• ···
Om at så skyer

Forældre-lektier

Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg har det lidt stramt med lektier til små børn.

Det har jeg egentlig også med lektier til store børn, men lad nu det ligge.

Årsagen til min aversion er, at lektier til små børn per definition bliver til forældre-lektier. Og hvis der er noget, som stinker helt ad helvede til, så er det da at lave lektier for og med en 4-årig, som hverken fatter interesse eller et hak af hvad der foregår.

Jeg burde faktisk ikke beklage mig.

Ihvertfald ikke når jeg ser mig omkring i vennekredsen, hvor mange af børnene har seriøse lektier for hver eneste uge.

De lektiebefængte børn går (interessant nok) ofte på britiske skoler. Og sådan oplevede vi det også, da Cille havde sit halvandet års stint på en britisk skole, før der blev plads på vores nuværende skole.

Pigernes skole er en IB-skole, som har en klar holdning til lektier: At man ikke skal have nogen, når man er et lille menneske. Simple as that. For man skal lære tingene i skolen og lege i fritiden.

Men selvom der – i teorien – er en nul-lektie-politik for de yngste elever, så er der (trods alt) kontinuerlige anmodninger til forældrene om, at vi skal læse med og for vores børn.

Hvilket er helt på sin plads i mine øjne.

Som forældre skal vi gå forrest og vise børnene glæden ved og vigtigheden af en god bog. Og det kan vi vel kun gøre overbevisende, hvis vi rent faktisk har en bog i mellem hænderne og ikke kun en mobiltelefon?

Der er heller ikke noget i vejen for at lege med tal og bogstavlyde, at stave svære ord eller hanke op i elementer af undervisningen, som ens barn måske bøvler med, men vi undlader i vid udstrækning hjemmearbejde.

Når det kommer til 4-årige Mille, så har hun små læse-let-bøger med hjem og en app med læsemateriale, som vi skal bruge dagligt. Udover dette, har hun kun enkelte hjemmeprojekter i løbet af året.

Men hver gang der triller et af Milles projekt-prospekter ind i indbakken, stivner jeg i et syrligt, anstrengt smil.

For så vanker der forældre-lektier på den hårde klinge.

Prøv blot at se weekendens projekt for en 4-årig. Who are they kidding?

screen-shot-2017-03-10-at-22-58-15

Hvis der er noget, Mille ikke bryder sig om, så er det at henvende sig til fremmede voksne. Det er sådan cirka dén handling i hele verden, hun opponerer allerhårdest imod. Jeg kan ikke engang få hende til at hilse, let alone konversere med en ukendt voksen.

Så jeg ser frem til weekendens løjer.

Det gør jeg da.

Af alle onder og elendige forslag, ender jeg med at tvinge barnet til at sige go’daw til vores lokale livredder – verdens flinkeste, mest lige-til mand. img_4910Man kan fornemme begejstringen lyse ud af barnet, ikke?

Og det bliver da kun bedre, da jeg så – på vegne af reserveret barn – begynder at interviewe livredderen, ref. de fantastiske spørgsmål, der står listet i det vidunderlige projektbrev.

Her hiver hun mig i armen og hvisker: “Mummy, jeg vil i vandet nu”, mens jeg hvisler retur: “Vent lige, du skal da lige høre hvilket spændende job, den flinke livredder har – det er jo til din opgave, det husker du vel – ikke, Emilie?”

Miséren ender naturligvis med, at jeg står alene og udspørger livredderen om hans rolle og opgaver som en anden ivrig idiot, mens jeg halvhjertet anråber Mille, der plasker rundt i vandet.

“See, Emilie? The lifeguard protects all visitors by watching over the pool at all times!”

“Now we know what could happen, if we didn’t have a lifeguard on duty, right?”

“Thank goodness for lifeguards”.

Hun er da røv-ligeglad med ham og hans arbejdsmæssige ansvar.

Honest to Mum.

Helt kold i rumpetten.

Hun vil bare svømme og være i fred. For lektier, livreddere og Desperado-Mor, der jagter hende rundt i forældre-lektiernes tegn.img_4917Og jeg kan ikke lade være med at grine ad mig selv og troldeungen, da vi har overstået den tilspidsede interviewsituation.img_4916Hjemme igen kan jeg lokke hende til at klippe og klistre lidt. Dét vil hun gerne.img_4919Ihvertfald i 10 minutter, før hun nupper badebolden og klatrer op i trampolinen.

“Emilie, kan du huske hvad livredderen fortalte dig om sit arbejde? Hvorfor er han ovre ved pool’en?, forsøger jeg.

“Fordi ellers så synker vi helt ned to the bottom, Mum”, svarer hun fraværende, mens hun hopper videre.

Never-fucking-mind. 

Jeg laver da bare nogle forældre-lektier for mig selv, gør jeg.

De laver jo ikke sig selv.

Og barnet gider dem tydeligvis ikke.img_4931

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

3 kommentarer

  • Jens Berthelsen

    Super sejt, at I alligevel lavede lektierne! Det virker da også helt hen i vejret at børn i den alder skal ave lektier. Min datter i 3.klasse har utrolig mange lektier for. Også selvom vi virkelig arbejder med hende, så er der meget mere end jeg har tid til. Vi har hyret en privat hjælper fra GoKarakter, til at tage den største mængde. Der er ikke fordi jeg ikke vil være sammen med min datter, men jeg har prioriteret at have familietid når jeg er hjemme. Så jeg tager de almindelige dag-til-dag lektier og så kommer der en sød underviser i weekenden og samler op med grundig lektiehjælp.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sussie

    Jeg kan lige se det hele for mig hi hi hi …!
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at så skyer