Blogprisen 2016 - Stem på Mor i Udlandet

Pretty in Pink

“Mor, kan små piger egentlig få den der grimme sickness i deres helt tiny bryster?”

Cille ser spørgende over på mig.

Vi sidder i bilen.

På vej til skole.

Et øjeblik forinden har vi foreviget firkløveret i bedste lyserøde støt-brysterne stil.img_2635“Nej, Cille, det tror jeg bestemt ikke. Det synes jeg egentlig heller ikke at du skal bekymre dig om, for du er jo en sund og rask pige”, svarer jeg.

“Kender vi egentlig nogen, som har den der sickness?”

Hun fortsætter.

Ufortrødent.

Der er ingen vej udenom.

“Ja, Cille. Jeg kender rigtig mange kvinder, desværre. Og du kender jo selv Farmor, Conny og Tante Marianne. De har alle tre haft brystkræft, men nu har de det heldigvis ikke mere og de har det fint igen, ikke?”, svarer jeg.

“Men hvad gjorde de så, dengang de havde ondt i brysterne?”

“Jamen, Cille, du ved jo godt, at Farmor var nødt til at få en større operation og det kan du jo huske, når du ser hende uden tøj på, ikke? Conny og Marianne fik også hjælp af lægerne og noget medicin, som ikke var særlig rart,  og Conny har den arm, der stadig driller hende nu, ikke?”

Hvordan forklarer man de her ting – ærligt og redeligt – uden at forskrække eller give anledning til alt for livlige fantasier i en 7-årigs hoved?

Jeg aner det ikke.

Men jeg går med mit instinkt, som siger, at det her er nødvendigt at tale om på en nøgtern, begrænset-informativ måde.

Heldigvis er vi beriget med stærke brystkræft-overlevere i familien, som ikke er bange for at forklare sig eller generte over de åbenlyse, fysiske konsekvenser, som den rædsomme sygdom har haft for dem. De fortæller så fint, åbent og ærligt. Til både børn og voksne.

Der er aldrig tys-tys-det-taler-vi-ikke-om, krumspring eller gætværk dér.

Og dét synes jeg fandeme er cool.

Jeg ved ikke om jeg selv kunne tackle det så overskudsagtigt, som de kan – men nu forsøger jeg at lægge mig i slipstrømmen af Morfars Conny, min Tante Marianne og pigernes Farmor – og siger tingene, som de er.img_2636Om pigerne bliver mødt med lige-ud-ad-landevejen-forklaringer om brystkræft i skolen idag – dét er en anden sag.

Jeg har mine tvivl.

Breast Cancer Awareness Day ser mest af alt ud til at være sjov og ballade i lyserødt tøj.

Korridorerne summer ihvertfald her til morgen af børn, der er begejstrede over at få lov til at have en skoledag uden uniform. Det i sig selv er en fest.

Pretty in Pink. Små festaber.

Vi har desværre ingen ordentligt organiserede støtteindsamlinger på skolen, da det at blive etableret som charity er en betydelig papirmølle i De Forenede Arabiske Emirater – og jeg kan ikke se, at der sker det helt store på dét område.

Så måske ender i dag med at handle om lyserøde balloner og lyserøde sløjfer på lyserødt-betrukne bryster?

Måske ender i dag med at blive en dag, hvor drengemødre har måttet bruge penge på lyserøde T-shirts til deres sønner for at de ikke skal falde uden for hele beklædnings-show’et?

Jeg håber det ikke.

For det ville være så quintessentially Dubai, at jeg bliver helt træt på forhånd.

Forbrug for forbrugets skyld.

Indtil videre har jeg dog opstøvet en enkelt elev, der kunne sælge mig en lyserød sløjfe for 5 dirhams, som så ville indsende de indsamlede penge til en national brystkræft-organisation.

Lovede hun mig. Højt og helligt.

Og hvis jeg er heldig, finder jeg måske et par stykker mere, som jeg kan stikke en bitte dirhams-seddel?

Hvis ikke, så kunne jeg vel overveje Kræftens Bekæmpelse hjemme i go’e gamle Dannevang.

♥ Pas godt på brysterne – og har du ikke bryster selv, så hold dem for én, du har kær ♥

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blogprisen 2016 - Stem på Mor i Udlandet