Mushrif Park

Gurkebajsen-i-fangedragt og Moster-hér tager på tur.Til Khawaneej i det nordøstlige Dubai, hvor Mushrif Park ligger.Sølle 10 dirhams (20 kroner) koster entréen for Regnskabschefens bus, der er stoppet til bristepunktet med børn, mostre og madpakker.

Mushrif Park er off-the-beaten-track for de fleste mennesker, der bor i en hvid-mands-ghetto inde i det centrale Dubai.

Hér kommer man ikke bare lige forbi.

Stedet er endnu mere ude af øje og sind for turister, men jeg vil hermed gerne slå-et-slaw for stedet, hvis man skulle få lyst til at opleve noget helt andet end det sædvanlige Dubai-halløj.

Jeg er selv blevet inspireret til turen af gode venner, da det overhovedet ikke var på min radar, at man kunne køre forbi Mirdif og længere ud i araber-sand-land for at finde en ny park og legeplads til børnene.

Men her er virkelig skønt og det er absolut en 40 minutters køretur værd.

Se selv!Det er en fin arabisk oase med masser af træer og palmer, der skaber kærkommen skygge på en varm dag.Pigerne spurter fra hus til hus, der er opført i miniature-størrelse, så de vækker fantasien hos både store og små, mens vi går på opdagelse i området.Mushrif Park er opført af Dubai’s Bystyre i 1980 – hvilket er rigtig lang tid siden, set med Dubai-øjne.

Parken bærer derfor positivt præg af at være veletableret i forhold til vegetationen, mens de forskellige “attraktioner” har fået en vis patina, der nok ikke helt kan beskrives som at ældes med ynde.

Men hvad gør det?

Børne-øjne ser med fantasi og nysgerrighed på forunderlige bygninger – og ikke på graffiti-tags, snavs og smuldrende fundamenter.

På sin vis minder betonen, den sære due-voliere og legepladserne mig lidt om min families sen-80’er-sommerferier i Øst-Europa – og det er faktisk en skøn, nostalgisk fornemmelse at sidde med på et picnictæppe.

For efter at have gennemløbet området med de små huse, er børnene så sultne, at de knapt kan vente til maden bliver pakket ud.

Er der én, der kan forklare mig, hvorfor børn altid er hundesultne, så snart man ankommer til destinationen? Moster-søstrene hygger sig med at stopfodre baby A, mens Mille og Jo løber frem og tilbage til legepladsen.

Dem er der i øvrigt mange af. Legepladserne. Mushrif Park strækker sig over 525 hektarer, så der er rig mulighed for at besøge parken adskillige gange, før man kommer i nærheden af at have set og oplevet det hele.Om aftenen åbner der endda et tivoliområde for småbørn – og i følge skiltene er der restaurant og poolområde m.v., men jeg fornemmer, at det er bedst selv at medbringe picnic.

Stedet virker lidt for lukket og småsnusket til, at man får den store lyst til at dyppe luksuslegemet i en potentiel bakteriebombe af en pool – og ikke én af de små kiosker holder åbent i løbet af dagen, så der er ikke noget med at love ungerne en is eller dig selv en kop kaffe…Vi nøjes med at hænge ud på legepladsen, indtil vi er så kogte i varmen, at vi vender næsen hjemad.Mushrif Park er helt igennem ‘lokalt område’, om man så må formulere det.

Her er masser af emiratier, der lader børnene løbet krudtet af på legepladsen – for araberne elsker parklivet med picnic og leg.

Der er dedikerede barbecue-områder lidt uden for legeområderne – og jeg forestiller mig, at her er stuvende fyldt af arabiske familier hver lørdag hele vinteren igennem, når de går all-in på grill-bill.

På vejen ud ser vi mange af parkens mange arbejdere, der holder middagshvil langs stien. De ligger uden underlag, har hullede sko og slidte kedeldragter – og madpakken ligger i en lille plasticpose.

Det må virkelig være hårdt at arbejde hér. Især i sommermånederne.

Og vi er de priviligerede immigranter, der således kører hjem til nedkøling i poolen, i stedet for at vente på at blive samlet op efter endt arbejde, sådan som arbejderne må gøre hver evig eneste dag.Sådan er Dubai.