• ···
Verdens Værste Mor

Specialisterne

Har du set de 4 afsnit i DR’s programserie De skjulte talenter?

Hvis ikke, så gør det.

For de her talenter er 100.000 x mere interessante at opleve end de (mere eller mindre talentfulde) mennesker, der kunne finde på at stille op i et eller andet populært show i bedste sendetid.screen-shot-2017-02-21-at-11-30-39Det er mange år siden, jeg første gang læste om hvordan Torkil Sonne og hans socio-økonomiske virksomhed, Specialisterne, arbejder for at placere autistiske unge og voksne succesfuldt på arbejdspladser og i uddannelses- og arbejdsmæssige sammenhænge, som er afstemt efter personens behov, ønsker og evner.

Jeg blev dybt rørt første gang.

Og jeg er blevet det igen af programserien.

For findes der noget dejligere eller vigtigere for et menneske end at føle sig som en del af et fællesskab og at bidrage nyttigt, hæderligt og ærligt til et samfund?

Jeg tror det ikke.

Det er ofte det første, vi spørger en fremmed om.

“Hvad laver du så?”

Og der er næsten ikke noget, der kan knække moralen så meget som at stå uden for arbejdsmarkedet. Uden for det almindelige, forventede hverdagsliv. Dér, hvor man ikke længere kan svare klokkeklart på tiltalen: “Hvad laver du så?”

“Jeg er ramt af stress.”

Det har man måske ikke lige behov for at fortælle hele verden.

“Jeg har valgt at gå hjemme med mine børn”.

Åh, hvor jeg ikke orker at høre hende spørge nu, om jeg virkelig kan få tiden til at gå med det.

“Jeg har et alkoholproblem og er nødt til at få styr på mig selv”.

Det her er alt, alt for personligt til at dele med en fremmed.

“Jeg har det svært med mange mennesker i åbne rum”.

Og nu tror han, at jeg er skingrende sindssyg.

“Jeg er blevet fyret på grund af nedskæringer på mit område”.

Hvorfor skulle det ramme netop mig?

Det bliver langhårede og uventede svar til en overrasket modtager, som ellers forventer, at du hurtigt og resolut bekræfter, at du er projektleder, sekretær, sygeplejerske, lærer, tømrer eller noget helt sjette.

I de fleste menneskers tilfælde er der tale om en – kortere eller længere – periode, der trods alt er forbigående.

Men uanset om det er sygdom, fyring, fysiske eller psykiske diagnoser eller (som det var i mit tilfælde) en selvvalgt, uendeligheds-barselsorlov, der gør, at man står uden for arbejdsmarkedet, så skaber det en identitetskrise og en ensomhed, der er svær at sætte ord på over for alle andre, der spurter rundt og har travlt, mens de holder vigtige møder, har gode kollegaer og aftaler efter arbejdstid.

Så jeg tager hatten af for de her – modige – unge mennesker, der har valgt at stille op til programserien, og som velvilligt lader os få et indblik i deres liv og de udfordringer, som deres hjerner giver dem.

Udfordringer, der på ingen måde er forbigående eller kan forsvinde igen. De bliver der forevigt.

Og de evner, de er blevet begavet med, fortjener verdens største anerkendelse. Deres hjerner giver dem jo samtidig helt ekstraordinære muligheder og evner, der kan finde anvendelse i tusind sammenhænge. Komplekse eller simple. Unikke eller monotone.

Men det er hjerner, der adskiller dem fra alle os andre.

Hjerner, der giver dem en dyb følelse af ensomhed.

Af at være anderledes.

Af at misforstå verden og menneskerne i den – og selv at blive misforstået.

I mit nuværende job som støttelærer møder jeg stort set aldrig unge med autisme, men det gjorde jeg på min tidligere arbejdsplads, hvor der er en stor afdeling med støttelærere, som hjælper unge med alle former for udfordringer i skolegangen.

Der er et stort behov i Dubai for skoler med plads og rummelighed til børn og unge med forskellige former for/og grader af indlæringsvanskeligheder, fysiske, psykiske, sociale og emotionelle problemer osv.

Skoler for eksempelvis autister findes, men kun i begrænset omfang for velfungerende autister.

Der er også et behov for uddannelsescentre, som tilbyder vocational training – håndværksfag og andre former for tekniske eller praktiske uddannelser, sådan som vi har på tekniske skoler og erhvervsskoler i Danmark.

I Ørkenstaten er den eneste, farbare vej ud i voksenlivet tilsyneladende at gå på universitetet.

Og dén vej er ikke farbar for alle.

Langt fra.

Det ved enhver, der har opholdt sig på 1. semester af et vilkårligt universitetsstudium.

Og ind i mellem funderer jeg over, hvad fremtiden vil bringe nogle af eleverne, som er i færd med at sende college applications afsted til Canada, Australien og USA. Nogle af dem har ganske enkelt ikke den akademiske hjerne, der kræves af en universitetsstuderende.

Og det er i virkeligheden slet ikke noget problem. Overhovedet.

Hvis de blot havde et alternativ.

En anden farbar vej ud i voksenlivet.

Forhåbentligt kommer der fokus på det faktum, at ikke alle kan (eller skal) være jurister, økonomer og læger for at leve et godt og fyldestgørende liv.

Ikke engang i en Ørkenstat.

Det kommer nok.

Pludselig en dag står der vel en teknisk skole eller to i ørkenen.

Inshallah.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Verdens Værste Mor