Udsmideren

Klokken er 10 om formiddagen.

Jeg er på vej fra Secondary School over til Reprographics-afdelingen for at få lavet et klassesæt farvekopier.

Med ét får jeg øje på Cille, der sidder fredeligt nede i skolegården og spiser madpakke med sine venner.

Hun kan ikke se mig på førstesalen.

Og der er et eller andet finurligt-herligt over det lille indblik, jeg får i mit barns verden på et tidspunkt, hvor man som forælder normalt aldrig har den mulighed.

Så jeg priser mig lykkelig over mit arbejde på skolen.

Og jeg bliver helt blød om hjertet, som jeg står der og observerer en lille pige, der er så trygt og glad i sin skole.

Med søde venner rundt omkring sig.

Smil og regnbuer.

Enhjørninge, der svæver over deres små, uskyldige barnehoveder.

Et ægte proud-Mummy-øjeblik.

Bedre endnu bliver det, da hun åbner boksen med udskåret frugt, som jeg har stået og snittet tidligt i morges.

Endnu mere proud-Mummy-øjeblik.

Mit barn tager det sunde valg.

Dét er vigtigt.

Så er man en god Mor.

I kan fornemme, at det har tager en uheldig drejning, ikke?

Resolut rejser barnet sig – med den nu åbne boks i hånden – og går direkte mod skraldespanden, hvor hun frejdigt smider alt det sunde indhold ud.

Mit barn er en udsmider!

Endda en kæk én af slagsen, der har overtalt Moren til at smøre madpakkerne klokken alt for tidligt om morgenen, fordi hun “bedst kan lide helt frisk udskåret frugt”…

…til at direkte putte i skraldespanden…, den lille ?”#”€%”!(&/%€#”

Sceneskift til hjemtur.

“Nå, Cille – var det en god madpakke idag? Hvad for noget frugt fik du egentlig?”, spørger jeg med uskyldig mine.

“Det var dejligt, Mor, jeg fik æble – og jeg spiste alle mine frugter og grøntsager henne i skolen. Det gør jeg every single day”, svarer skolepigen.

Uskyldigheden selv.

“Cille, jeg så ned på dig fra førstesalen, da du spiste madpakke. Jeg kunne se at du gik direkte over og smed din frugt i skraldespanden. Er det derfor, du er kommet hjem med tom madpakke de sidste mange måneder?”, spørger jeg.

Nu med en kende spids tone.“Det var Matilda, der sagde, at jeg skulle gøre det!”, prøver barnet.

Nu med desperation i stemmen.

“Nej, Cille, du skal ikke begynde at blame andre for dine handlinger. Det er dig alene, der bestemmer hvad du putter i munden!”, svarer jeg tørt.

Skolepigen går til bekendelse.

Brødebetynget.

Tårerne triller.

Bortforklaringerne falder bort.

Ærligheden sejrer.

Og hun må nu selv smøre sin madpakke hele næste uge, så hun kan få et indblik i opgaven og foretage et sundt valg på egen hånd.

Aftalen kan eventuelt forlænges, hvis det viser sig at være en succes selv at smøre.

PS: Jeg smed ikke madpakken ud – jeg er nemlig en lille engel. Næh – jeg fordelte istedet min mad mellem sultne undersåtter, der med stor ydmyghed og ærbødighed tog imod resterne af min Mors uovertrufne, men lettere overvældende madpakker.

PPS: Undskyld, Mor.

PPPS: Du vidste det egentlig godt, ikke, Mor?

PPPPS: Er du der endnu, Mor?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet