Maricels jul
Dagene triller afsted i en rus af sukker og alkohol. Tilføj en vildsvinekølle, et par krondyrmørbrad, en stak pandekager, et fad æbleskiver og diverse klassiske julefrokostretter, som vi er så heldige at blive trakteret med, når vi turnerer rundt i det nordsjællandske hos venner og familie.
I mens vi spiser os en pukkel til i Moderlandet, er Maricel – vores hushjælp – rejst til Filippinerne for at gense sin familie.
Hun har ikke set sin 10-årige søn i et helt år.
12 måneder uden at kunne holde ham, trøste ham, grine med ham, lege med ham, indsnuse hans barneduft.
Hvis du selv er forælder, virker et års adskillelse fra dit barn utænkeligt, ikke?
Den eneste svage trøst er, at drengen er i gode hænder hos sin mormor og oldemor.
Men der er noget naturstridigt over at overlade ens barn til andre – uanset at de også elsker ham og vil ham det bedste.
Maricel har selvfølgelig heller ikke set sin mand i et år – eller bedstemor, forældre og alle de andre familiemedlemmer og venner, som hun elsker og savner i sin hverdag hos os i Dubai.Rent lovgivningsmæssigt er man forpligtet til at give ens hushjælp en årlig hjemrejse samt en måneds løn, mens hun er afsted.
Men der findes mange sørgelige historier om nannies, som ikke får dén mulighed af deres familier, selvom den er lovpligtig.
Der findes også mange gode historier om nannies, som får ekstra hjemrejser af deres familier, fordi de skal deltage i familiære begivenheder af den ene eller anden art.
Der findes ligeledes mange nannies, som ikke ønsker at gøre brug af den lovpligtige årlige hjemrejse, men i stedet beder deres familier om at få udbetalt den ekstra månedsløn og det beløb, som en flybillet ville have kostet.
Dét kan der være mange årsager til.
Måske har de desperat brug for pengene til en af børnenes uddannelse eller en af de ældres hospitalsudgifter. Måske er de uvenner med manden eller bedstemoren og ganske enkelt ikke orker konfrontationen eller problemerne derhjemme. Forklaringerne er lige så mange, som der er nannies. Naturligvis.Men Maricel måtte afsted til Filippinerne efter at have arbejdet for os i et år.
Der var der ingen tvivl om – hverken fra vores eller hendes side.
Hun er hjemme for at tilbringe tid med sin søn og mand. Og med resten af hendes store familie, der tæller så mange aunties, uncles and first cousins, at jeg ikke kan hitte rede på halvdelen.
Desuden er der stort anlagt bryllup i familien, som Maricel er en primus motor på at forberede.
Her er de i færd med brylluppets give aways til gæsterne, som er IKEA-lygter til fyrfadslys.Og jeg glæder mig over at modtage hendes billeder i en lind strøm.
De fortæller mig en hel masse om de livsomstændigheder, hun lever under i Filippinerne.
De fortæller mig noget om det fællesskab, hun kommer fra og er vant til – og som må være svært at undvære, men muligvis også rart at undvære ind i mellem? I Dubai har hun større frihed til at gøre de ting, hun har lyst til i sin fritid, hvor hun på Filippinerne i langt højere grad skal opvarte og hjælpe til i familien.
Maricel viser mig også alle de festligheder, de har forberedt i anledning af julen.
Her er det hendes mand, Jumar, der har arrangeret en julefest med karaokeanlæg, blåt juletræ og gave-galore.Der er gaveuddeling til børnene.Og selskabslege. Barbecues.Og jeg smiler ved synet af Cilles og Milles aflagte tøj og sko på små nuttede piger i Filippinerne.
Det er sgu’ ikke nemt.
Der er en verden til forskel på Filippinerne og dét liv, som Maricel nu lever hos en dansk familie i Dubai.
På godt og på ondt.
Og hvem ved?
Måske er det for svært at undvære alle de her mennesker og det fællesskab, som hun er en del af hjemme i landsbyen?
Helt og aldeles egoistisk håber jeg, at Maricel vælger at vende retur til Dubai i starten af januar.
Og hvis hun ikke gør?
Så forstår jeg det vel i virkeligheden godt.
Men dybt ulykkelig, dét ville jeg blive.
Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Ingen kommentarer endnu