Besøg
Det er efterhånden lang tid siden, vi sidst har haft gæster.
Overraskende nok, så er der ingen, der virker interesserede i at besøge os fra april til oktober.
Det er som om vores familie og vennekreds i det kolde nord ikke er synderligt pjattede efter at komme ned og svede igennem sammen med os i 45+ graders varme?
Om man forstår det…
Der findes ellers ikke noget federe end at være våd igennem flere lag af tøj for herefter at blive taget til fange i et air-conditioneret hus eller et isafkølet shoppingcenter.
Men nu sker det!
Ombord på EK 152 fra Kastrup sidder der lige nu en Farmor og Farfar og skåler i champagne, mens de venter spændt på at lande i Dubai for at se, hvad all the fuzz is about.
Vi har talt ned i en stiv måned nu. Og vi har lagt planer efter både børn og voksnes hoveder.
For Farmor og Farfar må for alt i verden ikke gå glip af noget som helst, nu hvor de langt om længe skal opleve vores hjem, liv og verden her i Ørkenstaten.
Det betyder alverden at få besøg af venner og familie i “nye” omgivelser.
For det fremmer den gensidige forståelse og referenceramme, når vi alle kender og har set de samme steder – og når man skaber fælles oplevelser og gode minder sammen.Pigerne stryger direkte ind i krea-skufferne her til aften, da vi kommer hjem fra legeaftale med de snygga svenska kompisar.
Der bliver klippet snefnug.Og skrevet velkomsthilsner.Man kan fornemme inderligheden i Cille, som nærmest smelter ned i Farmors seng ved siden af sin tegning.
Bagefter finder hun chokolade frem og lægger et stykke på hver hovedpude. Sådan gør man jo på de finere hoteller.Da Martin kommer ind ad døren, viser han pigerne, at lige nu flyver Farmor og Farfar henover Slovakiet.Alle sejl er sat til.
Det bliver SÅ godt, det her!
Og om knapt 3 timer skal Svigermor og Svigerfar få verdens største krammer, før de bliver smidt på hovedet i seng.
For klokken 6-nul-dut vil der med stor sandsynlighed stå 2 troldebørn – friske som havørne – klar til at kilde dem under fødderne.
Mange hilsner fra Mor i Udlandet
Hvor skønt, sikke dejlige forberedelser 😀
– A