Besøg

Dobbelt-lykke

Findes der noget skønnere syn end bedsteforældre, der betragter deres børnebørn med fuldkommen og ubetinget åbenhed, kærlighed, stolthed og glæde?img_2845Det er dobbelt-lykke. Gensidig lykke. På alle fronter.

Alt, hvad små troldebørn hitter på bliver modtaget med smil og begejstring. Med tålmodighed, kys og kram. Med ‘pyt’ og ‘hov’ og ‘kom igen’.

Alt, hvad der går direkte i småbørnsforældres nervesystem bliver håndteret med snuptag, skuldertræk og endnu en sending kys og kram – for dem kan ingen nogensinde få nok af.

Alt, hvad små troldebørn gør, er helt forståeligt, naturligt og dejligt i bedsteforældres øjne.

Bedsteforældre er lindrende, varmende muskelbalsam på trætte forældres skuldre.

Bedsteforældre burde være lige om hjørnet.

Hele tiden og altid.

Men dén problematik har Regnskabschefen og jeg egenhændigt skabt og sat os i – for stod det til Farmor, så boede vi (bogstaveligt talt) rundt om hjørnet.

Og hver gang vi er samlet, så ser jeg det. Hvor vidunderligt det er, at være sammen med de (få) mennesker, som elsker ens allerkæreste mindst lige så højt og ubetinget som én selv – og som har lyst til at dele hele rejsen med én.

Det er dén fornemmelse og de tanker, jeg går rundt med, mens jeg trækker vin op og finder chips frem til Farmor og Farfar i havegyngen.fullsizerender-3Der er behagelige et-par-og-tredive-grader hen under aften, fuglene kvidrer, Bob-katten holder hof, pigerne hujer i trampolinen og Maricel laver ingefær-kokos-kylling, mens vi laver absolut ingenting.

Men sådan ser det dog ikke ud hele tiden.

Vi har et stramt sight-seeing-program for førstegangs-turister i en Ørkenstat.

Der er ingen, som forbarmer sig.

De lægger hårdt ud lige efter ankomst med en Friday Brunch.

Dubai-institutionen over dem alle.

En dekadent, opulent, delikat, overvældende must-try-oplevelse, som garanterer, at man overgiver sig til ørkenlivet uden modstand.fullsizerender-1Der er høj musik, masser af mennesker og buffetbord efter buffetbord, som gør det svært at vælge og nå det hele, før mavesækken siger stop og man triller ud af restauranten.

Men det er ikke kun de voksne, der har fundet på aktiviteter til gæsterne.

Pigerne ved, at Farfar elsker fisk og akvarier, så en tur i The Lost ChambersAtlantis The Palm bliver lørdagens familieaktivitet.img_2832fullsizerenderDe løber fra akvarium til akvarium, råbende og pegende: “Se, Farmor”, “Se, Farfar”, mens de finder uhyggelige, spændende og sjove fiskearter, vi ikke anede eksisterede.img_2831Farfar finder ud af, at det store akvarium i midten indeholder 11 mio. liter naturligt havvand – og at de 65.000 fisk har egen diætist, som nøje beregner næringsbehovet for de enkelte grupper af fisk.

Vi lærer også, at syge fisk bliver ædt af hajerne og andre store fisk, så dykker-dyrpasserne skynder sig at flytte eventuelle fisk med bidemærker eller sår over i et fiske-hospitals-bassin, hvor de kan komme sig – eller dø – i fred og ro.fullsizerender-2Og senere – da energien er brændt af børnene og de har konverteret sig til Snorkefrøkener – ringer det på døren.

Det er blevet Sviger-Mor-Datter-tid.img_2847Der er intet mindre end 3 par stærke, varme hænder, der massererer, skrubber, polerer og filer, indtil vi føler os babybløde, helt afslappede og godt tilpas.

“Det var så din fødselsdagsgave. Tillykke med et halvt års forsinkelse!”, siger jeg med et smil.

“Ja, jeg ønsker mig det samme i julegave, bare så du ved det”, ler Farmor tilbage og klapper mig på armen.

Det kan man ikke fortænke hende i.

Og jeg er parat til at forære hende det – for det må betyde, at hun kommer igen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2 kommentarer

  • Sussie

    Vi har det så dejligt, bliver forkælede og får så mange fantastiske oplevelser.
    I dag Buri Khalifa og Dubai Mall …. sammen med Martin…. skønt!!
    Og cille og Mille er jo bare dejlige. Vi nyder deres selskab….❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Og vi nyder jeres selskab til fulde, kære Farmor og Farfar!!!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Besøg