner, og han har derfor intet udgangspunkt for at manipulere med dem til de taler over sig.

Og deres aftalte løgnehistorier bliver fortalt igen og igen, mens de hulker af grin: “Daddy, vi har buy’et dig en baby doll, der kan lave wee og cry’e med rigtige tårer, når man giver den vand at drikke. Sådan en cry baby har du altid ønsket dig, ikke?”, hvorefter de begge vrider sig ved tanken om Farmanden med en ny babydukke i favnen.I virkeligheden har Cille købt shorts og hørskjorte til ham.Og Mille har valgt sandaler og badeshorts med solgule koalabjørne på.Jeg forærer ham en helikoptertur over Dubai.Det hele passer ham storartet.

Og det gør fødselsdagskagen også.

En tung, tung Godiva-chokoladesag, som er tættere på trøffel og konfekt end brownie.Cille vælger en Black-Out Chocolate Cake, som i bogstaveligste forstand får det til at sortne for øjnene af hende i et skingrende rent sukkerchok.Men det er ikke kun Martin, der er dagens kagemand i skysovs.

Maricels søn fylder 11 i dag, så vi har naturligvis lykønsket hende mange gange med sønnens fødselsdag og foræret ham penge til et pænt ur, som han ønsker sig.Det er møghamrende svært på mærkedage.

Alle mærkedage. Men værst på fødselsdage og Mors Dag.

For hér bliver det for alvor bøjet i neon, at hun har kæmpestore afsavn, fordi hun er nødt til at arbejde hos os i stedet for at være hos sin egen familie.

Tænk, ikke at kunne deltage i hendes eneste søns fødselsdagsfest.

Det skærer mig i hjertet, og jeg siger det til hende, så hun ved, at jeg ved det.

Maricel siger ikke så meget retur.

Hun har let til tårer, men hun takker høfligt for gaven på sønnens vegne – og hun sender mig stolt et par billeder fra hans fest, som jeg gerne må dele med jer, fordi hun synes, at det er spændende og vigtigt at være med til at give et indblik i de afsavn og livsproblematikker, som en husholderske fra fattige kår står i.

Og midt i hendes savn, så rejser vi til Danmark på påskeferie.

Forhåbentlig kan hun nyde friheden og stilheden lidt.

Forhåbentlig får hun kokkereret noget filippinsk mad, mens den danske familie er bortrejst.

Forhåbentlig får hun skype’t i ét væk med sin søn og mand.Om lidt er kufferterne pakkede.