I Kvong og Kloster

“Mor, hvorfor stopper du bilen her?”Jeg ruller vinduet ned og ser ud over den uanseelige, vindomsuste og gudsforladte plet.

Som betyder alverden for mig.

Selvom stedet nu er ingenting.

Mudder og ukrudt med en brandtomt på nabogrunden.

Det er kun mig og min familie, der kan visualisere det lille hus med den store, åbne garage. Gruset, der knasede i gårdspladsen, så det sladrede om de utallige ventede og uventede gæsters ankomst. Granhækken med åbning ud mod vejen, så man hurtigt kunne komme i æ’ Brugsforening – og de fine bede med koralrøde og gule duftroser. Lugten af råstegte kartofler på panden og min Bedstes evindelige cigaretter. Smagen af lys sirup på birkesfranskbrød, mens min Far drillede sin gamle Mor kærligt og insisterende.

Vi befinder os i Hallum lige uden for Kvong.

Hvor fanden ligger Herning, spørger du måske? Men det her er ikke uldjydernes Midtjylland. Det her er Vestjylland – uden for Varde, nord for Esbjerg. Sådan cirkus.

I den slags Udkants-Danmark, som ingen Christiansborg-politiker gider se i øjnene.

Hvem gider beskæftige sig med landområder og landbrug i et land, som er bygget op på og omkring netop landbruget? Det er so yesterday i et videnssamfund. Tilsyneladende.

Vi er i den slags Udkants-Danmark, hvor realkreditinstitutter og banker siger kategorisk nej til aspirerende huslånsoptagere, uanset at husene er billigere end i Bilka og folket har stabilt og fornuftigt lønmodtager-arbejde.

Den slags Udkants-Danmark, hvor grundvandet står så højt, at man skulle tro, at Vadehavet var vadet indenlands.

Den slags Udkants-Danmark, hvor folket på tvungen vis egen-betaler for tilslutning til kommunens kloaksystem eller må foranledige en eller anden sofistikeret form for spildevandsrensning på egen grund, fordi kommunen både vil bestemme og bestemt ikke hjælpe.

Den slags Udkants-Danmark, hvor folket må fyre med kul eller træpiller fra Tyskland for at holde varmen om vinteren, fordi et tilbud om fjernvarme ligger ret så fjernt.

Den slags Udkants-Danmark, hvor faldefærdige, stort-set-ubeboelige rønner bliver beboet af mennesker, der knapt har råd til at betale et minimum af husleje til den slags udlejere, som burde have en dårlig smag i munden hver eneste måned.

Og al den armod giver tørst.

Eller også giver al den tørst armod?

Den slags Udkants-Danmark, hvor blot jordene har værdi for en modig hollandsk tilflytter-kvægbonde eller en mindst ligeså modig (og stædig) dansk landmand, som spreder komøg eller grisegylle på markerne og lader de tilhørende husmandssteder forfalde, fordi der ikke længere er interesse for eller attraktionsværdi i at bo på landet.

Den slags Udkants-Danmark, hvor aktive og engagerede mennesker banker på kommunernes døre for at ruske op i politikerne, der gang på gang lukker skoler og børnehaver – eller sammenlægger dem, så den mindste smule af håb for velfungerende landsbyliv slukkes én gang for alle.

“Det lyder måske lidt mærkeligt, piger, men lige her uden for på det lillebitte stykke eng, der lå engang et lille hus, hvor min Farmor boede. Hende elskede jeg meget højt, for hun var sjov og varm og dejlig. Hun røg mange cigaretter og bar helt rød læbestift. I hendes skab var der sko med meget høje hæle, som jeg fik lov at danse i og så spillede vi kort om aftenen”, mumler jeg som en forstillet forklaring på at lejebilen pludselig går i tomgang med advarselsblinket slået til, selvom der ikke er et levende væsen i miles omkreds.

Det er en sær oplevelse at sidde her.

Som vidne til ingenting, selvom der inden i mig er alting.

Billeder af de mindste detaljer.

Suppeterrinen med guldkant i et teaktræs-møblement i stuen.

Min Farmor i et glimt med hvid undertrøje og armene oppe over hovedet i begejstring over håndboldpigernes sejr.

Romtoppe i en skål og skoddede smøger i et askebæger.

Plasticposer med gennemsigtige, orange dippedutter til bankoplader.

Varmepude under tung dundyne i et iskoldt soveværelse.

Og jeg får lyst til at tudbrøle.

Og råbe rasende ting ud af vinduet.

Ud over utaknemmelige ukrudstotter, der har overtaget den lille have, som engang lå omkring min Bedstes hus.

Men den slags kan man ikke med to troldebørn på bagsædet.

I visse tilfælde afholder de mig fra at begå vanvittige gerninger. I andre tilfælde det stik modsatte.

“Jeg bliver rigtig, rigtig ked af det og trist, når jeg kigger ud over det her sted”, siger jeg i stedet stille og behersket.

“Hvorfor, Mor?”, spørger Cille.

“Mest af alt fordi det føles som om min Farmor og hendes historie helt er forsvundet, når man ikke engang kan pege ind på det hus, som hun boede i og hvor jeg så ofte var i min barndom, tror jeg”.

Jeg kommer aldrig til at kunne køre forbi uden at få en klump i halsen. Over mistede fakta i en barndomshistorie.

Langt mindre trist er det at gå ned ad andre barndomsgader.

Som hér, hvor min Mor og jeg har taget Cath og pigerne med til Kloster uden for Søndervig for at dyppe lys. En af barndommens efterårsaktiviteter, som jeg husker tilbage på med stor glæde.Cille mestrer hurtigt hele processen fra vægerne, der forsigtigt skal mættes i den varme stearin den første gang til de 22 millimeter tykke lys, der skal hænges til afkøling.Det er ren nostalgi for min Mor og jeg, som hygger os hele eftermiddagen med at trisse saligt fra kar til kar i en meditativ, lettere vegeterende tilstand.Mille klarer det fint, men må have kontinuerlige påmindelser om langsomme bevægelser og at stearinen skal dryppe af henover karret.

Ind i mellem er det også nødvendigt med en pause. Lysene skal jo køle. Kaffen skal jo drikkes.Vi er stolte over dagens høst. Der er noget dybt tilfredsstillende over at skabe noget helt fra scratch.Kloster Lys er en slow-motion-aktivitet for hele familien – og det kan varmt anbefales, hvis du er på tur eller ferie i Vandkants-Danmark.

Den stille og rolige beskæftigelse er virkelig guld værd, når nu vi er samlet i storfamilien stort set uafbrudt.Men lige så hurtigt, som min Mor kunne pakke ud og gøre sommerhuset både beboeligt og livligt, lige så hurtigt hurtigt får den dejlige lille uges tid og hektiske aktiviteter en ende.Pigerne rutscher for sidste gang.

Og vi holder kramme-pitstops hos Mormor og hos Moster Mette, før vi igen lander hos Farmor i den store skov.Her venter Farmanden og årets juletræ på os.Og mens pigerne nysgerrigt letter på gavernes til-og-fra-kort, visualiserer jeg en evigt-dinglende mistelten over Martins hovede, mens jeg kysser og kysser, fordi det er jul, og fordi han endelig er her hos os.

Der er nok at gøre i denne her søde juletid.

Bordkort, der skal skrives.Servietter, der skal foldes.Knallerter, der skal fordeles helt og aldeles retfærdigt, for de er i høj kurs.

Stjernekastere, der skal tændes i mørket.

5 store landænder, der skal steges.

Bare vi når det hele, før det er jul.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet