Elsker dig forevigt

Verdens Værste Mor

“Heeeej, Emilie!”, udbryder jeg og bøjer mig ned for at kysse hende på panden, da jeg endelig finder hende i én af de sirlige rækker af siddende Kindergarten-børn. Hendes hud smager salt og håret er helt fugtigt af sved.

“Hér, Mummy, kan du fylde min water bottle up?”, spørger hun med et stort smil.

Det var Sørens.

Hvorfor har børnene ikke fået fyldt flaskerne op før de gik ud til Sports Day?

“Hvorfor kommer du så late, Mummy? Min Sports Day er allerede over og jeg har allerede gørt alle tingene, even den bouncy castle, som der var to af”.

Det lillebitte menneske ser op på mig med et trist blik.

“Hvad siger du, Mille? Jamen – det kan da ikke allerede være ovre? Klokken er jo kun lidt i 11, I skal da til at starte!”, svarer jeg.

Febrilsk, stakåndet og nu med paniksvedige armhuler.

“Oh, you just missed it all. Emilie did really great. She participated in everything”, konstaterer Miss Louise tørt, da hun ser mit vilde, flakkende blik.

“But….the secretary told me that KG2 would commence at 11”, svarer jeg. Forurettet. Med skuffelsen bølgende ind over mig. Parat til at tudbrøle, er jeg – hvis ikke det lige var for beherskelsens jerngreb, nu hvor bittesmå øjne betragter mig.

“No. KG2 classes are always on from 10”, svarer Miss Louise endnu mere tørt. Kan den kvinde snart blive tørere?

Jeg sætter mig på hug foran lille Mille.

“Mille, det her er jeg simpelthen så ked af. Skolesekretæren har givet mig helt wrong time, da jeg spurgte hende i morges, I am ever so sorry. Jeg lover dig, at vi finder på noget godt. Må jeg følge dig ind, så, i det mindste?”, spørger jeg med en klump i halsen og tårer i øjnene, mens jeg rækker ud efter hendes hånd.

“Det er okay, Mummy, jeg forstår det godt”, svarer Mille med et forsigtigt smil og slår armene omkring mig, som om hun så let fornemmer, at jeg er lige ved at krakelere. Over at have misset hendes allersidste KG Sports Day. Dér, hvor de stadig hopper i hoppeborg og leger med faldskærme, mens de synger. Den sidste. Næste år er det Big School og jeg kan næsten ikke bære det.

Jeg ringer til Martin, da Milles lille hånd har sluppet min.

Min livline.

Og mens jeg endnu har beherskelsens jerngreb om min hals, lader jeg tankerne strømme. “Og Mille ved så udmærket, at vi begge deltog ved Cilles Sports Day i mandags – og nu ved hun så også, at jeg ikke kom til hendes, men det var jo en komplet misforståelse. Jeg skulle aldrig have spurgt sekretæren om tidspunktet. Jeg skulle have ringet til dig. Men hun er jo dén, der sender tiderne ud, så kunne man ikke godt have troet, at hun vidste det?”, sukker jeg ned i røret til verdens tålmodigste mand, som lader min talestrøm sno sig i skuffede cirkler.cecilie-sports-day-2017img_4592-1img_4597-1Det betyder alverden for små mennesker, at deres forældre ser dem, når de optræder eller deltager i et eller andet. Alverden. At de kan vinke og pege og smile til de voksne, som står der med deres lysende stolthed. Og jeg elsker at være dén Mor, der vinker og peger og smiler igen.

Nu er jeg i stedet dén Mor, der misser øjeblikket.

Det fortæller jeg skolesekretæren lidt senere. Selvom hun udmærket ved det, for hun er selv Mor.

Jeg fortæller hende også, at jeg lige nu føler mig som verdens værste Mor, fordi melodramatikken i mit indre runger ud af min mund.

Det tager skolesekretæren lidt tid at få sagt undskyld. Hun har vist svært ved at acceptere, at hun er kommet til at give forkert information og dermed har fået skrammer på selvforståelsen, præcist som jeg selv.

Accept er – morsomt nok – det allersidste emne, Fru M kort berører på mit seneste selvudviklingskursus, der sluttede i tirsdags.

Accept af dét, vi ikke har mulighed for at ændre på eller gøre om.

Accept af dé ting, hændelser, uheld, ulykker og så fremdeles, der ligger uden for os.

Dér – uden for vores rækkevidde – hvor vi ikke har indflydelse og derfor må lade Universet råde.

Onsdag ender således – morsomt nok – med at blive en lille øvelse i accept.

Og Universet viser storsind ved at sende mig en overskuelig øvelse – trods alt. Der er jo ingen, der er kommet noget til. Der var tale om en Sports Day.

Jeg må acceptere, at sekretæren har givet mig et forkert tidspunkt. Det er et hændeligt uheld. Den slags kan ske for enhver.

Jeg må acceptere, at jeg således ikke får deltaget i Milles arrangement – og at jeg trods de allerbedste intentioner, får jokket lidt i spinaten. Et ganske menneskeligt træk. Den slags kan ske for enhver.

Og barnet?

Hun er selvfølgelig forlængst videre. Børn dvæler ikke på dén måde. De vader ikke rundt i kvælende kvaler. De accepterer. Intuitivt. Umiddelbart.

Sorgen sidder kun tilbage i Moderdyret, selvom hun arbejder intensivt på at genlære den accept, som Mille ejer så fint og naturligt.

Idealbilledet af Den Allestedsnærværende Mor har fået en fin ridse i lakken.

Og så kommer idéen til mig.

Jeg henter da bare Mille tidligt og inviterer hende til at vise mig alle de superseje aktiviteter, de havde om formiddagen på sports field. Og så filmer jeg hende, så vi kan vise det til Farmanden om aftenen, præcist som vi gjorde med Cille et par dage forinden.

Og barnet ser overrasket op på mig, da jeg henter hende tidligt i After School Club. Hun er helt med på idéen om at vise mig det hele nu. Selvfølgelig da!img_4670

img_4673

Og hun vil også gerne bage kager med mig om eftermiddagen, så forslåede Mummy kan få et formildende Mille-plaster på såret.

Således går Mille og jeg den forlængede weekend i møde.

Med fornyet energi og tro på, at alt godt kommer til os, sålænge vi prøver os frem og gør vores bedste.img_4652

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

4 kommentarer

  • Sussie storch

    Åh Tine det var vel nok uheldigt og synd for jer allesammen.Godt Millemusen tog det så pænt.
    Kram til jer fra farmor 💗💗💗

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Ja, det var lidt uheldigt og ærgerligt. Men Mille opfattede det egentlig ikke så negativt – hun skulle bare lige sikre sig, at tandfeen nu også kom 😀
      Knus til dig, Farmor

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Du er den bedste mor❤C og M er heldige❤😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Nej – det er du, min dejligste søster!!!! Love you!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Elsker dig forevigt