The Mistress

“Hej Skat, hvordan går det?”, spørger jeg med udpræget venlighed ned i mobilen.

Mormor, Mille og jeg ligger ved pool’en på en langstrakt, lun vinterdag.“Jamen det går sådan set fint. Jeg har fået sendt de vigtigste mails”, svarer Regnskabschefen fra sit interimistiske skrivebord i spisestuen.

“Nå, det lyder da dejligt”, svarer jeg, mens jeg tester vandene.

“Skulle du så ikke tage at komme herover til poolen og få en frisk dukkert?”, fortsætter jeg.

“Joeh, det kunne da godt være. Er I ikke stået op og er I så ikke færdige med at bade?”, spørger han, helt uskyldigt.

“Nej, slet ikke, Skat, Mille vil vildt gerne bade med Farmand”, returnerer jeg med forstørret entusiasme.

“Og nu du er ved det, ikke? Kunne du så ikke lige lave lidt kaffe til os og medbringe lidt snacks, så er du sød”.

Klik.

Forbindelse afbrudt.

Finito.

Jeg fik den reelle besked leveret. Muligvis ikke ligefrem med elegance, men så er det jo et held, at Regnskabschefen er den ideelle medspiller.

Prøv at se ham engang – hvor sød og rar, han er – selv når han bliver snydt og udnyttet.Jeg er heldig på så mange planer. Med min familie og med livet sådan helt generelt.

Weekenden har virkelig været én lang daseferie for undertegnede og resten af slænget.

Og den slutter alt, alt for brat.

På en solskinssøndag.

Så med skuldrene på rette plads og et trav så langsomt, at det snarere kvalificerer til vaden, får jeg forsigtigt gennet to små skolepiger ind i deres klasser og mig selv ind i Year 9.

Jeg spiller meditationsmusik for teenagerne, mens vi diskuterer og læser om transgender. De ser også ud til at kunne bruge en rolig morgenstund, ligesom jeg selv.

Hvorfor skal skolen også starte så forbandet tidligt i en Ørkenstat?

Og der er no way, jeg kan starte ud for fuld speed idag. Det er menneskeligt umuligt efter den mest afslappende og beroligende weekend i kvindes minde.Vi er bogstavelig talt blevet vugget til en salig indre ro.

Ombord på The Mistress. Den fineste katamaran, som vi har været så heldige at blive inviteret ombord på af de sødeste, mest gavmilde mennesker.

Vi nyder en hel fredag på havet. For fulde sejl.Vindens susen i ørene og sejldugens blafren er den eneste lydkulisse til den ene vidunderlige udsigt efter den anden.

Hvis man da vælger at sidde og kigge ud og ikke direkte op i den blå himmel.

Det er nemlig heller ikke værst at lægge sig helt fladt på ryggen og mærke bølgernes skvulp og sende gode tanker lige op i himmelrummet over os.Vi stævner ud fra Dubai International Marine Club (DIMC) i Dubai Marina og passerer The World-øerne, den nye Water Canal og hele Dubais fænomenale skyline med ikoniske Burj Al Arab, Jumeirah Beach Hotel, Burj Khalifa og så fremdeles.

Kaptajnen er en yderst erfaren sejler, som elegant manøvrerer sejlene fra tid til anden. Han kender sin katamaran til fingerspidserne og lader sig ikke distrahere af børn og voksne, der hopper omkring eller sidder på rebene på det forkerte tidspunkt.

Vi socialiserer, snack’er og snakker i et væk og skifter position nu og da, når et eller andet spændende dukker op i farvandet.Efter et par timers sejlads sænker Kaptajn Affan ankeret i en lille bugt ud for Four Seasons-hotellet. Her er vandet cirka 6 meter dybt, og han trænger til en forfriskende dukkert i det klare, kolde havvand.Mange af bådens gæster hopper i havet, der ‘kun’ er omkring 20 grader varmt for tiden. Alt for koldt til forkølede, rustne Kaalund-vikinger, der gerne lige venter en måned eller to, før det bliver sådan for alvor rart at bade igen.

Vi er også allesammen blevet dødsultne af den friske havluft og laver det lækreste sammenskudsgilde til frokost, mens vi skåler i champagne.Pigerne spiser kun lidt og bruger det meste af tiden på at balancere rundt på båden, der er noget så spændende med trapper og gode gemmesteder. De klatrer og snor sig og dypper hænder og fødder i det brusende havvand.

Lige indtil Mille bliver lullet i en fredfyldt middagssøvn og Cille bliver hypnotiseret af at spille spil på mobilen for en stund.Min Mor og jeg stornyder udsigten og selskabet.

Det er en helt unik oplevelse for hende at tage med hjem i bagagen til det kolde, mørke nord.Og da solens stråler bliver lange og sweateren må findes frem fra rygsækken til at varme kuldskære kroppe, glider vi let og elegant ind i marinaen igen.

Kaptajnens kone tilslutter elektricitet på kajen og så drikker vi dampende varm te og kaffe, mens vi fortærer hendes lækre frugttærter som afskedssalut efter den skønneste dag.

♥ Tusind tak, kære Affan’s, fordi vi måtte være med og få denne oplevelse sammen med jer ♥

Vi kommer igen, ligeså snart det kan lade sig gøre – for dét her er da den bedste fredags-aktivitet ever!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet