Forbindelse

Upassende

I aften er jeg præcist dén type kvinde, som Frank Hvam tænder på, hvis man da skal tro en smule på hans gamle stand-up-show, Upassende.

  • I 40erne (tæt ved, ihvertfald)
  • Har gennemgået to vaginale fødsler (jepper’di, batshit sexy cookie)
  • Så dødhamrende træt, at jeg helst vil ligge i min seng – uden selskab, tak – kl. 22 (tjeeeek).

Sådan er det, når man er working mama og medspiller i det der ‘lange parforhold’, som Hvam omtaler med et træt udtryk i sit gummiansigt.

Der er sgu’ så mange ting at blive træt af.

Tag nu for eksempel i dag, hvor jeg er tvunget til at udføre inspektionsarbejde på 30 kollegaer i 7 stive timer, i stedet for at befinde mig i meningsfyldte klasseværelser, som jeg plejer. Management documentation, som de ikke selv er villige til at udføre. My ass.

Der er også lektier.

Ikke livslektier, nej.

Den anden slags.

Skolelektierne, der gør ondt i både hjerner og nerver.img_4114Med 7-årigt pligtopfyldende barn, som selvfølgelig hellere vil gøre et ærligt forsøg på at overtale mig til at male med pensler end at læse en lam læsebog af idéforladt, britisk herkomst.

Med 4-årigt udfordrende barn, som åbenbart skal trænes ekstra i at genkende bogstaver både som tegn og lyd, fordi hun ‘lige mangler det sidste level of confidence‘, som læreren så høfligt formulerer det i en alt for flygtig skole-hjem-samtale.

Der er school-trip-formularer og consent-forms, som skal sendes ind i morgen med lige penge i en konvolut.

Der er rod i kalenderen og aftaler, som skal sorteres, udredes og re-arrangeres ved hjælp af 117 Whatsapp-beskeder.

Der er muggen Bob-kat, som mjaver indtrængende og fremviser et stort bid på halsen og ved munden, fordi han tydeligvis ikke er nabolagets alfahan. Not anymore.img_4118Tilsæt et styks ulykkelig Maricel, som lister stille rundt og forsøger at vænne sig til tanken om, at der går 12 lange måneder, før hun igen kan slå armene om sin søn og sin mand. Det giver mig mavepine og hjertesmerte og hjernekvababbelse at udholde. Selvom jeg ved, at hun er her så ‘frivilligt’ som en fattig filippiner nu kan være. Selvom jeg ved, at vi behandler hende godt, gavmildt og respektfuldt. Selvom jeg ved, at vi hjælper sønnen til et bedre uddannelsesniveau for en bedre fremtid.

Og så er der vores mentalt-drænende, uudtalte problem. Uudtalt i blog-sammenhæng, forstås.

Det er den store, tunge sky af bekymring om arbejdsmuligheder og fremtiden i Ørkenstaten, som har hængt over os i 9 måneder nu.

Og som ingen ende vil tage foreløbigt.

To merge or not to merge, that’s the question…

Og mere kan jeg vist ikke sige om dén sag.

Så hen under aften gør jeg det.

Trækker sko på.

Lister musestille ud af døren, før nogen kan nå at slå armene omkring mine lår.

For at gå en tur med udsigt til den smukkeste, pastelfarvede solnedgang.

For at få et øjebliks fred.

For at få mig selv for mig selv.

En lille gestus, kan det måske synes.

Men at tage sig tid til gåtur i eget selskab, er faktisk ikke ubetydeligt. Det er én ud af en lang række vigtige selv-handlinger, som jeg lærer meget mere om lige nu på Fru M’s fantastiske selvudviklingskursus.

At ære mig selv ved at lytte til og gøre dét, som min sjæl, mit hjerte og min hjerne har behov for.

En gåtur. I fred.

Et bad. I ro og mag.

Så om lidt letter jeg på æsken med favorit-sagerne og stiller mig under den varme bruser.img_4119Bagefter sprayer jeg beroligende pillow-mist ud over min pude.

Og så lægger jeg mig.

Tidligt.

Fordi jeg trænger til skønhedssøvn.img_4122Rock ‘n’ roll, baby. Knapt 40 år, vaginalt-fødende, udmattet Mor-type.

Som vil stige mod drømmeland, mens jeg sender Universet en serie taknemmelige tanker.

For der er heldigvis masser at være taknemmelig for og over hver eneste dag. Uanset truende skyer i horisonten og tunge spekulationer i hovedet.

Min trætte Mor-krop – som er sund og rask, eksempelvis. Og præcist, som den skal være, ifølge verdens aller-sødeste mand, som jeg er så heldig at være gift med.

Mine to døtre, der heldigvis har sjovere ting i livet at tage sig til end at læse læsebøger med deres Mor.

Maricel, som hjælper mig hver eneste dag med alt. Alt.

Dejlige venner, en skøn familie og gode kollegaer, som hver eneste dag får mig til at le højt.

Der er den danske Mor på cykel, der stopper mig i aften på gåtur i ghettoen og bekendtgør, at jeg bare skriver så godt og rammende, at hun altid har lyst til at læse mine blogindlæg.

Listen er uudtømmelig.

For jeg er den heldigste kartoffel.

Og i morgen er der atter en dag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forbindelse