Flatima og varm-ivatoren

Mille skutter sig under dynen.

Der er kun omkring 20 grader om aftenen her i vinterens Ørkenstat, så der er jo intet at sige til, at det stakkels barn fryser og har istap-tæer, der skal varmes mod mine inderlår.

“Mor, jeg ville ønske, at vi ikke kun havde en kold-ivator på vores roof. Vi skulle også have en varm-ivator to keep warm in the night, tænker jeg”.

Jeg putter Mille længere ind under dynen som et lydløst svar på tiltale.

“Mor, læg dig oven på mig, please”, ler hun så. Helt tilfreds med egen fikse idé.

Jeg gør som barnet befaler og siger: “Så! Nu bliver du helt fladmast som en pandekage, Mille”.

Og ungen svarer prompte: “Mor, når jeg bliver helt flad, så kan du kalde mig Flatima. Det er li’som Cilles Arabic teacher hedder Fatima og hun er helt fat”.

Priceless 4-årlinger.

Med deres fabulerende sprog og kringlede hjerner, der løber over med fantasifulde scenarier.

Måske er du selv forælder til sådan en størrelse.

Måske passer du én.

Måske har du bare den uforpligtende fornøjelse at kende én.

4-årlinger er sjove og udfordrende for forældre, lærere, pædagoger, søskende, legekammerater og andet godtfolk, som skal forsøge at holde trit med deres nyfundne selvbevidsthed.

Der er ikke tale om tilbagevendende to-årlings-trods-alder, uha-da-nej, for dén formulering har min alle-børns-elskende Mor lært mig, er helt forkert at anvende.

Der er snarere tale om et trin op ad selvforståelsens trappe.

Et syvmileskridt mod selvstændighed og frigørelse fra Mummy, som på samme tid føles frygtindgydende og storartet.

I løbet af forskrækkelig kort tid er Mille ihvertfald gået fra tumling til pige.

Jeg er ikke helt sikker på præcist, hvornår skiftet skete.

Måske i sommers?

Måske i julen?

Måske i forgårs?

Hvor forsvandt det hundehvalpede, klumpedumpede og babybløde hen?

Hvornår blev vi efterladt med en lang, lemmedaskende pige med formfuldendte argumenter, der kan sætte enhver til vægs og som vejer så meget, at jeg knapt kan slæbe hende op på værelset, når hun har en lige rigeligt kraftfuld fremtoning?

Jeg husker ikke dette skift på samme måde i Cille, som vi altid har kunnet tale til fornuft (omend hendes evne til at argumentere langstrakt heller ikke kommer fra fremmede).

Måske ænsede jeg det ikke i Cille. For der var slet ikke den samme tid til at pille navle og fundere, som der er nu.

Cille startede også i skole ugen efter sin 4-års fødselsdag. Hun var tilmed blevet storesøster et halvt år tidligere. Der var – i det hele taget – fart over feltet for samtlige familiemedlemmer i dén periode.

Men bitte-lille-store Mille er skolepige på 2. skoleår, fordi skolen starter (alt for) tidligt i en Ørkenstat.

Og intet går stille af sig med hende. Hverken i klasseværelset eller derhjemme.

Hver dag er en fornøjelse og en udfordring.

Alting fortjener en hujende fanfare og en veritabel nedsmeltning – oftest efterfulgt af verdens varmeste krammer.

Og når dagen er omme, har vi de skønneste samtaler af den slags, som man kun kan have med børn. Faktisk har Mille omtrent tusind samtale-krumspring på lager for at undgå at falde i søvn.

Her er én af klassikerne i repertoiret:

“Mum, can we talk’e about God? About his son, hva’ nu han hedder?”

“Jesus og jøsses, Mille”, svarer jeg. Efterhånden en smule træt af langstrakt putteseance.

“Jøsses?! Jesus, ham er hvad jeg mener. Hvad hedder hamses Mor og Far mon?”

“Maria og Josef”, svarer jeg.

“Hvornår er det Jesus’ fødselsdag igen? Throw’er de ham en juletræsparty med gaver, tror du, hva’ Mor?”

“Der er jo et helt år til Jesus’ fødselsdag, for vi har lige fejret det i Danmark, ikke? Og når nu det er Juleaften, så tror jeg da bestemt, at han også får et juletræ og julegaver ligesom os”, svarer jeg.

“Jeg tænker, at jeg vil skrive min Christmas wish list lidt earlier this year, Mum”, fortsætter hun. Ufortrødent.

“Okay, jamen, det lyder fint. Faktisk tænker jeg også, at vi skal hygge med juleting lidt tidligere i år end sidste gang. Det blev lidt hektisk til sidst”, svarer jeg og glemmer fuldstændigt, at ungen er en tidsrøver, der er i færd med at narre den mindre kloge .

“Min wish list skal sige gulerødder. Dem skal jeg give til Julemanden, som skal give dem til sine reindeer. Jeg wish’er at se dem reindeer. Kan man det, hva’ Mor?”

“De er usynlige og magiske, Mille. De flyver henover himlen, jo. Jeg tror, at det bliver næsten umuligt at komme til at se rensdyrene, men ønsk du dig gulerødder under alle omstændigheder”, svarer jeg.

“Jeg wish’er også en fake butt, Mor. En som ikke skal lorte. Vil det ikke være smart?”. Ungen er – naturligvis – på vej over i det anale, fækale univers, som kun en vaskeægte 4-årling virkelig forstår at værdsætte.

“Jo, det vil da måske være meget smart at være fri for det, Mille, men tænk, hvis de leverer den modsatte slags til dig, som lorter hele dagen lang, hvad vil du så gøre?”

Ungen griner nu højlydt.

Taknemmeligt publikum, er hun.

Og jeg er åbenbart sådan én, der hopper med på narrestreger og krumspring hver eneste gang.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet