• ···
Journalistikkens Grand Lady

Dydens smalle sti

…kan ind i mellem være svær at vandre ad i det her udlandsliv.

Vi oplevede det for fuld udblæsning i England, hvor adfærdskodeks og børneopdragelse er noget helt, helt andet end i Danmark.

Ikke ligefrem en overraskelse, at der er forskel på den slags mellem landene, vel?Men det trækker alligevel tænder ud, når man som danske forældre skal forsøge at gå den hårfine balancegang mellem egen kultur og egne grænser og så dét, der forventes og findes acceptabelt i ens nye hjemland.

I England opdrages børn til at være langt mere høflige over for hinanden – og i særdeleshed over for voksne (læs: autoriteter).

nu-far-du-en-warning-mummy5Det er der intet forgjort i, overhovedet.

Faktisk kunne vi danskere lære en masse af at se, hvorledes englændere omgåes hinanden i trafikken, i supermarkedet, i køen på posthuset, på legepladserne, i sportshallen og så fremdeles.

Verden er bare rarere, når man kan sige tak, undskyld og pænt goddag. Når man mestrer elegant small-talk, der får alle tilstedeværende til at føle sig veltilpasse og sete.

Men den engelske høflighed og autoritetsrespekt betyder også, at man sjældent kan sige sin mening eller svare ærligt ja eller nej til spørgsmål. Det er ganske enkelt uacceptabelt.

Høflige afslag i England lyder i danske ører fortsat som et ja tak.

keep-calm-and-have-a-biscuit2-1

Og lige netop dén læring om, at man skal have lov at have ens egen mening om tingene – og tilmed ytre den – er fundamental for Martin og jeg.

Vores piger skal ikke opdrages i den traditionelle flinkeskole, hvor de ikke kan sige fra eller stå ved deres mening, valg og lyst over for andre – uanset om det er børn eller voksne.

Så vi kom ind i mellem i forlegne sociale klemmer, når mine piger fik lov til at sige nej til at dele et særligt elsket stykke legetøj eller når de nægtede at glide af på at det faktisk var deres tur – eller når de insisterede på at gøre tingene den modsatte vej af den “korrekte” (læs: konventionelle). Bare sådan en uskyldig handling som at ville klatre den modsatte vej op ad en rutschebane på legepladsen, var ugleset i England…

Og mine engelske veninder trak altid på smilebåndet, når de oplevede pigerne og jeg in action – og så konstaterede de tørt, at jeg var ‘lige rigeligt ærlig’.

Som mor, så døtre…

Jeg må forsøge at balancere min danske ‘ærlighed’ lidt, så den ikke fornærmer alt og alle i dens nærhed.

Faktisk er der en stor sandsynlighed for, at jeg er kommet til at rykke over i den helt modsatte ende af spektret, fordi jeg så inderligt gerne vil undgå at mine egne døtre får ligeså svært ved at sig fra, som jeg selv havde (og har!).

I Dubai er kulturforskels-problematikken 100-doblet, fordi vi er så mange forskellige nationaliteter samlet om alting hele tiden.

Uanset hvor du vender dig hen, vil du møde et menneske, som gør tingene stort set modsat af dig selv. Nogle gange er det morsomt, andre gange er det forbløffende og lidt færre gange er det mind-blowing alarmerende.

I langt de fleste tilfælde giver vi hinanden en lidt længere line end vi ville gøre i egen hønsegård.

Vi afventer lige lidt for at se og forstå hvad den anden part mener.

Vi smiler indbydende, når sprogudfordringer og kulturforskelle gør, at vi kommer til at træde ind over hinandens territorier.

Vi gør os umage for ikke at træde ved siden af eller virke kulturelt eller socialt stødende.

For tiden arbejder vi med Mille, der træder ved siden af Dubai-dydens smalle sti.

Måske har hun endda valgt at betræde en helt anden sti, det står hen i det uvisse?

Jeg ved med sikkerhed, at hun er verdens stædigste asen. Præcist som sin Mor, Far og Storesøster.

Jeg ved også med sikkerhed, at hun kun er 4 år gammel – og at skolegang som 4-årig er en stor mundfuld. Det er 7 stive timers lytten-pænt-efter-hvad-læreren-siger-hver-eneste-dag – og det er meget forlangt, hvis du spørger mig.

 

Så jeg har været indkaldt til samtale med klasselæreren i sidste uge.

Miss Louise vil gerne se Mille tale pænere til sine kammerater og sine lærere. Og hun skal lære at acceptere, at hun ikke altid kan gøre eller sige hvad hun har lyst til.

Jeps.

Æslet skal trækkes til truget og det skal drikke en tår af høflighedseliksiren.

Så det arbejder vi på nu.

At der findes en variant af Flinkeskolen, som vi er nødt til at skrive os op til og deltage i – for at andre kan lide os og har lyst til at være sammen med os.

fullsizerender-1

Mille og Miss Louise arbejder på artighed og socialt acceptabel adfærd i løbet af skoledagen – og vi konsekvenstræner og årsagsforklarer på livet løs derhjemme.

Ved skoledagens afslutning sender de tilmed en lille hilsen til Martin og jeg, så vi kan se, om Mille har været en såkaldt ‘god pige’ idag.fullsizerender-2

Jeg er stadig ikke overbevist om, hvorvidt jeg selv har lyst til at være en god pige?

Og hvordan er det så, jeg sælger idéen til min datter?

Det må jeg tygge videre på.

Måske over et glas rødvin eller to.

Rigtig god weekend til jer, peeps!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet
   

4 kommentarer

  • Nina

    Vi har lige været igennem nøjagigt det samme med Sophia og skole. Svært når man har piger, som ikke altid passer ind i flinkeskolen!! Knus Nina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Oh – så ved du lige, hvordan jeg har det :-S
      Det er godt nok en svær balance – for vi ønsker jo ikke at kue dem eller gøre dem til stille piger i processen med at få dem til at “passe ind” i et meget manicureret skolesystem.
      Gisp. Og suk.
      Mvh. Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laila

    – Nøøj, hovedet præcist på sømmet! Tak for at dele jeres oplevelse, siger og hilser en dansk familie, som netop nu står mist i at begå sig i det meget høflige og bornerte USA, med en stædig, selvbevidst 9-årig søn…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Tak, Laila!
      Ja – vores bramfrie, stærke og stædige danske børn er en “mundfuld” for andre kulturer…og jeg tror ærligt talt også at vi voksne danskere ofte er en “mundfuld” 🙂
      Jeg håber at I finder en acceptabel gylden middelvej for alle parter 🙂
      Mvh. Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Journalistikkens Grand Lady