Grønthandleren

“Hello. Is this Mohammad? Hi, my name is Nita and I am arriving at the fruit and vegetable market now. Could you come and help me?”

Min veninde lægger mobilen fra sig og begynder at samle børn og tasker op fra sæderne i Regnskabschefens minibus.

Vi er netop parkeret i Al Aweer, et område ved Ras Al Khor i det nordlige Dubai.

Distancen mellem vores hjemmevante hvid-mands-ghetto i syd og dét her sted er 30 minutter. Men den mentale og kulturelle distance er af en helt anden dimension.

Det her er en mandeverden.

Fyldt af kjortler og håndtryk. Pengesedler i bundter og tilråb. Cigaretrøg og kaffe i små krus.Vi er her, fordi det er hjemstedet for Dubai’s Fruit and Vegetable Market.

Det lyder ret eksotisk, men der er så absolut intet, som gengiver en snas af Sydøstasiens fascinerende hustle and bustle gadeliv eller Sydeuropas rustikke, charmerende markedspladser.

Det her er et arabisk industrikvarter.

Fyldt af cykler, ladvogne og skrald i plumrede vandpytter.

Fyldt af mænd, der arbejder i gudsforladte rækker af hurtigt opførte haller med cementgulve og blege neonrør i loftet.

Varerne på hylderne køres primært B2B og i meget begrænset omfang som løssalg.Og de kunder, som normalt frekventerer hallerne, er tydeligvis ikke høje, blonde madammer fra Europa. Det er derfor, min veninde har ringet efter Mohammad, en flink grøntsagspusher med gode engelskkundskaber, der kan deale sydfrugter til rimelige priser på vores vegne.

Og der kommer han ud af hallerne – med trillebør og bredt smil.

“Hello and welcome, I will take you around, I will show you good quality and good price”, siger han og sætter straks retning mod boderne.Vi stikker ud som en sore thumb i mængden. Men vi ved hvad der forventes af os; vi afholder os fra øjenkontakt og lader Mohammad – en mand – tale for os.

Og her er forholdsvis roligt sådan en formiddag. Folk er på vej til moskéen, før de skal ud at handle og socialisere. Så vi peger og vurderer, snuser til frugter og får Mohammad til at presse priserne lidt for os.Børnene dimser omkring og scorer smagsprøver i boderne, hvor grønthandlerne velvilligt skærer mangoer og æbler op, så vi kan vurdere smag, friskhed og kvalitet.

“Mummyyyyy, må jeg få jordbær nu?”, spørger Mille utålmodigt og hiver mig i ærmet, mens jeg forsøger at følge med i de hurtige indtastninger på en ivrig grønthandlers lommeregner.Efter tre kvarters frem og tilbage mellem boder efter kartofler og grønkål, blomkål og appelsiner, har vi nået grænsen for alles koncentration.

Mohammad får drikkepenge og hjælper os over til bilen med dagens fangst.

Søde unger skal ud til dagslys og leg.Mødrene skal ud og væk fra et miljø, hvor vi ikke forstår en brik af kommunikationen og postyret omkring os. Det er trættende i længden.

Der er penge at spare ved at køre nordpå efter friske frugter og grøntsager. Helt sikkert.

Der er også en sjov og god oplevelse i at komme væk fra vores ghetto og ud i den virkelige verden.

Men en anden gang bliver det til levering på hjemadressen.

Der er trods alt grænser for, hvor længe og hvor ofte, jeg orker at have en mandlig pusher for at komme i nærkontakt med en flok gulerødder, avocadoer og mangoer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet