Journalistikkens Grand Lady

…er naturligvis Ulla T.Hvem ellers?

Og jeg nægter kategorisk at tilføje Old mellem Grand og Lady.

For fødselsåret på en dåbsattest er så evindelig ligegyldig for en kvinde af hendes kaliber. Hun ligner alligevel én, der er mindst 20 år yngre end sin kronologiske alder.

Ulla Terkelsen er en institution i dansk journalistik.

En unedbrydelig bastion.

En fabulerende, litterært-velbevandret ordkunstner.

En skarp analytiker – af folket, med folket og til folket.

Hun er dén reporter, der siger tingene, som de er og på en måde, så vi alle kan forstå selv ret komplekse problemstillinger henover aftenkaffen og flødebollerne.

Jeg har haft et girl crush på hende ligeså længe, jeg kan huske. Fordi hun er en autentisk fortæller.

På en eller anden måde har hun altid været i mit fjernsyn – rapporterende fra krigsfronter, demonstrationer, historiske begivenheder, nationale valg rundt omkring i verden, ved kongelige festligheder og en masse andre øjeblikke og nedslag i vores fælles verdenshistorie.

Hun står der – klippefast – i al slags vejr; i kugleregn og tåregas, blandt hujende, glade mennesker og blandt vrede, truende grupperinger, der er udstødt af samfundet. Med øjenvipper tunge af mascara, som forsigtigt skubber til det legendariske pandehår, mens hun forklarer Familien Danmark, hvorledes tingene hænger sammen.

Fornemmer man min næsegruse beundring?

Men nu er hun ikke i mit fjernsyn.

Nu er hun lige foran mig og 140 andre spændte, forventningsfulde danskere i Dubai.Journalistikkens Grand Lady er inviteret til at fortælle om sit reporterliv i verdens brændpunkter af non-profit organisationerne Danish Business Women Dubai og Danish Business Council Dubai. De to netværk kan du finde på nettet og på FaceBook, hvis du er nysgerrig efter at se, om det er noget for dig at deltage i deres mange fælles og individuelle arrangementer. Jeg er fan…

Ulla T. sidder der – helt ophøjet og majestætisk med sit hår i perfekt hopla og nymanicurerede negle – og bliver interviewet af en dansk herboende journalist, som i samarbejde med sin (kamera-)mand har forberedt gode spørgsmål og små videoklip af Ulla fra alle mulige og umulige situationer.

Alt sammen udført med finesse og humor.

Og Ulla er en good sport hele vejen igennem både interview og de ret blandede spørgsmål fra salen.

Uhøjtideligt, selverkendende og ærligt beretter hun om sit livs største oplevelser, møder og minder. Om datidens versus nutidens journalister. Om familieliv og rakkerliv. Om menneskeliv, der gør indtryk, når hun møder dem i alverdens brændpunkter.

Hun rækker ud til os i salen og erklærer sit fællesskab med os – immigranterne i Ørkenstaten – der præcist som hun selv – flytter rundt og ud i verden for at smage på livet og for at prøve kræfter med noget, der for os er ukendt, men samtidig så besnærende, at vi ikke kan give slip igen.

Salen nikker anerkendende og samtykkende.

Der eksisterer et fællesskab og en forståelse blandt danskere, der vælger at bosætte sig og leve i udlandet.

Selvom vi også er vidt forskellige.

Fælles for os er, at vi på mange måder er mere patriotiske end vores landsmænd og -kvinder (især i forhold til vores værdisæt og menneskesyn), men samtidig ser vi også på Danmark med fremmede, forandrede øjne. Det er den distance, som kommer af at være væk fra andedammen og kun besøge den igen med jævne mellemrum.

Og Ulla fortæller os smågrinende, at hun elsker Danmark inderligt, men at hun så også helst vil væk igen efter et dejligt besøg. Dén problematik er hun ikke alene om at genkende i sig selv, hvis man skal dømme efter salens kluklatter.

Ullas råd til udlandsdanskere, rejsemyg og andre rodløse sjæle er, at netop dét sted, hvor vi befinder os lige nu, skal italesættes som vores yndlingsplet på jorden.

Det lyder så rigtigt i mine ører.

For hvis vi ikke omfavner, respekterer og anerkender vores nuværende liv som fantastisk og fyldestgørende i netop dét land, hvor vi befinder os, så ender vi med at leve livet på ubevidst og utaknemmelig vis i enten datidens minder eller fremtidens drømme.

Da vi rammer de storpolitiske emner, fortæller Ulla os, at Brexit, Trump, Marine Le Pen og alt, hvad der ellers foregår af (højre)nationalistiske initiativer, drejninger og tendenser for tiden IKKE er overraskende.

Hvis man vel at mærke vælger at lytte til folkets stemme.

Ikke til vismænd og teoretikere.

Ikke til meningsmålinger og algoritmer på sofistikerede computere.

Men til folket på gaden.

Stemmerne, der på demokratisk vis udstiller elitens totale fejlberegning af verdens tilstand og selvophøjede ignorans over for dem, der befinder sig så langt fra samfundets tinder.

Og hun trøster os.

Verden går ikke under af Brexit eller Donald med det sære hår.

Der skal mere til.

Og nu må vi igang med at ransage vores sjæle og slå lyttelapperne ud for at forstå, hvad det er, der rører sig i os.

I vores medmennesker.

Hvad det er, der skal til for at vores sammenhængskraft og fælles fodslag kan findes igen.

Ikke at jeg aner, hvad jeg lige har til fælles med folk, der synes, at Trump er egnet som præsident for Guds eget land.

Ikke at jeg aner, hvad jeg lige har til fælles med folk, der synes, at vi kan og bør sende syriske flygtninge retur til et sønderbombet, krigshærget land.

Men alright – min horisont kan helt sikkert udvides.

Og det opfordrer Ulla T. os til at gøre.

Til at tale med folk på gaden. Naboen. Sætte os ind i andres situation. Til at lytte mere intenst.

Det lyder helt som Özlem Cekic’s #dialogkaffe, gør det.

Hende har jeg for øvrigt også et girl crush på, men det er en helt anden historie.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet