Forløsning

Et skud Moster

img_5061Det er midt på formiddagen og beskederne flyver frem og tilbage mellem niece Jo og jeg med Moster-Søsteren som mellemmand og skriverkarl.

Jeg har permanent optur idag.

Ikke på grund af vodka i min earl-grey-te, selvom det kunne føles sådan.

Årsagen er langt mere uskyldig.

En håndfuld af mine allermest-elskede-favorit-mennesker-i-hele-verden ankommer sent i nat.

Baby-A og Jo.

Min nevø og niece.

Og deres Mor og Far medbringer de vist osse – a.k.a. Moster-Søsteren og Onkel S.

Der er forhåndspakket badekurv, klargjort weekendseng og fremstillet den fineste velkomstplakat til det længe-ventede besøg.img_5050img_5053Det bliver mere og mere tydeligt for mig, at når et gensyn er nært forestående, synes afsavn og venteposition helt ulidelig.

Vi tæller ned i uger og dage med pigerne – og vi taler om, hvad de gerne vil opleve med deres fætter og kusine.

Jeg laver planer for skønhedsbehandlinger, tirsdags-ladies-night, alene-beach-club-dag for de trætte småbørnsforældre, der fortjener det og så videre og så videre.

Vi har et stramt program, der involverer mest mulig afslapning, badning, kagespisning og fjolleri.

At være væk fra den nærmeste familie i hverdagens gode og dårlige stunder, ved højtider og festlige anledninger, er ét af de tungeste lod ved at bo i udlandet.

Selvfølgelig glæder jeg mig over Moster-Søsterens live-opdateringer af Baby-A, der lægger sit første puslespil, som han netop har fået i 1-års fødselsdagsgave.img_5030 Selvfølgelig smiler jeg ved synet af billederne, der kommer i en lind strøm, mens hele familien er samlet. Jeg kan nærmest mærke den varme stemning og høre stemmerne for mig.img_5056

Men jeg piver også indvendigt over at gå glip af de små og store øjeblikke med min nevø og niece. Guldkornene. Det nære og håndgribelige ved børnene midt i deres udvikling. Alle deres bedrifter og sejre. Deres vaner, rutiner og hverdagstrummerum.

Jeg har aflært mig at pive udvendigt efterhånden, fordi det er for udmattende for en knapt 40-årig at blive ved med den form for emotionel gymnastik.

Og grunden til at det gør så ondt at se på weekendhygge og 1-års-fødselsdagsfejring er, at jeg ikke kan være den slags Moster, som jeg allerhelst vil.

Det er jo en ubehagelig oplevelse hver eneste gang, jeg ikke lever op til mit idealbillede eller min selvforståelse. Jeg er ikke vild med det. Det krakelerede spejl, som jeg holder op, hvor jeg helt urimeligt drømmer om en skinnende og perfekt overflade.

Konceptet ‘Moster’ er naturligt nok grundlagt i barndommens land.

Og under min opvækst, var jeg så pivheldig, at konceptet Moster var lig med en allestedsnærværende, helt selvfølgelig person, som var til stede spontant og ofte – til leg, pjat og udflugter.

Sådan var og er min egen Moster og samtlige andre Mostre, jeg har kendt.

Og sådan én kan jeg umuligt være for min nevø og niece.

Det lader sig ganske enkelt ikke gøre, når jeg er flere tusind kilometer væk.

Så alle sejl må sættes til, når jeg endelig får chancen.

Nu går jeg grænseløs på Moster-konceptet, fordi det er en now-or-never-mulighed.

Der er dømt pooltid, pandekager og Disney-film.

Der bliver is og kage ad libitum, trampolinhopperi og legetøj i bunker.

Forældre-ordrer og ønsker vil blive overhørt, hvis de kolliderer med min Moster-ambition.

Børnenes og Mosterens tarv må være det vigtigste.

Det er trods alt lidt en nødsituation.fullsizerender

Og ingen børn er nogensinde fundet døde efter en overdosis forkælelse.

Ingen børn er nogensinde fundet kvalt efter et presserende anfald af kærlighed.

Vel?

Mosteren i mig er forberedt til fingerspidserne.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forløsning