Efter fis og ballade….

…kommer knapt-så-meget-fis-og-ballade.

Jeg tror, at det er Universets måde at skabe balance på.

Du må godt ride på en bølge af latter, men kun for en stund. Herefter bliver du trukket venligt, men bestemt, ned af tyngdekraften mod jordens overflade.

Der er ihvertfald gået hverdag i den igen for os. Efter en fantastisk ørkenvandring fuld af champagne i solnedgang, platte vittigheder og marshmallows ristet over bål…

“Mummy, my ear hurts. It’s like there is a bubble inside and I cannot hear anything. And its paining me”, snøfter Mille, mens jeg skraber hende af gulvet, hvor hun har søgt tilhold som en skildpadde, der trækker sig ind i sit beskyttende skjold.

“Kom, Skat, nu får du taget temperaturen og du får lidt medicin – og så må du sove i vores seng”, trøster jeg og krydser fingre for at det går over, mens jeg med hiv og sving slæber 22 kilo dødvægts-kartofler op ad trappen.

Men det gør den slags jo ikke.

Ørepine er noget insisterende møg, som ikke forsvinder ved hverken krydsede fingre eller håbets magiske kraft.

Vi har været meget forskånede for øreproblemer (hos os er det altid hals eller lunger), men denne gang er den go’ nok. Der står indestængt snot i alle kraniets hulrum på det stakkels barn.

Mens jeg stopper poser i bagagerummet efter et par timers julegaveindkøb, ringer Martin.

Mille er vågen igen og har smerter. Out of hours på Al Zahra Hospital. Hvad ellers er der at gøre?Vi venter ikke ret længe på at blive tilset.

Bortset fra et par andre snot-befængte typer, er det en stille aften på nabolagets mindst-morsomme hang-out.Lægen skriver velvilligt en recept på penicillin, og jeg tager imod som en pæn pige fra den lokale Flinkeskole.

Mille har hostet og snottet i over en måned nu – og ørebetændelsen kommer ikke som en overraskende afslutning. Det var enten dén eller en halsbetændelse.

Så vi trisser trætte ud i foyeren til det døgnåbne apotek.46 dirhams (85 kr.) har det kostet at se vagtlægen og få udleveret intet mindre end 5 forskellige medikamenter. Den store, fede regning modtager forsikringsselskabet i morgen. Og den er med garanti i omegnen af 1.500 kr.

Prøv at se indgangen til Al Zahra Hospital. Er der ikke stil over det? Jeg kan ikke lade være med at smile lidt af pianoet og sofa-arrangementet, der mest af alt minder om en pænere hotellobby. Om lidt sætter der sig nok en overlæge i hvid kittel og stemmer an til fællessang, mens der bliver serveret te og scones til sygt klientel. “I’m dreaming of a white Christmas”, forestiller jeg mig…Jeg gentager lige mig selv ved at sige, at det er en fed løsning, sådan at køre direkte til lægen, få recepten stukket i hånden, vralte 100 meter, få udleveret medicinen og så hente bilen igen hos den flinke valet-parking-mand.

I could get used to this shit.

Og jeg synes at det er ærgerligt, at der foregår den der telefoniske screening i Danmark, som helt sikkert sparer penge et sted, men som også gang på gang fejler, fordi lægen ikke kan se og fornemme patienten.

Jeg slutter nederen-sygefortælling med glade billeder fra weekendens Open House på Emirates Golf Club. Det må da kunne frembringe ægte julestemning hos enhver med lidt palmesus og høj sol?

Og billederne kan måske også berolige bedsteforældrene i Danmark, som ikke har lyst til at se billeder af grædende barnebarn.

Hun overlever.

Også denne gang.

I promise.Hav en dejlig dag!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet