Forældre-lektier

Expatlivet

For det meste begrænser jeg min læsning om udfordringer i expatlivet.

Fordi det overvælder mig lidt på samme måde som dameblade altid har gjort det. Pludselig får jeg dårlig samvittighed over ting, jeg ikke anede, at jeg kunne (eller burde) få dårlig samvittighed over.

Og allerhelst vil jeg opfatte mit nuværende liv som dét, det nu engang er.

Mit liv.

Her og nu. Præcist som det ligger eller står.

Vi befinder os ikke i et “kapitel” af livet. Der er ikke en begyndelse eller slutning på dette her. Det er et kontinuum af levet liv på godt og ondt. Sådan opfatter jeg det ihvertfald.

Det er nu ikke fordi terminologien som sådan er forkert.

Vi bliver jo betegnet expats, fordi vi er højtbetalte fremmedarbejdere i et andet land end vores hjemland. Og vi lever et liv i udlandet – med de åbenlyse fordele og sirligt hengemte ulemper, som det nu engang medfører.

Men i bund og grund foretrækker jeg at se på mit livs udfordringer med åbne øjne i stedet for straks at søge efter årsag og effekt i expat-værktøjskassen.

For rigtig mange af de ting, der bekymrer eller berører os har ikke nødvendigvis nogen direkte korrelation til expatlivet, tror jeg.

Problematikkerne bliver højst sandsynligt forstørret op af at vi befinder os i et fremmed land og uden vores nærmeste familie og gamle venner omkring os til at trøste og hjælpe, men som sådan flytter katte og mus med rundt fra sted til sted, indtil vi dealer med dem. Og det er uanset om flytningen er fra Vejle til Vanløse eller fra Ipswich til Dubai.

Lavt selvværd er lavt selvværd alle steder i verden.

Trøstespisning og ensomhed ditto.

Her til morgen falder mine øjne dog alligevel for et HUFFPOST WOMEN indlæg skrevet af ExpatChild om rollen som medrejsende ægtefælle. Og jeg overgiver mig til lidt følelsessøberi.

Måske har du også lyst? Det er ihvertfald ærlig læsning.

http://www.huffingtonpost.co.uk/emily-abbey/independent-dependent-con_b_15207332.html?

Jeg kan så let som ingenting nikke genkendende til følelsen af at være usynlig eller gennemsigtig som hjemmegående. Til den synkende følelse af pludselig at være juridisk og økonomisk umyndiggjort efter at have levet mit unge voksenliv som moderne, uafhængig kvinde med egen karriere.

Det kan enhver kvinde, der har taget en uddannelse, haft egen karriere og efterfølgende er flytte med ægtefællen til udlandet nikke genkendende til.

Det er en universel følelse, som medrejsende kvinder oplever – og det går først langsomt op for os undervejs i processen, at vi er 100% fælles om det.

Helt krydrede bliver tingene, hvis vi undervejs i forløbet vælger at formere os. Så bruser problemerne uregerligt op til overfladen som en rystet sodavand og vores indre, angry bitch* får frit lejde på rimelige og urimelige tidspunkter.

item_xl_8166799_7656866

Ak, ja. Ens største problem er som bekendt stort, som Regnskabschefen plejer at sige med et smil, når jeg for 117. gang præsenterer ham for et vaskeægte First World Problem.

Men artiklen misser den allervigtigste pointe ved udlandslivet for medrejsende ægtefæller:

At vi har verdens mest enestående chance og mulighed for at GØRE NOGET ANDET, NOGET NYT, NOGET MERE.

Hvor ofte får vi i livet en mulighed for selv at bestemme om vi vil arbejde?

Hvor ofte får vi mulighed for at dedikere os fuldt ud til et eller flere områder af vores liv, som ofte er under pres i det såkaldte “normale liv”?

Pludselig er der tid til at prioritere familien, tid til at foretage livsstilsændringer, tid til at åbne op for kreative sider eller fokusere på nye, overraskende livsmål, hvor vi måske skal lære nye færdigheder eller arbejde på en helt anden måde end dén, vi tidligere har anvendt.

Det er en gave.

En uvurderlig én af slagsen, hvis du spørger mig.

Og dén kan vi takke vores ægtefæller for, som hver dag bærer det tunge ansvar for familiens økonomi og levestandard. Dén side af sagen er sjældent omtalt.

Men taknemmelighed er noget, som først rigtigt kan vokse, når vi ser tingene fra flere sider. Når vi begynder at spejde ud over alle mulighederne frem for begrænsningerne.

Sidstnævnte kender jeg til hudløshed.

Jeg har siddet dybt begravet i et musehul og grædt salte tårer over at føle mig usynlig.

Jeg har råbt ned i røret til en British Telecom medarbejder, at jeg kraftstejlme er et voksent menneske, som ikke behøver min mands tilladelse til at bestille en telefonlinje.

Jeg har – til stadighed – kvaler over ikke at tjene mine egne penge og over ikke at spare en slat op, som jeg selv har retten til at råde over.

Kvaler og frustration aside, så er der ingenting, jeg har lyst til at lave om eller gøre anderledes.

Jeg er erfaringer og oplevelser rigere for hver dag, der går.

Livet er dejligt.

Og midt i hele cirkusset er jeg så knusende heldig at have en dejlig mand og to dejlige døtre til at dele glæderne og sorgerne med.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

1 kommentar

  • Christina

    Hvor er det dog godt skrevet! Selvfølgelig kan det til tider være hårdt, at være den, der følger med, men jeg ser det meget som en fælles drøm, der udleves. Den ene kunne ikke udleve sine drømme uden den anden, og ingen af os ville bytte. Det handler nok også meget om ens personlighed – min mand er glad for udfordringerne i et fast job, hvor han kan se karrieren vokse, hvor jeg værdsætter friheden i at kunne prøve noget nyt og ikke altid gå den “planlagte” vej. Tak for endnu et indlæg som er spot on!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forældre-lektier