Jul under palmerne – eller manglen på samme

Ignorer de fabelagtige 30 grader og den blide brise, der undskylder for tidligere måneders skoldhede afklapsninger.

Ignorer det faktum, at sneen og grantræerne er lige så fake og plastic-fantastic som Jumeirah Jane’s mange ansigter nu om dage.

Find så adventskransen frem.

Tving dig selv til at sætte stearinlys i, selvom det strengt taget aldrig bliver “nødvendigt” med den slags varmende lyspunkter i Dubais sommerlige vinter.

Hiv plasticjuletræet frem fra gemmerne and get on with it.

Jeg er overhovedet ikke modtagelig over for min egen lidet motiverende opsang.

Af en eller anden uforklarlig grund er jeg ikke i stand til at oparbejde julefornemmelser i Ørkenstaten.

Jul er uløseligt forbundet med mørke og kulde, med rusk, snusk og røde næser.

For mig.

Selvom det er 3. gang, vi rammer julen i Dubai, er det ikke nok til at få mig til at slippe min grundidé.

Måske skulle vi prøve at fejre jul her for at overvinde modstanden?

Eller måske skal vi bare give op og springe på et fly mod vintermørket, kulden og familietraditionerne i Danmark?

Vi gør det sidstnævnte.

Præcist som tidligere år.

Pigerne elsker Danmark i julen, hvor de er omgivet af storfamilien og hvor de venter spændt på, om der nu falder sne. Selv rimfrost will do, når man kommer fra en ørken. Og det skal billeddokumenteres til skolekammeraterne, for der findes ikke noget mere eksotisk en sne. Det skulle da lige være regnvejr….

Problemet med at have modstand på jul i en Ørkenstat er, at jeg har to rollinger, som selvfølgelig ikke skal snydes, bare fordi deres mor tilsyneladende har et problem med at kombinere julehjerter og solskin.

Så mens I andre gør adventsdekorationerne klar og bager æbleskiver til 1. søndag i advent, hopper jeg med på min norske venindes idé om at tage til julebasar i Sømandskirken.

I den nordlige bydel Oud Metha ligger Sjømannskirken (Norwegian Seaman Center). Lige op ad en moské og omringet af selveste Den Iranske Venskabsforening, Den Egyptiske Venskabsforening og sidst – men ikke mindst – katolske St. Mary’s, som huser Dubais største filippinermenighed.

Her er højt til loftet. Og plads til alle.

Det samme gør sig gældende for Sjømannskirken, der udefra blot ligner en lille gruppe importerede, svenske træhuse – for kors og kirketårne er dog alligevel en tand for meget.

Menigheden er en skøn skandinavisk pærevælling og der er tilknyttet norske, svenske og danske præster. Alle er velkomne – uanset nationalitet og trosretning.

Indendøre er der døbefond, alter”tavle”, projekteret pejsehygge og messingblæsere, der trutter julen ind.

Vi køber tombolalodder og billetter til at møde Julemanden, som sidder i en lille svensk træhytte under et palmetræ.

Da selveste Julemanden ankommer, har han bare tæer i flipflops og taler engelsk med tyk, svensk accent.

That’s Dubai for you og jeg smiler bredt, mens jeg lytter til pigerne, der tripper i køen til at hilse på.

“Mummy, tror du der sker noget ved at jeg fortæller ham min Christmas wish? Will den så ikke come true, tror du?” Cille ser op på mig med opmærksomme øjne.

“Jeg er sikker på at du kan fortælle ham det – ingen problemer, Cille”, svarer jeg.

“Så vil jeg wish for lots of LEGO Friends, Mum”, returnerer Cille.

“Og jeg vil wish’e for en dog!”, udbryder Mille.

“Men vi har jo allerede en kat, Mille, tror du Bob kan bo sammen med en hund?”, spørger jeg med et grin.

“Okay, så maybe en toy dog”, præciserer tumlingen.

Cille stiller glad op til fotografering, mens Mille kategorisk nægter at give hånd til eller nærme sig den yderst farlige svenskernisse. Man har vel sine principper.

Bagefter sætter vi os i græsset og spiser hjertevafler og svinekødspølser i tunnbröt, mens minareten brager derudaf med eftermiddagsbønnen, så alt andet overdøves.

Der er også rejemadder, laksemadder, risengrød og lagkage. Kanelsnurrer, bagte peberkager, peberkagedej og lusseboller.

Efter et par salige hjemstavnsbidder, går pigerne i kreahjørnet og laver pynt til juletræet.Cille skriver julekort til Farmor og Farfar, som vi skal fejre Juleaften hos.

Mille stikker nelliker i appelsiner og jeg snuser dybt ind for at finde frem til følelsen af jul, som ligger begravet under følelsen af sommer.Det er nu alligevel meget hyggeligt.

Også selvom vi foretrækker at spise is frem for tung risengrød i december.

Også selvom det virker lidt sært at nynne med på julesalmer på en sommerdag, der mest af alt giver charterferie-fornemmelser.

Og mens vi venter på taxaen (Uber – folks – det virker, det skidt), betragter jeg de blafrende flag, som minder mig om hjem. Ét af mine hjem.Jeg håber virkelig, at Sømandskirkerne rundt omkring i verden vil fortsætte deres gode arbejde.

Ret få danskere bruger og værdsætter Sømandskirken her i Dubai – og det er hverken det officielle Danmarks eller vores immigrantgruppes støtte, der gør, at denne her kirke fungerer – så jeg sender et varmt tack så mycket til svenskerne og nordmændene.

De har fat i et eller andet, Sjømannskirken, som vores rodløse barne- og voksensjæle godt kan have brug for at række ud efter – ind i mellem og når traditionernes positive forpligtelse hiver i os.