Okay.
Jeg har gennemlæst mit Nytårs-blogindlæg.
Det er stramt.
Vredt og hvæsende.
Ved så
Se næste indlæg >
Langstrakt
Bob-katten ligger og ligner et præcist billede på min sindstilstand. 
Han er helt nede i gear.
Helt nede.
Hele weekenden er foregået i denne her form for langstrakthed.
Der har været tid til de mest utrolige ting og sager.
Til samsovning langt op ad formiddagen og nybagte boller.
Til trampolin-hopperi (eksklusiv Bob-kat, selvfølgelig).
Til langsom morgen-nussen-rundt i gårdhaven, som står så fin og blomstrende og grøn i det skønne vintervejr.
Der har været tid til tusind praktiske ting.
Indkøb.
Rengøring.
Nedpakning af julepynt.
Oprydning på den onde klinge.
Organisering af stumper og stykker efter 14 dages juleferie.
Dyrepasning hos Familien M.
Men der er også altid tid til en gyngetur i solskin. Og til lektielæsning i ro og mag. For én gangs skyld.Og vi belønner vores store engagement i livets mere eller mindre syrlige pligter med en familietur i “Flip Out” – Dubai’s bedste trampolinland – og en tur i biffen for at se “Moana”, som viser sig at være en fin, lille Disney-film med (endnu) en stærk heltinde.
Det er forunderligt, som tiden har en evne til at strække sig og trække sig selv i langdrag, når jeg har allermest brug for det.
Konceptet med at ‘strække tiden, når man har behov for det’, har jeg (som så meget andet) lært af Fru M på ét af hendes kurser.
Det er jo “bare” et mentalt trick, om man vil.
Men skidtet virker.
Endda i praksis.
Du kan – ganske enkelt – beslutte dig for, at du ‘når det’.
Og så når du det.
Simple as that.
Og jeg skal nok lade være med at sige, at det er Universet, som hører dig, men lade dig blive i mere beroligende tanker om, at det er dit indre urværk, som guider dig hen mod at nå det møde eller den opgave, som du har sat dig for til et bestemt tidspunkt.
At jeg selv sender ønsket om at nå et eller andet ud i Universet, dét er en helt anden historie – og muligvis en langhåret én af slagsen.
Men fordi weekendens tid helt åbenlyst er elastisk, når vi også at hoppe i bølgerne på Kite Beach med gode venner.
Og det er ikke kun mig forundt at lege med tiden.
Også børnene taber fornemmelsen for tid og sted i deres koncentrerede leg.
Dét her er så tiltrængt.
Så kærkomment.
Så nødvendigt oven på en komprimeret juleferie og første uges hverdage.
Nu er der tid til leg i uendeligheder.
Og afslapning mindst lige så længe.
Dubai-vinter. Jeg elsker dig. Af hele mit hjerte.
Dejlige billeder. Og jeg er helt vild med katten.
Gustavo Woltmann