Martyrerne

Alright.

Jeg bøjer mig i ørkenstøvet for residensens små majestæter.Frem fra gemmerne kommer vores plastic-fantastic, ever-green juletræ fra John Lewis i Ipswich.Pigerne flår pynt op af kasserne, og vi kommer op at skændes over det (i mine øjne lige rigeligt) hektiske tempo.

“Mummy, du squabble’r hele tiden”, vrisser mit spejlbillede – og jeg giver tilbage af samme skuffe: “Ved du hvad, Cille, du squabble’r godt nok også hele tiden”.

Som Mor, så Datter.

Squabble-monsters, er vi.

Den ene mere irriterende end den anden.

Den anden mere stædig og selvretfærdig end den ene.

Men fint bliver det. Egenhændigt pyntet af to iltre jordbærhjelme, der kan og vil alting på deres egen måde. Kun en enkelt glasgris må lade livet – og det er nok i virkeligheden billigt sluppet.

Jeg har forlængst givet op og lader dem gå med deres eget kreative flow.

I mens finder jeg til mit held et kalenderlys i kassen – se dét er et hit – for det havde jeg faktisk glemt at bestille med Svigermor, da hun kom med kufferten fuld af danske ting.Mormors nisser pynter nu så fint på trappen.Det eneste, vi bare ikke har styr på, er den der mikrolille nisse-dør i væggen, som Cille så i mange danske hjem sidste år. Sådan én er hun desperat efter at få, men dét er ikke lige en mulighed i en Ørkenstat. Vi må købe én i Danmark, så vi har den til næste jul.

Men der skal mere til at slå Cille ud. Så laver hun da bare en nisse-dør selv. Hvor svært kan det være? Mens jeg føler mig som en forsmået jule-martyr i en hvid-mands-ghetto, er der til gengæld virkelige martyrer på alles læber i De Forenede Arabiske Emirater.

Ikke fesne First World Martyrer, som forvitrer i guirlander, ævl og kævl.

Næh nej – dén rigtige, vaskeægte slags martyrer, som dør heltedøden for deres land og for deres overbevisning.

Det er De Forenede Arabiske Emiraters Martyrdag den 1. december og herefter landets Nationaldag den 2. december.

I forbindelse med to så vigtige begivenheder i nationens kalender har vi fået en forlænget weekend forærende og fejrer derfor begge mærkedage på forskud i skoleregi.

Her er vi forleden morgen – i flagets farver – rød, hvid, grøn og sort.Det er dog ikke kun elever, forældre og lærere, der har staset sig ud i dagens anledning.

Det har skolen såmænd også.Der afholdes fine, stemningsfulde fællessamlinger i både primary og secondary school.

Med taler og stolte fædrelandssange på arabisk; med falkefremvisning, henna-tatoveringer, kaffe på guldkanden og saftige dadler i store krystalkrukker.

Prøv lige at se de kære 3-årige KG1-børn i nationaldragter med flag i panderne!Senere kommer Mille på scenen med en udskåret træmodel af emiratet Ras Al Khaimah hængende om halsen, mens et kor gjalder børnesangen There are 7 emirates in the UAE.

Mille rejser sig pænt op, da de når til Ras Al Khaimah i opremsningen. Ikke et øje er tørt.

Jeg er imponeret over, hvad denne nyligt sammentømrede nation har nået på blot 45 år.

Tilsammen er Emiraterne aldersmæssigt på højde med en voksen mand lukt på vej ind i en midtvejskrise.

Men jeg ser ingen tegn på slinger i valsen.

Her er ingen panik før lukketid.

I stedet ser jeg en nøje planlagt, oprigtig fejring af dét fællesskab og den fælles identitet, som de individuelle emirater gik ind til for en halv menneskealder siden.

Der er altid plads til forbedringer og forandringer i ethvert samfund – uden tvivl – men det bliver “en stor 5-tal fra Etta Cameron” og fra mig til Ørkenstaten.

Her er så dejligt at bo og leve.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet