• ···
Al Ain

Angsten for rudekuverter

Pensionsselskaber.

Pengeinstitutter.

SKAT.

Forsikringsselskaber.

Kommunen.

Revisoren.

Nem-ID. Slem-Idé.

E-boks. Nutidens rudekuverter i elektronisk postkasse.

Jeg oplever en (gudskelov forbipasserende) panikangst, når elektroniske rudekuverter indløber i min E-boks.

Panikangst på den der håndfladesvedende, hjertebankende måde, som gør, at min hjerne ryster i dens skal, og lystavlen derfor kun kan fremblinke et tøvende spagt “jeg fatter ingenting”.

Skuldrene synker og jeg bliver helt lillebitte og ubehjælpsom.

Så langt det meste af tiden bliver dokumenter og transaktioner ordnet af Martin.

Det er sødt af ham. For han ved, at jeg kløjs i det.

Men det er også en dum renden-fra-ansvaret, er det.

Jeg er 38 år og kan faktisk godt læse.

Det er på tide, at jeg bliver mere end bare forklædt som voksen.

Og både min fornuft og erfaring siger mig, at det er pissevigtigt at læse og besvare beskeder fra offentlige myndigheder, banker, pensionsselskaber og andet godtfolk, som kan komme til at gøre nogle virkelig åndssvage ting, hvis ikke man får fat i dem i tide og får forklaret sagens rette sammenhæng.

Problemet med alle de her breve fra pensionsselskaber og SKAT er, at de er formuleret i et arkaisk, klerikalt sprog, som ingen forstår et dyt-dyttelyt af, medmindre de er virkelig kloge og muligvis selv arbejder inden for området, eller har gået på et eller andet snedigt juridisk eller økonomisk kursus på CBS.

Tror jeg nok.

Eller også er det bare en trøste-bortforklaring som jeg forærer mig selv, når jeg føler mig lost in translation i Bermuda-trekanten mellem bank, SKAT og revisor.

Det er følelsen af at være dum, som jeg opponerer imod.

For der findes da ikke ret mange værre ting end at føle sig inkompetent og ignorant, gør der?

Og hvorfor skal det være så svært at forstå en årsopgørelse fra SKAT eller de juridiske betingelser for sammenlægning af to pensionsopsparinger?

Er jeg den eneste i verden, som ikke forstår et huk af det?

Seneste rudekuvert – som tilmed var et gammeldaws fysisk et af slagsen – angriber jeg her til aften med en fundamentalt ny tilgang.

Nu bliver det på Tines måde.

Så i stedet for et ubehjælpsomt forsøg på at replicere Danica’s slimhindeudtørrende funktionær-lingo, skriver jeg til dem, som det løjerlige menneske, jeg nu engang er.screen-shot-2017-01-25-at-20-53-34Og jeg håber inderligt, at modtageren – som jeg forestiller mig er en slank, tørvetrillende mand i starten af 40’erne, der er ivrig triatlet i sin fritid – får dagens sundeste, mest hjertelige grineanfald, når han læser mine henvendelser skrevet på min måde og fra min side af virkeligheden.screen-shot-2017-01-25-at-21-08-04Sådan.

Ikke så meget fis.

Kun en kende sarkastisk distance til modtageren, som rent faktisk fortjener det, når nu de i deres fine rudekuverter beder om at alting skal foregå på præcist samme måde i udlandet som i Danmark.

Så kære Danica –

Tax Identification Number (TIN) findes sjovt nok ikke i et land, der ikke har et skattesystem.

Og nej, jeg kan så heller ikke lige kontakte de ikke-eksisterende skattemyndigheder for at få nummeret oplyst, i tilfælde af at min bank ikke kender til det.

Jeg kan heller ikke lige sende mit nye CPR-nummer eller de oplysninger, der står på mit ikke-eksisterende sygesikringsbevis, fordi…du har gættet det…vi kører sgu’ heller ikke lige med CPR og offentlig sygesikring.

Godnat, Skat.

Og Danica, ikke at forglemme.

Sov godt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

2 kommentarer

  • Line

    Tine…. Jeg er i præcis samme tilstand som dig… Min hjerne slår fra og fortæller mig allerede inden jeg har læst det, at det der kan den ihverfald ikke forstå. Min kære mand ordner også de fleste af disse ting og sager, men jeg føler mig sgu også dum engang i mellem når han begynder at stille mig kritiske spørgsmål til dit og dat om pengesager, skat og forsikringer. Det kan sommetider irritere mig, at jeg ikke er bedre til at sætte mig ind i disse ting, men igen… Så ordner vi jo så mange andre ting for dem…ik? :o)))

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Jo, Line – vi ordner masser af andre ting og husker og sørger for og arrangerer så hatten passer!
      MEN: Vi bør øve os.
      Der er ingen vej udenom.
      Det gælder jo for hulen vores egen fremtidige økonomi også….Men jeg gør det vrangvilligt og er begyndt at skrive på min egen måde, når jeg skal besvare henvendelser fra diverse banker og selskaber. Jeg er færdig med deres klerikale kontorsprog. De må lære at skrive, så vi andre kan være med 😀
      Knus fra Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Al Ain