Besjæling

I dag afspejler naturen min sindsstemning til perfektion.

I litteraturen er det dét fænomen, der (på engelsk) kaldes for pathetic fallacy og som anvendes i stor stil af forfattere, uanset genre.

På dansk hedder denne form for billedsprog ‘besjæling’.

Og jeg er stærkt besjælet med dagens vintervejr i Dubai, der byder på blæst og jordnære, rullende skyer af sand, som får øjne til at løbe i vand, næser til at nyse og halse til at hoste tørt og kradse som sandpapir.

Kroppen er i en form for irritabelt alarmberedskab, når der er sandstorm.

Og sådan føles mit indre også.

Irritabelt. Træt. Støvet.

Føj hertil en mulighed for regn, hvilket er ekstraordinært mærkværdigt i en Ørkenstat.

Regn er der også i mit indre.

Og årsagen er at finde i den ydre verden.

Mormors ferie er nemlig ovre og i morges har hun sat sig til rette i en metalfugl med nordgående retning.

Bag sig har hun efterladt en lind strøm af gode sager.

De sødeste afskedsbreve og pengegaver til pigerne.Gærdej i køleskabet, så jeg let som ingenting kan bage boller til Martin i morgen tidlig, mens han sover velfortjent længe.

Knasende knækbrød til madkasserne.

Smukke roser til mig, fordi jeg er mig.Og selvom det varmer om hjertet at mærke hendes tilstedeværelse efter afrejse, så gider jeg det fandeme ikke.

Hun skal være lige hér og kaffesøstre den i al evighed med Mille efter skole.Hun skal være lige hér og begejstres med de stolte forældre over en Cille-pige, der stråler af glæde over at synge kor til skolens musical.Hun skal være lige hér til at gå aftenture med mig.

Til selvforkælelse med massage og pedicure.

Til at strikke i takt til golfslagene, når pigerne er til træning.

Til at jamme med mig over livets store og små spørgsmål.

Hun skal være lige hér til at tage ud på nye, åbne vidder med mig.Hun skal være lige hér til voksenhygge og deling af stort og småt, der rammer vores lille familie.Og det er hun ikke mere.

Hverdagen kalder på hende hele vejen fra Danmark.

I virkeligheden er det jo en god ting.

At min Mor har et velfungerende arbejdsliv og en masse aktiviteter at tage sig til i sin egen tilværelse.

I virkeligheden er det dybt egoistisk, at jeg vil have hende her hos mig og for mig selv.

Det er jo en gave at hun har tætte familiebånd vidt og bredt, gode venskaber, flinke naboer og en masse hobbies, som holder hende beskæftiget og glad i låget.

Jeg skal bare lige over den næste uges tid, hvor savnet gør ondt, ondt, ondt.

Og under disse så sørgelige omstændigheder er det jo et umanerligt held, at jeg har 3 venner i nøden, som velvilligt indvilliger i at dulme sorgen og længslen med store pizzaer i sofaen, en familiefilm fra AppleStore og et ærligt sukkerchok til dessert.

Mor, kom nu snart igen.Du skal kilde Cille i sofaen.