Khob khun kaa

Nej.

Ved I hvad?

Jeg gider ikke den der hverdag, som står og banker insisterende på døren efter Spring Break.

Følelsen af at strække tiden i uendeligheder med en god bog, en lille lur eller en svømmetur gør mig salig.

Kan man få nok af den?

Det føles også så tomt og stille i huset efter at Moster-Søsteren med familie er rejst hjem til Odense. Hvorfor har alt det sjove en ende?

Og det er en følelsesmæssig nedkøling at komme hjem fra fantastiske Bangkok, selvom der ellers er lunere temperaturer at varme sig på her i ørkenen, end der var i Thailand.

Men jeg vil tilbage til sejlads på klongerne.

Til buddhistiske templer og vanvids-tuk-tuk’er i Bangkoks nattemørke.

Til overdådig morgenbuffet med udsigt over floden.

Til dét øjeblik, hvor Martin spontant frier til mig, fordi hotellet bliver ved med at insistere på romantik i form af roser og hjerteformede chokolader. Jeg søber og svælger rundt i følelsen og erindringen.

Mere vil ha’ mere.

Men nu er vi her.

På det sted, hvor der skal laves lektier og pakkes madpakker.

Det var uundgåeligt.

Og vi gensér vores skønne ferie i pigernes klippe-klistre-lektier. De har egenhændigt valgt at lave præsentationer til deres klasser og sysler nu med boarding-pass, entrébilletter og printede fotos.Der er da også gode ting ved at være hjemme igen, bevares.

Gensynet med Maricel i særdeleshed.

Pigerne sværmer om hende, giver hende gaver, lister ind og lokker hende til at lave verdens bedste huler og lege verdens bedste lege.

Hun er i sandhed en éner. Prøv at se et univers, hun opbygger med pigerne om eftermiddagen.Der er ferie-afslutnings-melankoli på den hårde klinge i dag. Jeg må anerkende og acceptere det – og huske at i morgen er der en ny dag.