Forløsning

Ind i mellem kan en tight deadline være nødvendig.

Især hvis opgaven er på størrelse med en mammut og har strakt sig over en lang periode både tidsmæssigt og mentalt.

Jeg får ihvertfald selv en frygtelig masse fra hånden i 11. time, når uret sådan for alvor tikker.

Det er vist meget menneskeligt?

Første gang jeg indså betydningen af en tight deadline var, da Martin – med mere end fuldtidsarbejde på nakken – pludselig fik skrevet sin kandidatafhandling færdig, fordi jeg begyndte at ånde ham i nakken med mit eget speciale.

Han nægtede ganske enkelt at se sig selv slået på målstregen af humanisten, der var begyndt at læse mange år senere end han selv.

Så Regnskabschefen kender alt til behovet for et mildt, insisterende pres, når det gælder skriftlige opgaver.

Og i det konkrete tilfælde er det således ham, der har lagt pres på Hr. M, som – udover mere end fuldtidsarbejde og et i øvrigt travlt liv – skal lægge allersidste hånd på sin afsluttende afhandling på en 3-årig Executive MBA.Presset er naturligvis udformet som en gulerod. Man skal ikke være ond ved mennesker, man holder af. Så der er lovet Dubai-brunch og special-indhentet gave fra Danmark – for der er vitterligt noget at fejre.Det er så vigtigt, at tage sig tid til at anerkende en bedrift.

At grund-mærke, hvordan det føles at have fuldført noget godt og vigtigt.

Den søde smag af succes.

Og alt for ofte skubber vi veludførte opgaver til side og pakker lykkerusen bort på et øjeblik, fordi vi allerede fokuserer på det næste skridt i processen. Det er jeg ihvertfald skyldig i gang på gang – og jeg øver mig i fejring.

Men lige så vigtigt det er, at vi husker at fejre succeserne, lige så vigtigt er det, at vi lærer at fejre fejltagelserne.

Den flade smag af fiasko.

Det siger Fru M – og jeg er overbevist om, at hun har ret.Der ligger masser af læring i et veludført spinatjokkeri, hvis man tør grave efter det.

Medmindre man da er kommet til at lykønske en ikke-gravid med graviditeten. (Dér lærer man kun, at det er et dumt spørgsmål, man aldrig stiller).

Problemet er, at det er en sårbar, til tider pinagtig og ømtålelig proces, når man skal finde det gode i noget skidt, kikset eller down-right-dumt.

Det kræver ærlighed og ydmyghed over for én selv og modparten, hvis der er en sådan involveret.

Det kræver, at man ikke tager sig selv så forbandet højtideligt.

Og derfor er det bare lettere at fejre en succes.

Det føles federe.

Sjovere.

Bedre.

Så det gør vi.

Her og nu.

Fejrer, at 3 års benhårde studier nærmer sig deres afslutning.

Med masser af champagne og det lækreste mad på ZUMA.Efterfulgt af solnedgang og cigarer – ihvertfald for nogle medlemmer af selskabet.

Det er svært ikke at elske Dubai.Den berusede lattermildhed sidder stadig i kroppen, da jeg her til morgen kører hen på skolen for at deltage som observatør til dette års Model United Nations.Emnet er International Response to Global Conflict. Hård kost for simrende tømmermænd. Og jeg indfinder mig diskret med lyttelapperne udslået i International Court of Justice, hvor jeg observerer elevernes fremstilling af den territoriale disputs mellem Nicaragua og Costa Rica, efterfulgt af Kashmir-konflikten mellem Pakistan og Indien.