Sne i en ørken

Min indre besjæling med vejret fortsætter derudaf.

Derfor byder weekenden på en fin kombination af indre tumult, regnvejr og sandstorm, som udvikler sig til én stor pærevælling af en sandkage med dertilhørende væltede palmer og træer i hvid-mands-ghettoerne.

Dubai er ikke bygget til regn og kulde. Let’s face it.

Der drypper vand fra loftet i den ellers så nydelige restaurant, hvor jeg dulmer mit Mor-savn i en balje hvidvin fredag aften. Men vi er efterhånden vant til at bygningerne græder, når det regner, så vi finder bare en stofserviet og et vandglas frem, som dråberne kan droppe ned i, mens vi spiser ufortrødent videre. Who cares anyway?

Ingen gider forsegle vinduer og døre sådan for alvor.

Ingen gider reparere huller i tagene eller lave ordentlige dræn og afløb.

Det regner jo aldrig i en ørken – lige indtil det rent faktisk gør det.

Denne gang når vi ikke sidste års stormvejrshøjder, så jeg kan desværre ikke fremtrylle billeder af nyetablerede floder eller kajaksejlads i villakvarterer. Men sådan hér så der ud tilbage i marts 2016:

Det var såmænd blot en regnvejrsdag

I stedet for brusende vandmasser, får vi denne gang en usandsynlig koldfront ind over os.

Nu er det ikke sådan, at jeg forventer den helt store medfølelse eller medynk fra Dannevang, når jeg fortæller, at der pludselig kun er 10-12 grader “varmt” i en Ørkenstat.

Jeg ved godt, at vi ikke kan battle på windchill-faktor og gemen råkulde med jer i det kolde nord, men I må forstå, at det er et kulturchok af dimensioner, når vi er nødt til at finde strømper frem for at kunne gå på de evindelige flisegulve. Og vi har ingen radiatorer eller brændeovne, så vi må rode i gemmerne efter en bette sweater og tilberede varm cacao, mens vi betuttede ser ud på regnen, der driver ned ad ruderne og danner finurlige mønstre i samarbejde med det allestedsnærværende sand.

Faktisk bliver her så koldt, at der på landets højeste punkt – bjerget Jabal Jais i Ras Al Khaimah – er et gedigent snefald (og -2 grader), så der kan produceres emirati-snemænd for første gang i mands minde.

https://www.facebook.com/GulfNews.UAE/videos/1391624300903824/

Uventet sne, regn og vind gør, at vi bøvler rundt med alle arrangementerne, der løber af stablen her i de koldeste måneder, hvor sportsfolk og andet godtfolk kan udholde at udfolde sig udendørs.

http://gulfnews.com/news/uae/weather/temperature-dips-as-strong-winds-hit-uae-1.1972454

Omega Dubai Desert Classic, Tour Dubai og RedFestDXB for blot at nævne et par af de arrangementer, som må aflyses og/eller udsættes, fordi kraftig blæst i en ørken er lig med sandstorm. Og sandstorm er noget shit. Det bliver man hundesyg af at være ude i. Ikke overraskende bliver Mille ramt af sin tilbagevendende allergiske bronkitis-lignende hoste, lige så snart der er sand i luften. Men vi ved præcist hvordan vi skal behandle hosten nu – og i dag er hun igen frisk som en havørn.

Og efter storm kommer som bekendt stilhed.

Både i den ydre verden og i min indre verden.

Efter regn og tårer hæver der sig en fin, klar vinterhimmel med cirrusskyer og spæde solstråler, der lover forår og bedre tider.Det er næsten rart at skutte sig en smule i kulden nu. Næsten.Og mens jeg betragter Cille, der træner golf og Mille, der løber omkring med en lille veninde, sender jeg kærlige tanker afsted på ryggen af et vindstød til min Mor, der burde sidde lige hér ved siden af mig med klikkende strikkepinde og kaffe i et krus.Det er okay.