• ···
Sour Susan og Little Nutbrown Hare

Mentalgymnastik for forældre

“I dag er det finally Thursday and we get to have the camp!” udbryder Cille, da hun slår øjnene op.

Hun er krøbet ind i smørhullet mellem sine gamle forældre i løbet af natten, men hopper nu hurtigt ud af sengen, fuld af begejstring og entusiasme, som var det hendes fødselsdag eller juleaften.

Og det er hér – tidligere end tidligt på en træt torsdag – at mentalgymnastikken for forældre igangsættes.

Jeg lægger den indre bekymringskasket op på hattehylden og fejrer (halvhjertet), at Cille ikke alene accepterer at deltage i Year 3 Camp på skolen, men at hun tilmed glæder sig som en besat.img_4809Skolen inviterer hvert år Year 3 eleverne til frivillig overnatning i telt på den store plæne. Det er ment som en øvelse før Year 4, hvor børnene for første gang tilbydes en ‘rigtig’ camp i Ras Al Khaimah, hvorfra man ikke bare sådan lige kan ringe efter en forælder eller fortryde, at man tog afsted…

Og børnene har fået lang tid til at vænne sig til tanken om at skulle være væk fra deres forældre om natten.

Det lyder måske mærkeligt i en dansk kontekst, hvor selv børnehaver ofte har overnatning på programmet og de fleste børn er vant til at sove ude hos venner og familie.

Men dén slags er bestemt ikke en selvfølge i alle kulturer.

Koncepter som ‘frigørelse fra forældrene’, ’selvstændighed’ og ’selvhjulpenhed’ er ikke nødvendigvis opfattet som noget positivt eller ophøjet til en prioritet i alle familier.

I Danmark taler vi meget om at børn skal ‘kunne selv’, men den tankegang oplever jeg ofte er helt fremmed for andre kulturer, som f.eks. mader børnene meget længere, kontrollerer børnenes adfærd og leg mere minutiøst, planlægger fritid og lektier på en fundamentalt anderledes måde og så fremdeles. Så på en international skole med 80+ nationaliteter, er der altså rigtig mange elever, som aldrig har prøvet at være foruden Mor og Far sådan for alvor.

Derfor har der også været fællessamlinger om camp’en; der er udsendt mails og afholdt informationsmøde for forældrene – og klasselærerne har forberedt eleverne individuelt i forhold til aktiviteter, regler osv.

Og nu er dagen så oprinden.

Dagen, hvor de 7-årige poder skal sættes fri.

For en aften og nat, ihvertfald.

Det småregner om eftermiddagen og der er tunge, hvide skyer på himlen, mens vi pakker Cilles nelliker med stor koncentration. Hun hopper omkring og taler kontinuerligt om rundbold og varm kakao med skumfiduser og poser med snacks, der skal deles om aftenen med kammeraterne.

Hun er så klar.

Spørgsmålet er snarere, om forældrene (læs: Moren) er?img_4845Lidt senere er vi retur på skolen, der snurrer af hektisk aktivitet.

Cille finder hurtigt sine klassekammerater og de telte, der er allokeret til klassen. Fordelingen af børn i telte er foregået i skolen i løbet af dagen, så ingen er i tvivl om, hvor de skal lægge hovedpuden og soveposen på nuværende tidspunkt.img_4848Over hovederne på os summer en drone som et stort insekt. Det er rektor, der styrer skolens drone fra et hjørne af sportspladsen. Han er i færd med at forevige dette års Year 3 Camp. img_4852img_4854Og mens børnene hujer og stormer omkring i opstarts-ekstase, klør forældrene sig i nakken og vandrer rundt i cirkler, mens vi overvejer, hvordan det her arrangement skal forløbe, når vi er gået fra pladsen.img_4849Efter en halv times formålsløs padlen, bekræfter vi hinanden i, at det nok er en rigtig god idé at sige farvel og tage hjem.

Der er ikke rigtig brug for os.

Vi er blevet et par gamle hunde i et nyt spil kegler.

Og Cille tager ikke den store notits af os.

Hun er ligesom videre i sit liv.

Det er os, der sumper og tager mentalt tilløb til afsked – ikke barnet.

Så vi gør det.

Siger ha’-det-nu-sjovt-og-godt-med-dine-kammerater-og-vi-ses-i-morgen-når-vi-henter-dig til Cille.

På vej ud til bilen tager Martin min hånd og siger: “Nu husker du at fejre, at Cille kan klare tingene selv og at vi ikke er nødvendige lige nu? Det er jo vores fornemmeste opgave at gøre os selv overflødige og vores børn livsduelige”.

Han må være tankelæser.

For det er da lige præcist (ikke) dét, der står på min lystavle.

Og jeg nikker ivrigt med hovedet op og ned i bekræftelse af alt, hvad han siger.

Manden har jo ret.

Og min hjerne vil så gerne være rationel og tænke, at det vel nok er skønt, at hun deltager helt naturligt og kan håndtere de udfordringer, som skolelivet giver hende.

Men mit hjerte krymper sig i brystet og skælver over, at jeg allerede nu er fravalgt. At jeg allerede nu er på vej ud af hendes synsfelt til fordel for den store verden fyldt med venner og oplevelser.

Heldigvis er der stadig lille, vilde Mille, som gerne vil ligge i smørhullet mellem sin Mor og Far om aftenen. Hun lægger sig tungt op ad mig og jeg falder i den slags dybe, fredelige søvn, som kun en varm barne-vejrtrækning på ryggen kan forårsage.

Og næste morgen er der heldigvis en glad og dødtræt Cille, som gerne vil med hjem efter en vellykket camp.img_4860Hun bruger hele formiddagen for sig selv i teltet, som vi har genopslået i gårdhaven.img_4866Her leger hun fredeligt med sine figurer, mens hun plejer sit behov for ro og alene-tid.

Og jeg konstaterer i mit stille sind, at så er Cille trods alt heller ikke blevet større i løbet af det halve døgn, selvom jeg har haft åndenød og krampetrækninger af al den mentalgymnastik, jeg er blevet udsat for som den lettere omklamrende Mor, jeg nu engang er.img_4867Og Den Lille-Store Skolepige fortæller mig om den fest, som figurerne holder, indtil hun fornemmer, at jeg ikke rigtigt hører efter.

“Mor, ved du hvad?”

Hun afbryder min tankestrøm.

“Jeg wish’er at den camp kunne være igen i aften, så jeg kunne komme afsted og være sammen med alle mine venner igen, for det var bare så sjovt”, siger hun eftertænksomt.

“Det kan jeg virkelig godt forstå, Cille, og det gør mig så glad, at du havde sådan en good time”, svarer jeg.

Ærligt og oprigtigt.

For det gør det jo.

Gør mig glad, that is.

For hvad ville alternativet være?

At hun var blevet hjemme, fordi hendes Mor ikke kan finde ud af at give slip og sætte fri?

Dén går jo heller ikke.

Det ville være ulykkeligt og ærgerligt. Og virkelig synd for hende.

Men i mit hjertes hemmeligste kammer gemmer jeg på en følelse af besidderisk veltilfredshed over at have hende hjemme igen.

Nu er hun min.

Og lidt Milles.

For en stund, ihvertfald.img_4863

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sour Susan og Little Nutbrown Hare