Som en cirkushest, der lugter savsmuld

“I have two daughters same like that”, ler taxichaufføren og slår ud med armene, da han øjner Virkelighedens Pippi og hendes lillesøster med det hvasse blik, der basker rundt med en Trunki, som de begge mener at have ejerskab over.

“Do you get to see them often, your daughters?”, spørger jeg forsigtigt, da vi har sat os til ro på forsæderne.

Chaufføren rækker gavmildt en håndfuld poppede majskerner fra bjergene omkring Lahore om mod de to rødhårede krabater på bagsædet, der nu veltilfredse knaser sig igennem en pakistansk mid-morning snack.

Han ved præcist, hvad der er påkrævet, hvis man skal skabe ro hos en 4- og en 7-årig.

“I go back every 6 months or so. You know, it depends on the flight prices, because I also want to bring them big gifts every time. I also have to look after the monthly installments on the car”, forklarer han.

Taxichaufføren kører for både Careem og Uber i sin hvide Lexus med skinnende røde plasticmåtter i bunden. Den slags dobbeltarbejde klares ved at have to telefoner, så han kan se, hvad der kommer ind af ture for hhv. det ene og det andet firma.

“It gets so lonely without them here. You are lucky your husband comes soon”, returnerer han, da jeg forklarer, hvor Martin er blevet af.

Og sådan fortsætter vi.

Venlig samtale hele vejen til lufthavnen.

Han anbefaler mig de bedste pakistanske restauranter i Dubai.

Jeg komplimenterer ham for at begge døtre skal have en lang uddannelse, før noget som helst andet i deres liv.

Han fortæller mig om de ting, han observerer ved europæerne.

Jeg returnerer med høflige kommentarer om taxichaufførerne, der kører for Careem.

Som cirkusheste, der lugter savsmuld, agerer vi præcist som det er forventet af os.

Hjælpsom og venlig pakistaner-chauffør møder lettere ubehjælpsom europæer-mummy med to iltre basser, der skal holdes i ave indtil vi når slutdestinationen.

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

“Ma’m, where is Mr. Martin today?”

To leende øjne i et nydeligt araber-ansigt titter nysgerrigt mod mig og pigerne, mens jeg vælter rødbedepas ind over skranken. Han har med det samme opdaget, at der mangler én i reservationen.

“He is a no-show today, unfortunately. But please DO NOT do anything to cancel or modify his ticket, as he needs to use the return ticket together with us”, svarer jeg med et smil.

“Alright then, ladies, then you must enjoy Copenhagen on your own”, svarer han med et diskret blink mod mig, hvorefter han vender sig mod sin kollega, der synes, at det er mindst ligeså morsomt som han selv.

“Sure will”, svarer jeg med slet skjult mine.

Som en cirkushest, der lugter savsmuld, sørger jeg nu beredvilligt for dagens billige grin mellem to arabiske mænd, der ikke fatter de der europæiske mænd, hvis koner render rundt i tide og utide og gør alting på egen hånd.

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

“Mashallah, she is red-haired! She will grow up to look just like Judy Brown…you know….the actress?”, sukker den kvindelige emirati immigration officer henført.

“Yes, my daughter has particularly beautiful hair, doesn’t she?”, replicerer jeg.

Som så mange gange før, trækker jeg de to rødhårede piger med det stærke temperament rundt i manegen som et stur-stur-nummer for arabiske kvinder, der synes at kobberhåret og den lysende mælkehvide hud er noget af en seværdighed.

Og vi slipper let igennem.

Køer, kontroller og alt det andet, der hører med til en lufthavns visit.

Pigerne er veltrænede.

De vælger hver en ny bog. En æske chokolade i tax-free. En kage i montren.Et stop senere hopper de livligt omkring i Doha’s lufthavn, som er og bliver en favorit, når der er indlagt stop-over af økonomiske årsager.40 minutter senere er vi ombord på flyet mod København.

“Mor, tror du, at Emma er med i lufthavnen for at hente os, hva’?”, spørger den ene.

“Mor, tror du, at det måske regner?”, spørger den anden.

“Eller måske sner det? Det er even better!”, over-ruler den ene.

“Mor, når Farmor krammer mig i lufthavnen, så klemmer hun mig så hårdt ind mod sin mave og sine bryster, at det gør helt ondt”, ler den anden.

Pigernes snik-snak forstummer efter den første opstandelse.

Som cirkusheste kender de turen.

På med høretelefonerne. Find en film. Nap en lur.

Og inden vi får set os om, løber en strålende glad Farmor os i møde – stik imod strømmen af rejsende, der balancerer tunge kufferter på transportvogne ud i forhallen i Kastrup.

Hun krammer. Og kysser. Og knuger.

Bagefter overrækker Farfar overtøjet til Ørkenens Døtre, der skutter sig i den fugtigkolde ankomsthal.

Jeg har tårer i øjnene og vinker glad farvel til de 5, da de trasker mod parkeringskælderen.

++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

“God aften”, siger den unge mand bag skranten i Europcar.

“Jeg skulle meget gerne have en booking hos dig – i min mands navn”, svarer jeg, mens jeg fisker efter mit danske kørekort i trolley’en.

“Der står en splinterny Toyota Auris hybridbil med automatgear til dig på plads nr. 36”, svarer han med et vindende smil.

“Og du skal ikke blive bekymret, når du starter den og den så er lydløs – det er meningen. Men der er mange, som ikke forstår det”, fortsætter han.

“Okay, jamen det er sikkert fint. Jeg finder ud af det. Helt sikkert”, svarer jeg fraværende og tager imod nøgle og kvittering.

Videre i teksten.

Cirkushestens mave rumler. Og den er overhovedet ikke interesseret i en gulerod eller et æble.

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

“Skal du have en stor eller en lille? Ketchup eller fransk hotdog dressing?”, spørger den flinke pige bag disken i 7-11.

“Ja, du må undskylde alle mine spørgsmål. Du ser træt ud”, tilføjer hun med et smil, da hun ikke umiddelbart trænger igennem til mig.

“Hva’? Nå, det skal du ikke tænke på – hvad med bare lidt af begge dele?”, svarer jeg og tilføjer: “Og du har ret. Jeg er faktisk rigtig træt”.

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Jeg dumper ned på en anonym bænkerække uden for 7-11.

Som altid har jeg en tom og underlig fornemmelse, når jeg rammer dansk jord uden Martin.

Her er gråt.

Koldt. Ensomt. Mørkt.

Det er som om et stykke af mig selv ikke kommer med, når han ikke er der.

Jeg skifter sim-kort og sender ham en besked fra mit danske nummer.

“Alt er gået så fint. Landede før tid. Pigerne har været søde. De nye høretelefoner er et hit. Jeg elsker dig.”

En pølse og et telefonopkald senere skrår jeg over taxaernes holdeplads foran lufthavnen i retning mod p-huset.Det er pissehamrende råkoldt. Så elegant kan det siges.

Det er også skummelt. Og trist.

Det småregner og blæser.

Der er absolut ingen, der siger hej eller tilbyder at hjælpe med kuffertvognen.

Jeg stopper hænderne i dynevestens lommer og forestiller mig alverdens forbrydelser, der kunne ske i det snavsede, tomme p-hus.Det her er fuldstændig sjælsforladt.

Jeg må arbejde lidt med akklimatisering og julestemning i de kommende dage.

Det her er ikke en ny historie for cirkushesten.

Præcist sådan her er det. Hver eneste gang.

Uanset hvor søde børnene er og uanset hvor hurtigt rejsen er overstået, så er følelsen af alene-mor-på-farten mig inderligt imod.

Lige indtil jeg parkerer lejebilen og træder ind ad døren til Farmors hus i den store skov.

Og dét her syn af Cille på “sit værelse” rammer mig.Hun læser vitser højt for sig selv og Farmor har tegnet velkomsttegninger til hende og tapet dem fast til sengen.

Alt er som det skal være.

I virkeligheden.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet